Religiøsitet, angst og sjælesorg

Christian Busch,
Hospitalspræst ved Rigshospitalet

Christian Buschs oplæg

Når vi rammes

Når vi selv rammes, følges hændelsen ofte af ’alenehed’. Eksistentielt kalder vi det ’alenehed’, socialt set kalder vi det ’isolation’, menneskeligt kalder vi det ’ensomhed’. Det handler om, at det man har, ikke opfylder summen af det, man længes efter. Ofte, når Christian spørger patienter hvad de savner, er svaret: ”jeg savner at kunne få det ligesom før”. En meget typisk reaktion på at blive ramt af sygdom eller ulykke er ved at anvende begreberne 'altid' eller 'aldrig'; f.eks. 'jeg bliver ellers aldrig syg', eller 'jeg har altid været så heldig med mit helbred'.

Angst

I grænsefladen mellem ’altid og ’aldrig’ dukker angsten op. Angst rammer normale mennesker, der mister kontrollen. ’Altid’ og ’aldrig’ er ord, Christian lytter efter, når han taler med patienter, fordi denne oplevelse af ’altid-aldrig’ peger ind i følelsen af, at ’der sker noget’. Man mærker en uro og et tankemylder hvor mange af tankerne handler om eller ender med, at man tror, frygter eller forestiller sig, at man dør. Angsten kommer ofte om natten og giver os søvnløse, urolige nætter. Og det er dét, angsten gør; den afsøger den mentale horisont for alt der kan gå galt; den danner kaosscenarier.

Død, mening, skyld, alenehed

I et sekulariseret samfund er vores religion et privat anliggende. Religiøsitet er ikke tilværelsens grundlag, men noget vi får i situationer, hvor vi mister følelsen af kontrol. Ikke alle, men nogle, har brug for at blive båret af ’noget’, der ikke er dem selv. Patienter søger støtte i noget eksternt, og her ser Christian jævnligt hvordan ritualer skaber orden i kaos, hvordan ritualer genetablerer menneskets følelse af kontrol. En kontrol, der netop forsvandt i den tid, hvor vi blev ’ramt’. En kontrol, der blev skiftet ud med angst og kaosscenarier.

Når Christian foretager nødsdåb, oplever han ofte hvordan ritualet skaber tæthed og nærhed. At det skaber orden, kontrol og en ’styr-på-tingene’-følelse hos forældrene. Christian udtrykker hvordan ”ritualer slår ro over kriser”. Han mærker den sansebare betydning af, at det får folk til at falde til ro.

Ritualet i det sekulariserede samfund

Patientpanelet debatterer

Jeg skal dø, jeg er ikke bange

Når man tror, at man skal dø, så ja – så stiller man sig spørgsmålet: ”hvad er meningen”, men for denne patient var også spørgsmålet ”hvem efterlader jeg?” presserende. Børnene efterlades. Så førend man skal dø, skal der være tjek på tingene. Behovet for kontrol opstår i forhold til, at økonomien skal være i orden; at familien kan leve videre, efter man selv er død. Patienten fortæller om, at budgetterne blev lavet i sene nattetimer mens familien sov, og først, når vedkommende havde sikret sig familiens forhold, kunne der blive tid og ro til søvn.

Christian pointerer, at denne strategi med at ordne og arrangere sig, også er en måde at håndtere angsten på. Der er mange mestringsstrategier i en situation, hvor man ser døden i øjnene. Natten og angsten hænger sammen. Ligesom eksistensen og angsten hænger sammen.

Raskmelding. Udskrivning.

Et panelmedlem pointerer ”dette center er vigtigt fordi patienterne efterlades med et kæmpe spørgsmålstegn når de bliver udskrevet.” En anden byder ind med erfaringer fra Sverige, hvor man har nedsat følgegrupper til mennesker når de udskrives fra intensivafdelinger efter at have været i en trafikulykke. Bare fordi kroppen er helet, er traumet ikke.
Christian Busch fortæller om bogen ”Den dag du får kræft”, hvor forfatteren Erik Rasmussen fortæller om først chokket over at få diagnosen, men også hvordan raskmeldingen sparkede benene væk under ham. Erik Rasmussen havde lige lært sig selv som patient at kende, og efter raskmeldingen forventede omverdenen, at han burde være glad – men han var tom.

En patient tilføjer, at man får en hverdag i sundhedssystemet, og når man udskrives er man stadig bange. Noget kan være galt, og man kan ikke bare blive glad. En anden fortæller, at kontroller og undersøgelser også kan ligge for langt ude i fremtiden. Om et halvt år kan man være død – og det er først der, man har tid til undersøgelsen. Patienten ønsker en tidligere tid, men som Christian Busch siger, så er angst ikke et gangbart argument i sundhedsvæsenet.

At skelne mellem problemer og byrder

Christian beskriver hvordan det at blive syg, basalt set, er en sorg. Problemer bliver afledt af det basale vilkår; sygdommen. Mange problemer er ikke problemer – det er en byrde. Men vi tænker dem som noget vi skal have styr på. Som et problem, der kan løses. Man må stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt man kan få styr på problemet. Der er en grænse for hvad man kan selv, og i nogle tilfælde kan det være en lettelse, at erkende, at problemet er en byrde, som man ikke kan løse, men som man må bære. Nogle patienter lægger, ifølge Christian, deres byrde i Guds hånd. Men alene dét at erkende, at problemet faktisk er en byrde, og at byrder kan man deles om at bære, kan være en stor lettelse. En patient fortæller, at tro også handler om at acceptere sit livsvilkår, sin sygdom. Accepten er en stor udfordring i sig selv, og det gør det ikke lettere, når man ikke mødes med respekt i sundhedsvæsenet. Patienten beskriver sig selv som et ’vidensmenneske’, der gerne vil vide meget om sin sygdom, gerne vil informeres – især om vedkommende selv kan gøre noget. Og at vreden opstår, når man reduceres til et objekt, der skal behandles. Som patienten udtrykker det: ”så er det dér, jeg går i åben krig.”

Hver gang patientpanelet mødes, drøftes et specifikt emne. Her kan du læse om de erfaringer og perspektiver, som panelet kommer med under møderne. Bemærk at punkterne er udtryk for deltagernes holdninger og på ingen måde generalisérbare eller udtryk for videnscentrets holdning.

Redaktør

Christina Palm Rasmussen