Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​

Fælles beslutningstagning i en fysioterapiklinik

Fælles beslutningstagning i en fysioterapiklinik kan øge andelen af patienter, der bliver inddraget i deres behandling. Det viser en evaluering foretaget af Center for Patientinddragelse. Fysioterapiklinikken, FysioDanmark i Ishøj, har som pilotklinik testet et forløb udviklet af CPI med fokus på uddannelse, implementering og evaluering af fælles beslutningstagning i fysioterapien.​

14. december 2023

Implementeringen af fælles beslutningstagning i fysioterapiklinikken, FysioDanmark i Ishøj, er sket gennem en indsats med tre elementer leveret af Center for Patientinddragelse: et uddannelsesforløb på tre korte moduler i fælles beslutningstagning, implementeringsunderstøttelse samt en evaluering.​

Resultater

Evalueringen af den samlede indsats med at implementere fælles beslutningstagning i en fysioterapipraksis viser:

  • Klinikerne inddrager patienterne mere. Måling med et valideret måleredskab (OPTION12) viser, at klinikerne inddrager patienterne markant mere efter interventionen.

  • Patienterne er samlet set mere tilfredse. Klinikkens patienttilfredshedsmåling (Net Promoter Score) er steget 5-8 point og har aldrig været højere.​

  • Tydelig ledelse fremmer implementering. Ledelsen har sat retning, udstukket rammer og givet tid og plads til øvelse og refleksion. Samtidigt har en fysioterapeut som tovholder fungeret som daglig forandringsagent.

  • ​Implementering er styrket ved fagligt fokus. Indsatsen med fælles beslutningstagning er styrket ved at koble den til kortlægning og oplæring i de forskellige fysioterapeutiske behandlinger, klinikken tilbyder.

Anbefalinger til videreudvikling

  1. Gør rammesætningen for samtalen klar. Inddragelsen af patienterne og deres forståelse for egen rolle kan forbedres ved at tydeliggøre rammen for samtalen.

  2. Vedligehold gennem fokus og refleksion. Skab og hold fast i organisatoriske strukturer, der tillader øvelse og refleksion.

  3. Afprøv et beslutningsstøtteværktøj. Et beslutningsstøtteværktøj kan understøtte den fælles beslutningstagningsproces og kan evt. give socialt sårbare patientgrupper bedre mulighed for at deltage.


Metode

Evalueringen af implementeringen af fælles beslutningstagning i FysioDanmark, Ishøj, bygger på 12 OPTION12-baselinemålinger, 11 OPTION12-eftermålinger samt 6 interviews med hhv. fysioterapeuter, tovholder og leder.

OPTION12 er et valideret observations-måleredskab, som anvendes til at vurdere graden af fælles beslutningstagning i samtaler mellem patient og klinikere.

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden