Hvad er fælles beslutningstagning?

​Fælles beslutningstagning er en metode til individuel patientinddragelse. Metoden understøtter samarbejdet mellem den sundhedsprofessionelle og patienten, når der skal træffes vigtige beslutninger om behandling og pleje. 

Et samarbejde mellem patient og kliniker

"Fælles beslutningstagning handler om et samarbejde mellem patient og kliniker, når der skal træffes beslutninger om udredning, behandling, pleje og opfølgning i den grad og på de måder, som patienten ønsker".

Vi bruger Center for Fælles Beslutningstagnings (CFFB) definition af fælles beslutningstagning.

Fælles beslutningstagning indebærer, at den sundhedsprofessionelle rådgiver og støtter patienten til at udforske egne værdier og præferencer og til at vælge den mulighed, der bedst matcher patientens ønsker.

Læs mere om hvilke værktøjer til fælles beslutningstagning, der findes og hvilke eksempler der findes i en dansk kontekst.


To forskellige ekspertroller i samarbejdet

Samarbejdet mellem den sundhedsprofessionelle og patienten er en samtale mellem to forskellige eksperter. Patienten er ekspert i eget liv og den sundhedsprofessionelle er ekspert i diagnosen: 

  • Patientens rolle: Deler sin viden om sine livsforhold, værdier, erfaringer med sygdom og behandling, præferencer og holdning til risici. 

  • Den sundhedsprofessionelles rolle: Deler sin evidensbaserede viden om valgmuligheder, fordele, ulemper, usikkerheder og risici.

Hvad kræver fælles beslutningstagning?

Fælles beslutningstagning indebærer, at den sundhedsprofessionelle rådgiver og støtter patienten til at udforske egne værdier og præferencer og til at vælge den mulighed, der bedst matcher patientens pønsker.

At kommunikere ordentligt med patienterne kræver nærhed og evne til at lytte efter, hvad der ligger bag det sagte. Det er ikke en medfødt evne, men noget, der kan trænes.

I følge Glyn Elwyn indebærer fælles beslutningstagning i klinisk praksis 3 trin:

  1. Valget
    Snak om, at der skal foretages valg mellem forskellige muligheder for pleje og behandling.

  2. Mulighederne
    Snak om de forskellige muligheder for pleje og behandling.

  3. Beslutningen
    Snak om, at der skal træffes en beslutning: Her afdækker den sundhedsprofessionelle patientens præferencer ift. de forskellige muligheder med henblik på at nå frem til en beslutning.  


Hvornår er fælles beslutningstagning relevant?

Fælles beslutningstagning er relevant i mange forskellige situationer, fx:

  • Valg af dialysebehandlingsform

  • Valg af fødeform efter kejsersnit

  • Valg af kræftbehandling (operation, stråler, kemoterapi eller en kombination)


For at understøtte samarbejdet og den fælles beslutning, kan sundhedspersonalet gøre brug af beslutningsstøtteværktøjer.

Beslutningsstøtteværktøjer kan understøtte samarbejdet

Beslutningsstøtteværktøjer er konkrete redskaber (typisk skriftligt materiale med illustrationer og ikoner), der på en overskuelig måde præsenterer de valgmuligheder patienten har samt fordele, ulemper og prognose forbundet med de enkelte valg.

Beslutningsstøtteværktøjer giver patient og sundhedspersonale et grundlag for at drøfte og træffe det bedst mulige individuelle behandlingsvalg for patienten.



Redaktør