Når akut sygdom rammer en familie

Hvad sker der indeni, når man får at vide, at en ens far har fået en blodprop i hjernen? Hvilke tanker og følelser er normale, når alting pludselig ramler, og hvordan påvirker man hinanden i en familie?

Hvordan kan sundhedsprofessionelle være opmærksomme på børns reaktioner, og hvordan kan man give den bedst mulige støtte på hospitalet? ​

​​​​​​

Filmen "Da Carls far fik en blodprop" handler om Carl på 9 år, hans lillesøster Fie og hans mor. Pludselig en dag i skolegården, hvor Carl løber og spiller fodbold, som han plejer, råber Jan, hans klasselærer, at han skal komme ind. Beskeden får næsten Carl til at glemme at trække vejret. "Din far har fået en blodprop i hjernen". Fra det ene øjeblik til det andet, er Carls liv revet itu, og om natten kan han ikke sove for tanker om, hvad der vil ske, hvis hans far dør. Hvordan vil hans mor reagere og hvor skal de bo – og hvad sker der egentlig, når man dør…?



Når man som sundhedsprofessionel møder børn eller unge og deres forældre, er det afgørende at forstå, at det der er sket, påvirker hele familien.  Filmen tager udgangspunkt i principper om krise- og traumeinformeret praksis, som handler om fagligt at styrke og informere sundhedsprofessionelle, så de bliver bedre til at identificere, støtte og veljlede familier i den første tid efter en alvorlig hændelse. i I mange tilfælde vil den bedste hjælp i den første tid nemlig bestå i, at man er tilstede som medmenneske; at man kan rumme de voldsomme følelser, der kommer til udtryk, at man lytter til familien, giver dem tydelig information, kommunikerer i roligt tempo og tilbyder praktisk hjælp og almen omsorg. Filmen giver indblik i, hvordan krisen kan opleves fra et familieperspektiv.

Filmen er udviklet i relation til projektet Krise- og traumeinformeret støtte til børn og unge på hospitalet, og er finansieret af Egmont Fonden. 
 
Redaktør