Rita Nielsen fortalte om sine mangeårige erfaringer fra sit arbejde på hospice, samt i sit forfatterskab, f.eks. i arbejdet med den nyligt udkomne bog ”Dødens Venteværelse”, hvor hun gennem dybdegående samtaler med en ung, døende mand, Jacob, forsøger at kortlægge den døendes oplevelser og behov.
Tre erfaringer
Groft sagt er der tre erfaringer, som præger den døende, påpeger Rita Nielsen. Erfaringen af:
- Træthed og udmattelse,
- Ensomhed og
- Angst.
De erfaringer er eksistentielle grundvilkår, når mennesket oplever sin egen endelighed. Man kan som sundhedsprofessionel derfor hverken fratage patienten de erfaringer eller reelt dele dem med patienten. Men i stedet for at lade sig skræmme væk af, at man ikke kan møde den døende med ”løsninger”, bør den sundhedsprofessionelle tage på sig at være der for patienten, vise sit engagement og lytte. Det er ofte i al sin simpelhed dét den døende har behov for.
I al sin simpelhed – så simpelt er det ikke.
Selve
handlingen er måske simpel og kræver ofte blot, at den sundhedsprofessionelle tager sig fem minutter og sætter sig ned hos patienten. Men
modet, som handlingen kræver, er ikke simpelt, modet til at involvere sig i den døendes situation.
Rita Nielsens overvejelser gav anledning til spørgsmål, der angår nogle af sundhedssystemets væsentligste udfordringer. Hvordan finder man modet i et sundhedsvæsen, der ofte advarer de sundhedsprofessionelle mod at involvere sig for meget? Hvordan finder man modet i en hospitalsverden, hvis fokus på teknologi har ført til, at vi ofte fortsætter behandlinger, selvom muligheden for helbredelse egentlig er væk?
Løsningen er ikke nødvendigvis mere tid, påpeger Rita Nielsen, men mere fokus på de personlige kompetencer. Det kan være udviklingsprojekter som på Diakonissestiftelsens Hospice, hvor personalet i tværfaglige grupper mødets i planlagte forløb for at tale om deres eget forhold til og forståelse af døden.