Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​

Hvordan sikrer vi trygge forløb for ældre patienter i det digitale sundhedsvæsen?

​Hvordan kan digitale løsninger bidrage til at skabe tryghed og sammenhæng i ældre patienters forløb? CPI har undersøgt ældre patienters oplevelser med at bruge digitale sundhedsløsninger.​

​16. juni 2025

​Digitale løsninger bliver en central del af fremtidens sundhedsvæsen, som alle patientgrupper stifter bekendtskab med, også den voksende gruppe af ældre patienter. CPI har på vegne af Ældre Sagen undersøgt, hvilke oplevelser ældre med flere sygdomme har med digitale møder med sundhedsvæsenet. Hvilke barrierer og udfordringer oplever de, og hvad er vigtigt, hvis digitale løsninger skal opleves som trygge og meningsfulde?

Til undersøgelsen har vi udvalgt tre cases indenfor digitale løsninger, der rummer stor indbyrdes variation og derfor giver nuanceret viden om de ældres oplevelser og behov: Digital genoptræning, videokonsultationer og hjemmemonitorering.

Resultater

Undersøgelsens resultater kan opsummeres i fire overordnede hovedpointer:

Digitale løsninger kan give frihed og fleksibilitet
Videokonsultationer og digital genoptræning kan give de ældre mulighed for at møde sundhedsvæsenet på egne præmisser - også når dagsformen er dårlig
Empati og nærvær skal bevares over skærmen
Det kan skabe afstand og utryghed, hvis behandleren ikke bevarer øjenkontakt og nærvær, når kontakten foregår digitalt. 
Faste behandlere er afgørende for trygheden
Ældre føler sig mere trygge ved at bruge digitale løsninger, når de understøttes af faste behandlere, som kender dem godt. 
Der skal være et menneske i den anden ende
Trygge digitale kontakter kræver pålidelig respons fra fagfolk. Det gælder fx, når ældre e-mailer egen læge eller sender målinger ind til hospitalet via hjemmemonitorering.  

”Jeg kan meget bedre lide det digitale. (...) Så kan man gøre det, når det passer en selv i stedet for at tilpasse sig dem. Det er tit om morgenen, de har åbent, og jeg er ikke et morgenmenneske.”

Maja, 77 år.

Anbefalinger

På baggrund af undersøgelsens resultater har Center for Patientinddragelse udviklet disse fire anbefalinger, der kan bidrage til, at digitale sundhedsløsninger kan skabe tryghed og sammenhæng for ældre patienter:

1. Digitale løsninger skal både bygge på - og understøtte - nærhed i relationen mellem patienten og den sundhedsprofessionelle
2. Digitale løsninger skal understøttes af respons fra kompetente fagpersoner
3. Digitale løsninger skal være brugervenlige og imødekomme patienter med forskellige kompetencer
4. Digitale løsninger skal bidrage til bedre overblik og koordinering i patientens forløb

​Metode

Undersøgelsen bygger på 20 kvalitative interviews med ældre patienter med flere sygdomme i Storkøbenhavn og på Sjælland. Interviews er suppleret med 10 observationer af ældre patienters brug af digitale sundhedsløsninger i eget hjem.​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden