Gå til hovedindhold

​​

Udfordringer for patienter med type 2-diabetes

​Kvalitativ brugerundersøgelse af hvilke udfordringer patienter med type 2- diabetes oplever

18. februar 2014

Diabetespatienter oplever forskellige udfordringer i relation til at håndtere deres diabetes. Hvilke udfordringer, den enkelte diabetespatient særligt oplever, afhænger af, hvor i forløbet patienten befinder sig og den enkelte patient. Det viser en ny undersøgelse som Enhed for Evaluering og Brugerinddragelse har gennemført for Københavns Kommune og Region Hovedstaden.

Resultater

Undersøgelsen viser, at diabetespatienter oplever en række udfordringer i forhold til at håndtere deres diabetes.

I rapporten bliver der i resultatafsnittet fokuseret på, hvilke udfordringer diabetespatienter oplever. Udfordringerne beskrives med udgangspunkt i følgende temaer:

  • Kontrol af diabetes
  • Kost
  • Medicin
  • Motion
  • Plan for diabetesforløbet
  • Information om diabetes
  • Senfølger
  • Rygning
  • Pårørende
  • Nydiagnosticeret diabetespatient
  • Fastholdelse af livsstil
En af de væsentligste udfordringer, som diabetespatienterne oplever, er i relation til kost, og det at lægge deres kost om, så den bliver diabetesvenlig. En anden væsentlig udfordring, som diabetespatienterne fremhæver, er at få dyrket motion. Andre udfordringer, som patienterne oplever, er meget konkrete som fx, at de nåle og strimler, som patienterne anvender til at måle deres blodsukkerværdi, kommer i pakker med forskelligt antal, så de hurtigere løber tør for nåle end strimler.

Undersøgelsen konkluderer, at diabetespatienter oplever forskellige udfordringer i forhold til de forskellige temaer, og at de har forskellige forslag til løsninger, der kan afhjælpe disse udfordringer. Desuden konkluderer undersøgelsen, at der på forskellige tidspunkter i en diabetespatients forløb er nogle udfordringer, der er særligt udtalte, ligesom der er forskellige typer af diabetespatienter, der oplever forskellige behov. Det er forhold, der er vigtige at tænke ind i forhold til kommende tilbud og løsninger, der skal understøtte diabetespatienter i at håndtere deres sygdom.

Baggrund og formål

Region Hovedstaden og Københavns Kommune er gået sammen om et projekt, der har til formål at udvikle teknologiske løsninger til borgere med type 2-diabetes. Projektet er i fase 1, der har til formål at få beskrevet de behov, som diabetespatienter oplever i deres hverdag. Når behovene er kortlagt er det hensigten, at virksomheder kan byde ind med mulige løsninger, der kan imødekomme diabetespatienternes behov.

Som en del af kortlægningen har Enhed for Evaluering og Brugerinddragelse gennemført en brugerundersøgelse af type 2-diabetespatienters behov. Formålet med undersøgelsen er, at:

  • Identificere hvilke udfordringer diabetespatienter oplever i relation til at håndtere deres sygdom
  • Undersøge hvad der kan understøtte diabetespatienters i at håndtere deres sygdom

Undersøgelsesdesign

Undersøgelsen er gennemført på baggrund af fire individuelle interview og fire fokusgruppeinterview med diabetespatienter. I alt er 19 patienter blevet interviewet. Interviewene er foretaget af konsulenter fra Enhed for Evaluering og Brugerinddragelse i løbet af efteråret og vinteren 2013.
Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden