Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​

Derfor afviger den årlige status fra jeres månedlige LUP-resultater

​Tre gange om året inkluderer LUP svar fra patienter, som er fritaget fra digital post. Disse besvarelser indgår kun i den årlige status, og det kan give forskelle mellem de månedlige og de årlige LUP-resultater. 

​​LUP indsamler hver måned spørgeskemaer fra patienter via digital post. Patienternes oplevelser vises i ledelsesinformationssystemerne, hvor de giver hospitalerne et aktuelt billede af deres patienters oplevelser.​​

Postale spørgeskemaer indgår ikke i resultaterne i ledelsesinformationssystemerne

Nogle patienter er fritaget fra digital post og kan derfor ikke modtage et digitalt spørgeskema. Det er særligt de ældste patienter, der ikke har mulighed for at deltage via digital post. For at sikre, at disse patienter også bliver repræsenteret i LUP, suppleres de digitale svar med tre årlige indsamlinger af postale spørgeskemaer.

Der er flere årsager til, at postale besvarelser ikke er en del af de månedlige visninger af LUP i ledelsesinformationssystemerne. Det skyldes først og fremmest, at brevene er lang tid undervejs. Derfor kan postale besvarelser ikke bidrage til det tidstro billede, som de månedlige resultater skal give. Derudover vil de månedlige resultater ikke kunne sammenlignes måned for måned, når de postale svar kun indgår i tre måneder af året. I stedet indgår de postale svar i den årlige status, som offentliggøres hvert år i uge 12.

Postale svar gør den​​ årlige status mindre positiv

Den årlige status vil afvige en anelse fra de LUP-resultater, der fremgår af ledelsesinformationssystemerne. Det skyldes supplementet med postale besvarelser i den årlige status. Når vi skriver en anelse, så skyldes det, at postale besvarelser kun udgør knap 3 procent af de samlede besvarelser i den årlige status. På trods af at de postale svar vægtes op, så de afspejler svar fra alle årets 12 måneder, er det altså begrænset, hvor stor effekt deres svar har på det samlede resultat. 

Patienter, der svarer postalt, er mere tilbageholdende med at give topkarakteren ”I meget høj grad”. Figur 1 viser, at 49 procent af digitale svar er i kategorien ”I meget høj grad”, mens det kun er gældende for 43,8 procent af postale svar. I stedet vælger postale patienter oftere ”I høj grad” og ”I nogen grad”. Det er særligt spørgsmål om kommunikation og medbestemmelse, som får lavere score blandt postale patienter.

Figur 1: Fordeling af alle patienters svar i den årlige status


De postale svars effekt på den årlige status har overrasket i Region Hovedstaden

I Region Hovedstaden indførte man i 2022 en målsætning om, at 85 procent af patienterne skal være tilfredse i høj eller meget høj grad, og at 50 procent af patienterne skal være tilfredse i meget høj grad. Samme år lå et af hospitalerne lige over målsætningen om, at 50 procent af patienterne skulle være tilfredse i meget høj grad – i hvert fald når de fulgte resultaterne i ledelsesinformationssystemet. De blev dog noget skuffede, da den årlige status afslørede, at de desværre endte lige under målsætningen. ​

Forskelle er større, der hvor der er flest ældre patienter

Nogle patienttyper er oftere fritaget for digital post. Derfor er der også nogle afdelinger, der vil bemærke, at deres resultater i ledelsesinformationssystemerne er længere fra den årlige status end andre afdelinger.

Man kan fx forvente at se tydeligt forskel hos akut indlagte patienter. Hver femte akut indlagte patient er over 80 år, og denne aldersgruppe er oftere fritaget fra digital post. Det betyder, at andelen af postale besvarelser er en del højere blandt akut indlagte patienter end blandt øvrige patientgrupper. 4,3 procent af akut indlagte patienter besvarer LUP-spørgeskemaet postalt. Denne forskel gør, at specialer med mange ældre akut indlagte patienter som fx geriatri, ortopædkirurgi og lungemedicin kan forvente mindre positive resultater i den årlige status sammenlignet med de månedlige resultater i ledelsesinformationssystemerne.​

Ledelsesinformationssystemerne er målrettet den løbende kvalitetsudvikling

Når man fortolker de månedlige resultater i ledelsesinformationssystemerne, er det vigtigt at huske, hvilke patienter der ikke er med. Arbejder man på en afdeling med mange ældre akut indlagte patienter, er der en god chance for, at resultaterne i ledelsesinformationssystemet ligger en smule højere, end dem man senere ser i den årlige status.

Med det in mente er de månedlige resultater et nyttigt redskab til at følge udviklingen over tid. Når en kvalitetsforbedrende indsats igangsættes, er det netop her, man kan se, hvornår patienterne mærker en forandring. Vigtigere endnu: De månedlige resultater kan løbende vise, om indsatsen har den ønskede virkning på patienttilfredsheden.

Resultaterne fra den årlige status findes som bilagstabeller med lands-, regions-, hospitals- og afdelingsniveau på patientoplevelser.dk​.​

Du kan læse mere om, hvilke befolkningsgrupper der svarer på LUP-spørgeskemaer ​her.​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden