Nyt skiltningskoncept har gjort det nemmere at finde vej på Bornholms Hospital
Mulighederne for at finde vej på Bornholms Hospital er blevet bedre efter nyskiltning af hospitalet ud fra det regionalt vedtagne skiltekoncept. Det viser en brugertest, som Enhed for Evaluering og Brugerinddragelse (nu Kompetencecenter for Patientoplevelser) har gennemført for Center for Kommunikation i Region Hovedstaden. I alt 20 borgere har deltaget i brugertesten – 10 under den tidligere skiltning og 10 efter implementering af det regionalt vedtagne skiltekoncept.
Finder vej og bliver bekræftet i, at være på rette spor
På Bornholms Hospital er de besøgendes muligheder for at finde rundt blevet væsentlig bedre efter nyskiltningen blev gennemført i første kvartal af 2017. De besøgende bliver ikke bare bedre hjulpet til at finde vej til de enkelte afsnit eller afdelinger, men oplever også i højere grad, at de er på rette spor undervejs.
Introduktionen af de nye lysende skilte som supplement til den øvrige skiltning gør sammen med mindsket afstand mellem skiltene, at besøgende nemt finder en række pejlemærker, som de kan bygge deres wayfinding op omkring. Selv i områder af hospitalet, der er af en sådan karakter, at undersøgelsens testpersoner egentlig bliver usikre, i forhold til om de overhovedet må færdes i området (fx lagerlokale lignende områder), leverer skiltningen den nødvendige støtte, der giver testpersonen bekræftelse på at være på den rigtige vej. Den nødvendige støtte kommer både fra den retningsvisende streg i gulvet, hængende skilte og især fra disse i kombination.
Skiltningen på Bornholms Hospital var tidligere mangelfuld. I brugertestens første runde under den tidligere skiltning har testpersoner væsentlige problemer med at finde vej og oplever stress. Kombinationen af den daværende skiltning og et udleveret indkaldelsesbrev efterlod flere steder testpersoner med svære og usikre valg på testruterne, der gik fra den ene ende af hospitalet til den anden. Så selvom der også opstår udfordringer for testpersonerne med den nye skiltning, så har testpersonerne en fornemmelse af at være på rette spor. Undersøgelsens anbefalinger til den nye skiltning knytter sig særligt til skiltningen i knudepunkter, fx i Opgang A, hvor der opstår problemer i samspillet mellem testpersoners manglende fornemmelsen af at ‘været ankommet til opgangen’, opgangsoversigtstavler opdelt i to halvdele med forskellig placering samt systemet af overskrifter og pile på opgangsoversigtstavler.
Ud fra observationer af testpersonernes wayfinding og deres forslag til mulige forbedringer fremsætter undersøgelsen fem generelle anbefalinger til forbedret wayfinding på hospitaler, samt otte specifikke anbefalinger til, hvordan skiltningen Bornholms Hospital kan forbedres yderligere.
Undersøgelsens baggrund og formål
At finde vej er mere end blot at komme frem til en ønsket destination. Begrebet ‘Wayfinding’ refererer til processen hos en person, der ved hjælp af indtryk fra fx skilte og øvrige omgivelser træffer en række valg om i hvilken retning de vil bevæge sig. Brugertestens formål er at give et indblik i, hvor svært eller hvor let det er for besøgende at finde vej på Bornholms Hospital – først under den tidligere skiltning og dernæst siden med regionens koncept for skiltning. Særligt skal undersøgelsen kvalificere, hvorvidt regionens skiltningskoncept markant forbedrer hospitalsbesøgendes wayfinding, samt afdække forslag til mulige forbedringer af konceptet ud fra besøgendes oplevelser.
Undersøgelsesdesign og metode
Brugertesten er gennemført som en simulation af en førstegangsindkaldelse til hospitalet, hvor testpersoner, der ikke har kendskab eller meget ringe kendskab til hospitalet, får til opgave at finde frem til en bestemt afdeling ud fra et givet udgangspunkt og et givet indkaldelsesbrev. Brugertesten er opdelt i to runder – en under den tidligere skiltning og en under den nye – og med ti testpersoner i hver runde.
Undersøgelsens analyser tager udgangspunkt i observationer af hver testpersons wayfinding, testpersonens ‘tænken-højt’ under wayfindingen samt i opfølgende interview med testpersonen og rummer således indtryk både fra testpersoners handlingssituationer og fra testpersonernes refleksion over handling og skiltning på hospitalet.