Efteruddannelsesforløbet Klinisk Lederskab for Erfarne Medicinske Sygeplejersker (KLEM) er én af syv indsatser, som Region Hovedstaden har igangsat for at give sygeplejersker og ledere et fagligt og prestigemæssigt løft.
KOPA har også evalueret de øvrige indsatser.
Resultater
Evalueringen har ført til følgende resultater:
- Skræddersyede og kliniknære indsatser giver mest værdi
I forhold til fastholdelse og rekruttering mener ledere og sygeplejersker, at det er nødvendigt med uddannelsesmuligheder for medicinske sygeplejersker. Dels for at klæde dem på til de mange opgaver og dels for at sikre udviklingsmuligheder.
Lederne fremhæver lederunderstøttelse og uddannelsesforløb for erfarne sygeplejersker
Lederne fremhæver, at KLEM har skabt en ny slags specialisering og karrierevej for den ’den dygtige erfarne ”basis” sygeplejerske’. Lederne fremhæver også lederunderstøttelsesindsatsen, fordi den er skræddersyet til den enkelte afdeling, tilpasset den kliniske hverdag og samtidigt foregår i klinikken.
- KLEM styrker sygeplejerskers faglige identitet
Sygeplejerskerne, der har deltaget i uddannelsesforløbet Klinisk Lederskab for Erfarne Medicinske Sygeplejersker (KLEM) oplever et viden- og kompetenceløft, der blandt har styrket deres faglige identitet og stolthed samt evne til at reflektere over faglige problemstillinger.
- Andre indsatser påkrævet for at løse fastholdelse og rekrutteringsproblemer
Lederne og sygeplejerskerne påpeger, at indsatserne i teorien er gode, men at de ikke tager fat om de største og væsentligste udfordringer, såsom dårlige normeringer, utidssvarende vagtplanlægningsrul samt dårlig løn og tillægshonorering. Hvis fastholdelses- og rekrutterings-problematikkerne skal løses, mener begge grupper, at det er nødvendigt at løfte disse udfordringer højere op i systemet.
Metode
Evalueringen er gennemført vha. både kvalitative og kvantitative metoder.
Den kvalitative del består af fokusgruppeinterview samt individuelle interview med sygeplejersker (medarbejdere og ledere) samt kliniske vejledere fra de afdelinger, der har været involveret i en eller flere af indsatserne.
Den kvantitative del består af to spørgeskemaundersøgelser.