Resultater
Rapporten peger på, at brug af frivillige indebærer en risiko for jobsubstitution og ændringer i sammensætningen af professionelle medarbejderes arbejdsopgaver. Desuden er det en udfordring, at de frivillige – i modsætning til de professionelle – ikke kan holdes til ansvar for det arbejde, de udfører, samt at der kan ske en bureaukratisering af det frivillige arbejde, som kan kvæle de frivilliges engagement og motivation. Rapporten diskuterer, om indførelsen af spilleregler for samarbejdet mellem frivillige og professionelle kan løse de nævnte udfordringer.
Baggrund
Brug af frivillig arbejdskraft på hospitaler er et forholdsvis nyt fænomen i Danmark, men flere afdelinger på danske hospitaler har etableret ordninger, hvor frivillige hjælper med fx at finde vej, besøg i kiosken eller adspredelse for patienterne.
Enhed for Evaluering og Brugerinddragelse oplever, at hospitalerne i stigende grad er begyndt at interessere sig for, hvordan frivillige kan arbejde side om side med personalet, og de efterspørger mere viden om brug af frivillige på hospitalerne. Med denne rapport forsøger vi at imødekomme denne efterspørgsel.
Metode
Rapporten bygger på den nyeste litteratur om brug af frivillige og to cases på henholdsvis Nordsjællands Hospital - Hillerød og Aalborg Universitetshospital. Via interview med implicerede personer fra de to cases og belyses problematikken fra forskellige vinkler, bl.a. afdelingsledere på afdelinger med frivillige tilknyttet, repræsentanter fra relevante fagforeninger og personer, som rekrutterer og organiserer de frivillige på hospitalerne. Rapporten rundes af med en række spørgsmål, som kan anvendes til refleksion, hvis man selv overvejer at starte en frivilligordning op på et hospital/en hospitalsafdeling.
Bilag
Følgende bilag findes bagerst i rapporten:
- Samarbejdsaftale mellem Hillerød Hospital og Dansk Røde Kors
- Samarbejdsaftale mellem Røde Kors og Aalborg Universitetshospital
- Retningslinjer for Frivilligkorpset