Fokus på 24 forskelligartede initiativer
Kortlægningen beskriver 24 initiativer, der foregår i forskelligt regi, operationaliserer sårbarhed på forskellig måde, varierer i design, formål og systematik, og inkluderer forskellige målgrupper.
I kortlægningen er initiativerne inddelt i tre overordnede kategorier:
Dialogstøtte
Dialogstøtte er initiativer, der har til formål at påvirke dialogen mellem professionel og patient/borger enten ved at bruge et konkret redskab i selve samtalen, ved at ændre mulighederne for, hvordan patienten/borgeren forbereder sig til samtalen eller ved at øge patientens/borgerens viden forud for samtalen. Det er fx brug af video til at give borgere mere viden. Det kan også være, når en patient eller borger forud for en samtale udfylder forskellige refleksionsark - fx om hvad der er vigtigt i hverdagen – og arkene derefter indgår som samtaleredskab i mødet med de sundhedsprofessionelle.
Ændret organisering
Ændret organisering er initiativer, der, fx gennem ændret forløbsopbygning eller styrket tværfagligt samarbejde, søger at skabe bedre inddragelse.
Tilført ressource
Tilført ressource er initiativer, der forsøger at styrke inddragelsen gennem en ekstra tilført ressource, der støtter patienten/borgeren i at blive inddraget (fx en frivillig støtteperson eller en socialsygeplejerske). Den tilførte ressource har fx en støttefunktion, der hjælper patient eller borger med at navigere i systemet. Den tilførte ressource kan også have en medierende funktion, der hjælper med at facilitere dialogen mellem patient/borger og professionelle.
Kortlægningen er gennemført som en kombination af google-søgning og gennemgang af relevante hjemmesider. Den inkluderer initiativer fra år 2000 og frem til 2017.
Et samarbejdsprojekt med fokus på socialt sårbare kræftpatienter
Kortlægningen er del af projektet Inddragelse som vejen til bedre patientstøtte (tidl. Inddragelse af socialt sårbare kræftpatienter), som er et samarbejde mellem KOPA, Kræftens Bekæmpelse, Finsencenteret på Rigshospitalet og Palliativ Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital samt deres forskningsenhed.
Projektets formål er at indsamle viden og udvikle og afprøve modeller til inddragelse af socialt sårbare kræftpatienter med henblik på at skabe lige muligheder for inddragelse for alle patienter.
Som del af projektet er der udviklet og implementeret interventioner på de to afdelinger, der deltager i projektet. Interventionerne har til formål at identificere og støtte kræftpatienter med behov for særlig støtte i forløbet.
Projektet giver også viden om internationale erfaringer og om patienters og sundhedspersonales oplevelser med inddragelse
Forskningsenheden ved Palliativ Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital har som del af projektet gennemført en systematisk litteratursøgning, der afdækker internationale erfaringer med inddragelse af socialt sårbare kræftpatienter.
Læs litteraturgennemgangen om socialt sårbare kræftpatienters behov for inddragelse
KOPA har desuden som del af projektet gennemført en undersøgelse af socialt sårbare kræftpatienters oplevelser med og behov for inddragelse - samt sundhedspersonales oplevelser med at inddrage denne målgruppe.
Læs rapporten "Inddragelse på lige fod - en undersøgelse af socialt sårbare kræftpatienters oplevelser med og ønsker til inddragelse"