Patientstøttedagen 2014

​​​​​​​

 

Fotograf: Christina Rasmussen


Ulighed og forskelligehed i patientstøtte​

 – hvordan møder og favner vi forskellige patienter og pårørende ligeværdigt?

Vi siger tak til vores talere og deltagere for en vellykket konference. Nedenfor kan du læse referater fra dagens plenumsessioner, til højre kan du downloade talernes præsentationer, og endelig kan du klikke dig ind og se eller gense dagens fulde program; samt deltagerlisten. 


1. plenumsession:
ORDET SKABER HVAD DET NÆVNER
Ole Johannes Hartling, tidl. formand for Etisk Råd, ledende overlæge, dr.med., Nuklearmedicinsk Afd., Vejle Sygehus.

Ole Hartling talte om or​ds betydning for den sundhedsfaglige praksis. Han lagde vægt på, at sproget ikke er et neutralt middel til at dele informationer; sproget skaber, hvad det nævner.
Plastiksprog, eufemismer, plusord, reklamesprog, modsigelsesfrie ord, kancellistil, løgn, koder, latin og græsk, ”patienten i centrum”; en lille liste over forskellige udtryksformer viser de mange måder sproget bliver brugt til at forme vores forståelse af sygdom, helbred og andre mennesker.
Ole Hartling tog udgangspunkt i den tilbagevendende debat om lovliggørelse af ”aktiv dødshjælp” i Danmark for at illustrere sin pointe. I dette, valgte eksempel, hvor man tager stilling til om et andet menneske skal tages af dage, bliver det af fatal betydning, hvordan man bruger sproget, fx, når man taler om en ’værdig død’ og om ’aktiv dødshjælp’. ’Aktiv dødshjælp’ er positivt ladet, pointerede Hartling; selv foretrækker han den internationale betegnelse ’eutanasi’. Han overvejede, hvordan debatten og de velovervejede og møjsommeligt formulerede, men alligevel værdiladede undersøgelser af den offentlige holdning til aktiv dødshjælp giver svar, der kunne være de modsatte, hvis man havde spurgt på en anden måde. En meningsmåling spurgte således indtil ”aktiv dødshjælp” på denne måde:

Skal aktiv dødshjælp kunne ydes til patienter, der lider ubærligt og som frivilligt og velovervejet anmoder om det?

Ole Hartling overvejede, hvordan man mon ville svare, hvis man erstattede betegnelse ”aktiv dødshjælp” og udelod plusordene ”frivillig” og ”velovervejet” for i stedet at spørge:

Bør der indføres en lov, der tillader en læge at slå sin patient ihjel, hvis denne er i stor lidelse og beder om det?

De fleste forestiller sig vel, at ’aktiv dødshjælp’ er sammenligneligt med andet lægeligt arbejde, fordi det er klinisk og fordi der bruges almindelige rekvisitter så som sprøjter, tilføjede Hartling. Når man overvejer, hvilken betydning de sædvanlige forholdsregler har i situationen, kan det dog slå én, at de ikke giver mening. At afspritte huden (for at undgå at bakterier indføres i blodbanen med indsprøjtning) har ikke nogen relevans, når målet ikke er patientens helbredelse.
Ole Hartling gennemgik andre eksempler. Deriblandt et eksempel på taktløs tingsliggørelse af en patient: I dette tilfælde skulle en læge undersøge en sengeliggende patient. Han løftede dynen i fodenden, mærkede efter pulsen på fodryggen, og forlod sengen uden at lægge dynen tilbage; han glemte med andre ord hovedenden.


