Siddende patientbefordring

​Personalet i den siddende patientbefordring henter og bringer borgere, som ikke kan tage offentlige transportmidler og har ret til kørsel.
Borgere har ret til at blive kørt til f.eks. undersøgelse eller behandling på hospitalet, hvis de ikke kan tage offentlige transportmidler og opfylder ét af disse krav: 
  • De modtager pension
  • De bor længere end 50 km fra det hospital, de hører til
  • De skal på hospitalet mere end én gang (i samme forløb), eller de skal hjem på lægeordineret orlov under en indlæggelse
Det er den hospitalsafdeling, borgeren er tilknyttet, der tager stilling til, om de har ret til kørsel. Kørslen gælder mellem borgernes bopælsadresse og hospitalet.

Bemanding af den siddende patientbefordring

Køretøjerne i den siddende patientbefordring er bemandet med rutinerede chauffører.

Chaufførerne har en grunduddannelse i at køre med sygdoms- og aldersvækkede borgere samt borgere med fysisk handikap. Derudover er de uddannet i hjertelungeredning, brug af hjertestartere, løfteteknik, energi- og miljørigtig kørsel.

Udstyret i siddende patientbefordring

Køretøjerne er udstyret med forskellige hjælpemidler f.eks. trappelift og selepuder til børn.

Driften af siddende patientbefordring

Det er Falck A/S, HB-Care og Movia, der leverer personale og køretøjer til driften af siddende patientbefordring i Region Hovedstaden.



Redaktør