Enheden for Brugerundersøgelser gennemførte i 2005/2006 et pilotprojekt med telefoninterviews af udskrevne patienter fra 10 ortopædkirurgiske afdelinger i Københavns Amt, Frederiksborg Amt og H:S. I projektperioden blev i alt 5.600 udskrevne patienter interviewet.
Fordelen ved at foretage telefoninterviews frem for en postal undersøgelse er dels, at telefon surveys har højere svarprocent, dels at metoden muliggør en hurtig og fortløbende tilbagemelding på den patientoplevede kvalitet til de respektive sygehusafdelinger.
Afdelingerne modtog resultater hvert kvartal og blot halvanden måned efter, at de sidste patienter blev udskrevet. Afdelingerne har således modtaget resultater i alt otte gange i løbet af projektperioden.
De løbende målinger giver afdelingerne mulighed for at følge udviklingen og iværksætte kvalitetsforbedringer for at bedre patienternes oplevelser, ligesom de har mulighed for at sammenligne egne resultater med andre sygehusafdelinger og herved lære af hinanden.
Resultater
På enkelte områder kan der spores en fremgang i den patientoplevede kvalitet på de ortopædkirurgiske afdelinger over de to år, som undersøgelsen dækker. Dette gælder særligt inden for temaet medinddragelse i forhold til udskrivelsen. Sammenlignes undersøgelsens første og sidste kvartal er der yderligere opnået positiv fremgang inden for temaet information på tre områder. Der er ikke registreret tilbagegang inden for nogle af de temaer, undersøgelsen belyser. På hovedparten af spørgsmålene i undersøgelsen er resultaterne dog samlet set uændret over tid.
Der er registreret variationer mellem de deltagende afdelinger i forhold til udviklingen af den patientoplevede kvalitet. Nogle af de deltagende afdelinger har som følge af resultaterne af de kvartalsvise målinger iværksat konkrete initiativer med henblik på at forbedre den patientoplevede kvalitet. Det er typisk de afdelinger, som har afsat tid og ressourcer til at iværksætte konkrete initiativer, som også oplever en efterfølgende fremgang på udvalgte indikatorer.
Repræsentanter fra de deltagende afdelinger har efter projektets afslutning deltaget i en evaluering af projektet. Samtlige vurderer, at de kvartalsvise målinger har fungeret som et anvendeligt redskab til kvalitetsudvikling. De betegner alle deres samlede indtryk af projektet som godt eller virkelig godt.
I det tilfælde de kvartalsvise målinger skal medvirke til at forbedre den patientoplevede kvalitet er det afgørende, at der er ledelsesmæssig opbakning til projektet og at der arbejdes lokalt med opfølgning på resultaterne.