2. plenumsession:
PROBLEMATISEREDE PATIENTER - ULIGHED OG LIGHED PÅ HOSPITALET 
Mari Holen, cand.cur., ph.d., post.doc, RUC & Psykiatrisk Forskningsenhed, Region Sjælland

Mari Holens oplæg var en kritisk problematisering af, hvordan patienter problematiseres. Hvordan kan det være, at nogen patienter fremstår vanskelige, mens andre fremstår som gode patienter? Hvilke konsekvenser har problematiseringerne? Holen påpegede, at ”hospitalsmiljøet ikke er en neutral arena”. Patienter skabes i samspil med institutionen; de forventes ”eksplicit eller implicit at indrette sig under hospitalets mere eller mindre synlige normer”, der løbende forhandles. De institutionelle rationaler gør nogle handlinger, udsagn og erkendelser mere meningsfulde end andre.
Holen identificerede fire dominerende institutionelle rationaler: et biomedicinsk, et neoliberalt, et psykologisk og et omsorgsrationale. Med henvisning til bogen Magtens Former (2007) af sociologerne Kaspar Villadsen og Nanna Mik-Meyer blev den ”mere og mere omsiggribende individualiseringsproces, som vestlige samfund i dag gennemgår” inddraget i forklaringen. En proces, der gør at ”borgeren i stigende omfang gøres ansvarlig for sin egen situation” og hvor ”idealborgeren er en person, der handler ansvarsfuldt, viljestærkt og kontrolleret, og som erkender selv at spille hovedrollen i løsningen af sine problemer.”
Holen brugte uddrag fra sine interview med sundhedsprofessionelle til at illustrere sine pointer. En afdelingslæges karakteristik af en patient lød: ”Ja, det er meget nemmere, når de har været på internettet og sat sig ind i, hvad der skal ske. Det sværeste er, når de bare ligger i sengen uden at respondere på kontakt”.
Holen konkluderede blandt andet, at det, at fremstå som en passende eller forståelig patient(identitet), handler om at få pålagt og at tage ansvar som patient, og at det, at fremstå som en aktiv patient, hænger sammen med at tage ansvar for egen sundhed.


3. plenumsession:
FRA MAUDE TIL X-FACTOR - PATIENTERS LIVSVÆRDIER OG MESTRING AF BELASTNINGER I GÅR, I DAG OG I MORGEN
Hospitalspræst Christian Busch, Rigshospitalet

Hospitalspræst Christian Busch’ oplæg drejede sig om, hvordan patienter, deres livsværdier og mestring af belastninger ændrer sig med tiden. Fra Maude til X-Faktor. Fra traditionelle samfund, over moderne, til senmoderne samfund. Fremtidens patienter er født, og der tegner sig nogle tydelige træk, som vil få betydning for sundhedspersonalets daglige arbejde.
Christian Busch udbyggede sine pointer gennem henvisninger til blandt andre sociologen Tony Walter, filosoffen Andres Fogh Jensen, sociologen Alain Ehrenberg og psykiateren Finn Skårderud. Derigennem medtog oplægget også nogle af deres centrale begreber og teser: projektsamfundet, det udmattede selv, kendetegn ved traditionelle, moderne og senmoderne samfund blev inddraget i en diskussion af, hvilke forhold man må være opmærksom på, når man møder patienter i dag.
I dag, i projektsamfundet, handler det om at skabe sig for at blive valgt til, hvor man før skulle lade være med at skabe sig, og hvor man i traditionelle samfund var skabt af Gud. Projektsamfundet sætter projektmennesket i en situation, hvor det både skal ville og have lyst til det, det gør og kunne leve med, at det ikke kan vide, om det, det gør, er godt nok, fortalte Busch med reference til Fogh Jensen; individet står altid overfor sin egen utilstrækkelighed, nemlig det mulige, der ikke blev til noget. Synd ændrer sig også med tidsepoker: I dag kan man ’synde’, når man spiser noget usundt eller isolerer sig; før kunne påtrængenhed eller manglende tro og promiskuitet være en synd.
Projektsamfundet producerer stress og depression, en indadvendt modløshed, der er alt, hvad man ikke skal være i projektsamfundet. Det udmattede selv stilles som individ overfor en utilstrækkelighedens patologi; depressionen er utilstrækkelighedens tragedie, et menneske, der er for træt til at realisere sig selv.
Mennesker mestrer rystelser på forskellige måder. I det senmoderne samfund vil man typisk ”tale om det”, hvor man i traditionelle, kristne, vestlige samfund ville bede til Gud. Hvor mennesker var mere private med deres følelser i moderne samfund, er der mere tendens til ekspressionisme i dag, fortalte Busch med henvisning til Tony Walter.

Redaktør