Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Ikke med i LUP? Der er andre måder at inddrage patienterne

​Ikke alle afdelinger er med i LUP. Men hvad kan man så gøre for at få patienternes oplevelser og perspektiver med i sine initiativer til forbedringer? Det har genoptræningsafdelingen Montebello mange gode eksempler på.

​SÅDAN HAR DE GJORT

Bruger LUP-spørgsmål til egne målinger

Montebello er en afdeling for specialiseret genoptræning. Derfor er afdelingen ikke med i LUP. Men hvad gør man så, når man gerne vil have viden om patienternes oplevelser?

På Montebello har de deres egen månedlige spørgeskemaundersøgelse, hvor de løbende følger patienternes tilfredshed. Undersøgelsen består af 6 spørgsmål med tilhørende kommentarfelter, som afdelingens patienter har været med til at udvælge. 

Patienterne på Montebello svarer på spørgeskemaet via en tablet ved afdelingens reception. Spørgsmålene i Montebellos spørgeskemaundersøgelse er alle spørgsmål fra LUP.


Spørgsmålskatalog med testede spørgsmål

Både nationale og lokale LUP-spørgsmål er testet med patienter. Det sikrer, at spørgsmålene er relevante og lette at forstå. Hvis man som afdeling ikke er med i LUP, men gerne vil stille patienterne spørgsmål om deres oplevelser, er der et udvalg af mere end 250 spørgsmål, man frit kan bruge.

Se spørgsmålskataloget for LUP​ ​


Resultaterne hænger fremme i afdelingen

På Montebello hænger resultaterne fra deres månedlige spørgeskemaundersøgelse på en tavle i afdelingen, hvor også patienter kan se resultaterne. Det gør de både for at opfordre patienterne til at svare på spørgeskemaet, men også fordi de gerne vil dele resultaterne med patienterne – både de gode resultater, og der hvor der er behov for forbedringer. Det fortæller afdelingens implementerings- og forbedringsspecialist Lisbeth Mogensen.

Hun anbefaler, at man til en start stiller patienterne få spørgsmål, så undersøgelsen ikke bliver for kompliceret. Og at man overvejer, hvordan man vil gøre det synligt for patienterne, at deres input bliver brugt.


Patienterne er altid med om bordet

Patienternes oplevelser bliver ikke kun belyst via spørgeskemaundersøgelsen. På Montebello arbejder de systematisk med patientinddragelse og bruger mange forskellige metoder til at inddrage patienterne i arbejdet med at skabe bedre forløb og behandling. Inddragelsen sker via:

  • Patienter deltager ad hoc. ved tværfaglig morgenkonference

  • Kaffemøder med ledelsen

  • Interview

  • Feedbackmøder

  • Patientsikkerhedsrunder med både patienter og personale (læs mere nedenfor)

Patientsikkerhedsrunder med både patienter og personale

På Montebello går patienter og personale patientsikkerhedsrunder sammen. Tidligere gik de runderne hver for sig, men som noget nyt arbejder de med at gøre runderne til et fælles forum.

Patienternes kommentarer fra spørgeskemaundersøgelsen kan være fokus for patientsikkerhedsrunderne. Hvis der fx er kommentarer om spisesituationen på Montebello, kan patienten ved patientsikkerhedsrunden være med til at uddybe de problemstillinger, som kommentarerne fra spørgeskemaet peger på.

HVAD ER VÆRDIEN

Patienterne kvalificerer idéer til forbedringer

Resultaterne fra Montebellos spørgeskemaundersøgelse understøtter, at afdelingens kvalitetsudvikling er datadrevet.

Ved at inddrage patienterne på så mange forskellige måder får Montebello testet deres forbedringsidéer, så de matcher det, patienterne oplever og har behov for. De får samtidig patienternes gode idéer til at gøre indlæggelsen og behandlingen på Montebello bedre.

Vi får kvalificeret det, vi selv tror er den bedste løsning, til det patienterne har brug for. 
Tine Lundbak, Leder af Montebello​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden