Hvordan gør vi fremtidens hospital til mere end mursten?

Talenter fra det globale innovationslaboratorium UnLeash knuste søndag udfordringer med afsæt i FN's bæredygtighedsmål. Nyt Hospital Nordsjælland var med som case

Hospitaler har igennem flere år spillet den samme rolle i samfundet. En rolle som specialist i at diagnosticere og behandle. Men i fremtiden ser hospitalets rolle måske anderledes ud. Konkrete bud på hvordan det kan udvikles, kaster talenter fra innovationslaboratoriet UNLeash lys over.                                                                                                                                                                               Foto: Herzog & de Meuron - Vilhelm Lauritzen Arkitekter 

Talenter fra 129 lande verden over kom i weekenden med deres bud på løsninger af globale problemstillinger via innovationslaboratoriet UNLeash. Det sker med afsæt i FN's 17 bæredygtighedsmål. I år har Nyt Hospital Nordsjælland fået mulighed for at bringe en problemstilling i spil. Konkret målrettet 150 skarpe hoveder inden for sundhedssektoren globalt.  

I forhold til det nye hospital i Hillerød giver det god mening at blive klogere på, hvordan fremtidens hospital kan udvikles. Kommer hospitalet i fremtiden til at have en bredere rolle end i dag. Kan der aktiveres ressourcer i om omkring hospitalet og nærområdet, som bidrager til borgernes sundhed?

Natur og lokalsamfund som medspiller?

Det nye hospitals byggegrund i Favrholm samt hospitalets valgte arkitektur lægger op til et tæt samspil med naturen, nærmiljøet og lokalsamfundet. Det giver derfor mening at se på, hvordan hospitalet kan være med til at skabe fælleskab, stimulere kreativitet og sikre bevægelse og sundhed.

Det gode spørgsmål er dog hvordan? Og netop det spørgsmål får talenterne mulighed for at besvare.

"Helt konkret skal de hjælpe med at svare på, hvordan hospitalet som institution kan være med til at skabe velfærd - ikke bare for indlagte patienter, men for borgere lokalt. Både inden og udenfor murerne. Der er meget, der peger i retning af, at hospitalet bør være endnu mere, end det er i dag. Hospitaler i fremtiden skal måske ikke alene hjælpe med at kurere sygdomme og operere brækkede knogler. Hvad nu hvis hospitalet også kunne være med til at skabe et liv med fællesskab, kreativitet og bevægelse? Det er det, der er interessant at få de kloge hoveders input til," siger chef for Innovation og Teknologi, Rune Holdt fra Nyt Hospital Nordsjælland.

Læs mere om eventet her

Vi følger op senere med de konkrete bud fra talenterne.

 

 



Redaktør