Op mod 30 procent af muskelstyrken og 10 procent af konditionen forsvinder efter en uges inaktivitet. Selvom indlæggelser generelt bliver kortere, vil der være store gevinster at hente, hvis patienterne bliver mere aktive i den tid, de er på hospitalet. Gevinster både for patienterne, for hospitalet og for samfundet.
- Vi opstarter hjemmehjælp for rigtig mange af de patienter, som vi udskriver, fortæller fysioterapeut på Kardiologisk Afdeling Camilla Vandborg og uddyber:
- Vi fysioterapeuter har fokus på de patienter, som har brug for assistance for at komme på benene. De selvhjulpne bliver ikke set, og imens ligger de i sengen og mister ressourcer. Vi ser dem ofte først, når skaden er sket, og de har brug for hjælpemidler og hjemmepleje for at komme hjem.
Øvelser på patientens skærm
Som et svar på den udfordring, har hospitalets nye patientterminaler fået funktionen 'hold dig aktiv'. Her kan selvhjulpne patienter blive guidet til sengeliggende, siddende og stående øvelser.
- Nogle patienter traver jo op og ned ad gangen, men vi vil gerne give dem et ekstra tilbud og særligt også nå ud til dem, der ikke gør noget selv. Vi ser, at medarbejderne prøver at opfordre patienter til selv at hente mad, så de kommer op, men de har begrænsede tilbud, hvad angår fysisk aktivitet. Det skal patientterminalen gøre lettere, forklarer innovationskonsulent Freja Viktoria Mortensen fra Nyt Hospital Nordsjælland Udvikling.
Terminalerne bliver en fast del af inventaret på sengestuerne på det nye hospital, og de er ved at blive implementeret på sengeafsnittene på det eksisterende hospital.

Fysioterapeut Camilla Vandborg i samtale med en patient om patientterminalen. Foto: Karen Grønkjær.
Godt at få hjælp til aktivitet
Jakob, der er indlagt på Kardiologisk Afdeling, synes, at det er en 'fed funktion'.
- Det er fantastisk, at det er så brugervenligt. Man ligger måske og keder sig i sengen, og så er øvelserne lige der på skærmen, så man kan lave dem, når motivationen rammer. Nogle af øvelserne kan laves i sengen, og man skal bare bruge en stol eller sengen til støtte, siger han og strækker armen over hovedet.
Han bliver overrasket over, hvor svært det er at rejse sig fra stolen, da han skal udføre næste øvelse.
- Jeg har ikke så stor muskelkapacitet længere, så det kan godt være hårdt, selvom øvelserne ser enkle ud. Derhjemme går jeg ture og svømmer, men her har jeg ikke lyst til at gå omkring i hospitalstøjet. Så er det godt at kunne lave øvelserne her på sengestuen, konstaterer han.
Nordsjællands Hospital arbejder gennem flere indsatser på at være 'det fysisk aktive hospital' med initiativer rettet mod både patienter og personale. Løsningen på patientterminalerne er under fortsat udvikling.