Psykologisk støtte

1) At komme tilbage til livet

  • Efter udskrivelsen er man som patient ofte overladt til sig selv. Det er svært at få en hverdag til at hænge sammen igen efter et lang og alvorligt sygdomsforløb.
  • De pårørende svigtes ofte; der er ingen støtte at hente for dem, og de skal pludselig fungere som både pårørende på ’normal’ vis og støtter for den syge/tidligere syge. De pårørende berøres psykisk af denne belastning
  • Nogle nydiagnosticerede kronikere oplever at det er svært ved at holde fast i parforholdet. Dette hænger ofte sammen med at kronikeren ikke vil være en belastning for partnere, og derfor selv vælger at afslutte forholdet
  • Seksualitet er et stort problem blandt nydiagnosticerede kronikere; det er stadig et tabu for mange mennesker, og flere efterlyser hjælp til at drøfte dette som en del af at få hverdagen til at fungere igen
  • Mange har oplevet et behov for støtte til at finde ud af, hvordan de kommunikerer der sygdom til deres børn. Hvad skal man sige og hvad skal man ikke sige? Hvad skal man svare når børnene stiller meget direkte spørgsmål?


2) Mødet med systemet – herunder sektoropdelingen

  • Flere har oplevet at ’skøjte rundt i systemet’. De har haft kontakt med forskellige instanser i deres efterspørgsel efter psykologisk støtte til både sig selv og de pårørende. Flere har oplevet at få beskeden ’det er ikke vores bord’ for at blive sendt videre til en anden instans, som har givet samme besked. Det opleves at hospitalssektoren, de praktiserende læger og kommunalsektoren ikke er særligt koordinerede i forhold til deres oplysning til patienterne.
  • Det kræver stor mental energi at navigere i dette univers – en energi man ikke har som nyudskrevet patient – hvad enten man er raskmeldt, i ambulant behandling eller kroniker.
  • Der efterspørges instanser som kan hjælpe med at navigere rundt i dette univers, når man føler, at man løber panden mod muren.
  • Det kan føles rigtig svært at blive ’sluppet fri’ af hospitalsvæsenet. Så længe man er indlagt, føler man at der bliver taget hånd om en. Når man bliver sluppet fri, føler man sig meget alene.
  • Der efterspørges en større grad af kommunikation fra sundhedsvæsenets side i form af en bedre forberedelse på det svære liv, der kan komme efter behandlingen/indlæggelsen.
  • I forhold til ventetider når man er i ambulant behandling på hospitalerne: hvilke andre instanser lader folk vente i så lang tid? Ikke mange. Flere oplever ikke at blive taget alvorligt fordi de bliver sat til at vente uden indikation om, hvor længe der kan gå.
     

3) Efterspørgsel efter psykologisk støtte

  • Mange sundhedsprofessionelle har ikke tid og/eller kompetencer til at varetage den psykiske støtte af patienterne
  • Idé: ’åbent hus’ på afdelingen, f.eks. 2 timer om måneden, hvor man kan komme med spørgsmål til en sundhedsprofessionel.
  • Efterspørgsel efter flere tilbud om psykologisk støtte i tiden efter udskrivelsen
  • Efterspørgsel efter et sted, man som patient kan henvende sig med ’småproblemer’; altså ikke store psykiske problemer
  • Efterspørgsel efter et sted, hvor man som patient kan finde en oversigt over mulige steder at henvende sig hvis man efterspørge psykisk støtte
  • Partnerens støtte er altafgørende. Efterspørgsel efter psykologisk støtte, information og viden til partneren og børnene om sygdommen og dens vilkår.
  • Efterspørgsel efter hjælp til de pårørende til at håndtere deres egen rolle som pårørende så de kan blive bedre rustet til at støtte patienten.
  • Efterspørgsel efter ’væresteder’ eller netværk for patienter med samme sygdom/behandlingsforløb. Flere patienter angiver at deres bedste støtte har været i mødet med andre patienter
  • Efterspørgsel efter mere sammenhængende patientforløb

 

Hver gang patientpanelet mødes, drøftes et specifikt emne. Her kan du læse om de erfaringer og perspektiver, som panelet kommer med under møderne. Bemærk at punkterne er udtryk for deltagernes holdninger og på ingen måde generalisérbare eller udtryk for videnscentrets holdning.


Redaktør