Gå til hovedindhold

​​​

Patienters Oplevelser i overgangen mellem Primær og Sekundær sektor (POPS)

​De landsdækkende undersøgelser af patientoplevelser har vist, at patienter, der har været indlagt på landets sygehuse, oplever manglende kontinuitet i patientforløbet, utilstrækkelig informationsudveksling og manglende samarbejde mellem sektorerne.

6. februar 2007

Resultater

Resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen blandt patienter på de deltagende afdelinger blev anvendt til at udpege overordnede temaer i de efterfølgende brugerpaneler med patienter og dialogmøder mellem personale fra de to sektorer.

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at der er signifikant forskel på, hvorledes akut indlagte og planlagt indlagte patienter har oplevet deres indlæggelsesforløb. Eksempelvis oplevede kun 33 % af de akutte patienter under indlæggelsen, at der var én læge, der havde særligt ansvar for deres behandling, mens 65 % af de planlagte patienter oplevede dette.

Resultaterne viser ikke betydelige forskelle ved opdeling efter køn, alder eller diagnosetype (kronisk/midlertidig sygdom). Læse flere resultater ved at downloade rapporten.

Baggrund og formål

Projektet er startet på baggrund af drøftelser i patientperspektiv gruppen og blev gennemført som en del af arbejdet i patientforløbsgruppen i Københavns Amt. Projektet blev afrapporteret som led i DAK projektet (Det Almenmedicinske Kvalitetsprojekt) med henblik på udbredelse til andre amter.

Formålet med projektet Patienternes Oplevelser af overgange mellem Primær og Sekundær sektor (POPS), har været at udvikle en metode, der med udgangspunkt i patientperspektivet fremmer dialogen og skaber forandring i samarbejdet mellem primær- og sekundærsektor.

Undersøgelsesdesign

I projektet er der anvendt en kombination af kvalitative og kvantitative metoder. Patienterne har deltaget i spørgeskemaundersøgelser og brugerpaneler, mens kernen i projektet var dialogmøder, hvor repræsentanter fra primær og sekundær sektor har diskuteret årsager til kvalitetsbrist og fremkommet med løsningsforslag vedrørende samarbejdet i overgange mellem sektorerne. Dette gøres med udgangspunkt i patienternes perspektiv, idet problemområder i overgangene udvælges med udgangspunkt i patienternes erfaringer. Dialogmøder var inspireret af kvalitative metoder som reflekterende teams og Logical Framework Approach.
​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden