Gå til hovedindhold

​​​Forskning viser, at medarbejderne ikke kommer til at gå længere, når hospitalet overgår til ensengsstuer – men det kan godt føles sådan i begyndelsen. Illustration: Herzog & de Meuron.

”Det er en myte, at ensengsstuer giver flere skridt”

​Der er erfaringer at hente flere andre steder i landet, når Nordsjællands Hospital gør klar til at arbejde med enssengsstuer på det nye hospital. Professor Hanne Konradsen fra Herlev og Gentofte Hospital tager luften ud af frygten for flere skridt og påpeger, at ingen ønsker at vende tilbage til flersengsstuer.

Vent...


Der var ingen signifikant forskel på personalets antal af skridt på det gamle og det nye hospital i Herlev.

- Men medarbejderne følte at de gik længere. Måske fordi der var uro over det nye og udfordringer med at finde ting, siger professor Hanne Konradsen fra Herlev og Gentofte Hospital, der har forsket i betydningen af ensengsstuer.

Det samme gælder i internationale undersøgelser, hvor ingen har vist signifikante forskelle i antallet af skridt, fortæller hun.

​​Bekymringer fylder

Alligevel er det ikke unormalt, at man som medarbejder bekymrer sig om at komme til at gå længere, når man skal til at arbejde med ensengsstuer.

- Vi tænker meget på afstanden mellem patienter som det afgørende, men faktisk er det nok vigtigere, hvor langt der er til udstyr og til kolleger. I starten er det naturligt at gå lidt mere, fordi man skal finde ud af, hvor tingene er. Man kan tænke sig til meget, men er nødt til at prøve at være i det, konstaterer Hanne Konradsen.

På Nordsjællands Hospital har styregruppen for sengeområder netop godkendt en ny arbejdspakke, der skal tage hul på forberedelserne til ensengsstuer. Den indebærer, at der først skal indsamles fakta, erfaringer og forskning om sengestuer, og dernæst skal styregruppen gennemføre forskellige simulationsworkshops.

- Vi skal udforske de muligheder, enestuen giver både i forhold til stuegang, ny teknologi samt mødet med patient og pårørende. Det bliver nødvendigt med nye arbejdsgange, så vi skal blandt andet se på, hvordan et team skal organiseres rundt om stuerne, siger projektleder Maria Edith Taudorf fra Nyt Hospital Nordsjælland Udvikling.

Glade patienter og mindre delirium

En vigtig pointe fra Hanne Konradsen er, at patienterne er rigtigt glade for ensengsstuerne. Bekymringerne om ensomhed er gjort til skamme, måske fordi patienterne er indlagt kortere tid end tidligere.

- Patienterne sover bedre og har mere privatliv. Jeg kender ingen, der ville ønske sig at være indlagt på en firesengsstue, påpeger hun.

Derudover har undersøgelser fra Aarhus vist et signifikant fald i delirium fra 29 pct. på flersengsstuer til 16 pct. på enestuer for patienter over 75 år. Der har ligeledes været et fald i urinvejsinfektioner fra 25 pct. til 10 pct.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden