Fakta om undersøgelsen
Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser blandt Fødende (LUP Fødende) er en årligt tilbagevendende spørgeskemaundersøgelse, der belyser kvinders oplevelser i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.
Undersøgelsen gennemføres på vegne af de fem regioner. Kvinder, der føder i perioden august til oktober, bliver inviteret til at deltage i undersøgelsen. I 2015 modtog 13.513 kvinder et brev med invitation til at besvare spørgeskemaet på Internettet ved hjælp af et personligt login. 7.322 kvinder har besvaret spørgeskemaet i 2015, hvilket giver en svarprocent på 54 %. I 2015 er det ligesom i 2014 også valgt at belyse partners oplevelser i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel. I alt 1.482 partnere har besvaret spørgeskemaet.
Resultaterne af undersøgelsen bliver opgjort på landsplan samt for de enkelte regioner og fødesteder. Denne rapport præsenterer de overordnede resultater for 2015 på landsplan og beskriver udviklingen i forhold til undersøgelsen i 2014.
De mest positive og de mest negative vurderinger blandt kvinder
Størstedelen af kvinderne har positive oplevelser i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel. 93 % af kvinderne har en virkelig god (58 %) eller god (35 %) samlet fødselsoplevelse. Nogle af de spørgsmål, der skiller sig positivt ud ved at have de største andele positive og meget positive vurderinger, handler om: at kvinderne får den rådgivning af sundhedsplejersken, de har behov for; at de får den hjælp, de har behov for, ved besøg på sygehuset/jordemodercentret (ud over almindelige besøg) under graviditeten; og at de får den støtte fra personalet under fødslen, som de har behov for.
Ved næsten halvdelen af alle spørgsmålene i 2015 vurderer 10 % eller flere kvinder deres oplevelser negativt. Fire spørgsmål i undersøgelsen skiller sig ud ved at have store andele negative besvarelser. 40 % bliver under graviditeten forberedt for lidt på komplicerede fødselsforløb. En tredjedel er i høj grad eller i nogen grad i tvivl om amning/ernæring af barnet, efter de kommer hjem fra sygehuset; 30 % bliver under graviditeten dårligt eller virkelig dårligt forberedt på amning; og 27 % har, efter at de har født, slet ikke eller kun i mindre grad talt med personalet om fødslen i det omfang, de har behov for.
Tilbagegang i resultater af kvinders oplevelser fra 2014 til 2015
Resultaterne af LUP Fødende 2015 viser, at der i 2015 er væsentlig flere negative besvarelser sammenlignet med 2014. For 34 spørgsmål i 2015 kan resultaterne sammenlignes med resultater fra 2014. De resterende spørgsmål kan ikke tidssammenlignes grundet ændringer i spørgsmål og fokus på nye områder i spørgeskemaet i 2015. Der ses en tilbagegang i resultaterne for halvdelen af de spørgsmål, der kan tidssammenlignes med 2014, dvs. for i alt 17 spørgsmål. For disse spørgsmål med tilbagegang i resultaterne fra 2014 til 2015 er andelen af negative besvarelser steget med op mod fem procentpoint siden sidste år. Det gælder kvindens vurderinger af forberedelse på fødsel og amning under graviditeten, og om kvinden får den hjælp, hun har brug for til amning/ernæring af barnet under opholdet på sygehuset efter fødslen.
For 16 spørgsmål er der ikke sket nogen ændring i resultaterne fra 2014 til 2015. Kun for et enkelt spørgsmål er resultatet gået frem siden 2014. Det er spørgsmålet om oplevelsen af det samlede forløb hos jordemoder under graviditeten, hvor andelen af kvinder, der har svaret virkelig godt, er steget med tre procentpoint siden 2014.
Fortsat mange positive oplevelser blandt partnere
Blandt partnere er der ikke sket nogen ændring i resultaterne blandt de ni spørgsmål, der kan tidssammenlignes med 2014. 93 % af partnerne har en virkelig god (54 %) eller god (39 %) samlet fødselsoplevelse, og størstedelen af partnerne oplever at blive informeret virkelig godt (48 %) eller godt (47 %) om, hvad der sker under fødslen. Det spørgsmål blandt partnerne med størst andele negative vurderinger handler om, hvorvidt den information/viden, de får fra sygehuset/jordemodercentret under graviditeten bidrager til at forberede dem på fødslen. 19 % af partnerne oplever kun i mindre grad (13 %) eller slet ikke (6 %), at det bidrager til at forberede dem på fødslen. Det tidspunkt i forløbet, hvor den største andel partnere oplever at blive inddraget for lidt af sundhedspersonalet, er fortsat i forløbet på sygehuset i perioden efter fødslen, hvor 12 % oplever at blive involveret for lidt.
Temaafsnit i rapporten
Rapporten indeholder to temaafsnit udover gennemgangen af de overordnede resultater for kvinder og partner:
- "Forløbet hos jordemoder under graviditet” undersøger nærmere, hvilke kommentarer kvinder har til forløbet hos jordemoder under graviditeten.
- ”Igangsættelse af fødsel” undersøger, hvilke oplevelser kvinder har i forbindelse med et igangsættelsesforløb, dels ud fra analyse af kvindernes kommentarer til forløbet og dels ud fra otte uddybende interview med kvinder, som har fået deres fødsel sat i gang.
Supplerende materiale
Find bilagstabeller og supplerende materiale på LUP Fødende-siden: www.patientoplevelser.dk/LUPF15 (åbner i nyt vindue).