Gå til hovedindhold

​​

Evaluering af borgere og pårørendes vurdering af Tværsektoriel Udredningsenhed (TUE)

​Borgerne oplever en god modtagelse i TUE og fortæller om god og kompetent behandling og pleje.

29. september 2015

​I september 2012 slog Københavns Kommune og Bispebjerg Hospital dørene op for en Tværsektoriel Udredningsenhed - TUE. 


TUE har til formål at reducere antallet af indlæggelser af borgere fra Københavns Kommune og sikre et bedre tværsektorielt samarbejde om den ældre borger med medicinsk sygdom.

Projektet (TUE) er toårigt og skal evalueres i løbet af projektperioden, så projektet kan justeres løbende på baggrund af de foreløbige resultater. Derudover skal der foretages en afsluttende evaluering af projektet.

Formål

Denne rapport indeholder resultaterne fra evalueringen af borgere og pårørendes vurdering af TUE.

Formålet med evalueringen er at:

  • Belyse borgere og pårørendes oplevelser af udredning og behandling i TUE og tilfredsheden med indsatsens kvalitet.
  • Belyse borgere og pårørendes oplevelser af det samlede forløb fra første overvejelse om nødvendigheden af lægeligt tilsyn til hjemsendelse og kommunal opfølgning

Metode

Evalueringen er gennemført vha. telefoninterview med i alt 16 borgere eller pårørende til borgere, der har haft et forløb i TUE.

Resultater

Overordnet set viser evalueringen, at borgere og pårørende vurderer TUE positivt.

Borgerne oplever en god modtagelse i TUE og fortæller om god og kompetent behandling og pleje, hvor centrale temaer er, at personalet er opsøgende og informerer borgerne. Borgerne fremhæver desuden en god og ligeværdig dialog med et sødt og venligt personale.

Når vi spørger til omgivelser og indretning i TUE er det betydningsfuldt, at atmosfæren i TUE er rolig, og borgerne er glade for forplejningen i enheden. I forhold til de specielle stole, som findes i TUE, viser evalueringen, at der er forskellige behov blandt borgerne - særligt muligheden for at indstille stolene, så de passer til borgerne, er væsentlig for borgernes tilfredshed med stolene.

I forhold til overgangen til eget hjem efter besøget i TUE viser evalueringen, at borgerne føler sig klar til at komme hjem, når de bliver sendt hjem fra TUE. De ønsker, at den praktiserende læge bliver orienteret, bl.a. så vigtig lægelig information bliver overført.

Om den tværsektorielle udredningsenhed

Den tværsektorielle udredningsenhed holder fysisk til på Bispebjerg Hospital, som også stiller specialekompetente læger, diagnostik og behandling til rådighed. Selve udredningsenheden er bemandet af seks kommunalt ansatte sygeplejersker, som leverer sygepleje, omsorg og mobilisering.

Målgruppen for enheden er ældre borgere (+ 65 år) med medicinsk somatisk sygdom, der har behov for akut udredning, vurdering og behandling uden for hjemmet. 

Som udgangspunkt er der behov for udredning, men ikke indlæggelse, og det er forventet, at borgeren hurtigt kan sendes hjem til egen bolig (eller til en midlertidig døgnplads i kommunen). Fra maj 2014 er målgruppen udvidet til også at inkludere yngre borgere.

Læs mere om TUE på enhedens hjemmeside.

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden