Gå til hovedindhold

Møde i trafikudvalget den 24. august 2021

Udvalg Ikon
Trafikudvalget (nedlagt 1/1 2022)
Tidspunkt Ikon
Dato: 24-08-2021
Tid: 19:00 - 21:00
Sted
Referat

Punkter på dagsordenen

  1. Drøftelsessag: Trafikudvalgets evaluering af sit arbejde i valgperioden
  2. Beslutningssag: Busfremkommelighed for 375R ved Regionsgården
  3. Drøftelsessag: Status på Trafik- og mobilitetsplan for hovedstadsregionen
  4. Orienteringssag: Movias budget for 2022
  5. Orienteringssag: Løsningsmodel for besparelse på bus 40E/400S
  6. Orienteringssag: Status på fornyelsesplan for lokalebanerne m.m.
  7. Eventuelt

Medlemmer

  • Anne Ehrenreich: Deltog
  • Freja Södergran: Deltog
  • Susanne Due Kristensen: Deltog
  • Martin Baden: Deltog
  • Erik R. Gregersen: Deltog
  • Christoffer Buster Reinhardt: Deltog
  • Annie Hagel: Deltog
  • Marianne Frederik: Deltog
  • Jens Mandrup: Deltog

1. Drøftelsessag: Trafikudvalgets evaluering af sit arbejde i valgperioden

INDSTILLING

Administrationen indstiller til trafikudvalget:

  • at udvalgets medlemmer drøfter oplevelser og erfaringer med arbejdet i udvalget mhp at det kan indgå i en samlet evaluering af det politiske arbejde i denne valgperiode.

Administrationen bemærker, at der parallelt lægges en drøftelsessag i alle udvalg, så fokus her er kun på trafikudvalgets arbejde.

POLITISK BEHANDLING

Drøftet

Freja Södergran (O) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Administrationen gennemfører på baggrund af ønske fra partierne en intern evaluering af det politiske udvalgsarbejde og arbejdsform, der præsenteres for gruppeformandskredsen inden regionalvalget. 

Evalueringen består både af en kort skriftlig spørgeskemaundersøgelse til alle regionsrådsmedlemmer og af udvalgenes egne mundtlige evalueringsdrøftelser af det politiske arbejde og samarbejde. I forbindelse med afslutningen af opgaveudvalgenes arbejde er der også foretaget en evaluering af erfaringerne med den nye arbejdsform. Dette vil også indgå i den samlede evaluering af det politiske arbejde. Regionsrådet nedsatte i valgperioden en "skabelon-arbejdsgruppe", der havde til formål at komme med anbefalinger til gode politiske sager og processer. Arbejdsgruppen vil blive indkaldt til et afsluttende møde mhp at give adminstrationen feedback på, hvad der fungerer bedre og hvor der fortsat er forbedringspotentiale.

I denne sag lægges der op til, at trafikudvalget på mødet drøfter refleksioner og opmærksomhedspunkter i udvalgets eget arbejde i denne periode med afsæt i de temaer og spørgsmål, der er formuleret i sagen. Formand for trafikudvalget Jens Mandrup faciliterer drøftelsen på mødet og chefkonsulent Iben Fibiger fra Center for Politik og Kommunikation overværer drøftelsen med henblik på videre opfølgning. 

SAGSFREMSTILLING

Som en del af afslutningen af denne periodes politiske arbejde er der planlagt en opfølgning på, hvordan forretningsudvalget og de stående udvalg har oplevet arbejdet i udvalgene. Formålet med drøftelsen er at få et samlet indtryk af gode og dårlige erfaringer fra udvalgsarbejdet, som kan bæres ind i de kommende forberedelser af en ny valgperiode. Administrationen har derfor sat et punkt på dagsordenen på et møde i august/september i alle seks stående udvalg og forrretningsudvalget. Udvalgets drøftelser kan være med til at kvalificere og supplere de individuelle skriftlige tilbagemeldinger fra rådsmedlemmerne.

 

Eksempler på temaer og spørgsmål det er relevant at følge op på:

Spørgsmål 1: Hvordan opleves udvalgsdagsordenerne?

  • Hvordan opleves udvalgsarbejdet? (fx timing af sagerne, tidlig og tilstrækkelig involvering, er de sager, der bruges tid på, i overensstemmelse med udvalgets formål)
  • Er dagsordenen til møderne tilstrækkelig tung? (For få eller for mange vigtige opgaver/sager).
  • Er der en tilstrækkelig balance mellem at komme i dybden i forhold til i bredden i forhold til udvalgets behandling af dets arbejdsopgaver? Er der tid til reel politisk behandling?

Spørgsmål 2: Hvordan oplever i det politiske arbejde og samarbejde i udvalget mere generelt? 

  • Hvordan opleves fokus i udvalget, herunder snitflader til andre udvalg og opgaveudvalg.
  • Er I som udvalgsmedlemmerne tilstrækkeligt forberedt til møderne? Hvordan opleves mødeledelsen?
  • Hvordan fungerer inddragelsen af relevante interessenter? Er der klar fornemmelse af hvornår og hvordan der skal ske borger- og interessentinddragelse?
  • Hvad er jeres oplevelse af samarbejde med administrationen i relation til sekretariatsbetjening af udvalgsarbejdet?
  • Hvad er jeres oplevelse af samarbejde og koordination på tværs af udvalg?

Spørgsmål 3: Hvordan opleves udvalgenes mulighed for at være politikudviklende?

  • Er arbejdet tilrettelagt, så der er rum for politiske drøftelser og prioriteringer?
  • Er der beskrevet muligheder for politiske valg i sagsfremstillingen?
  • Hvad er jeres erfaringer med udvalgets indspil af forslag til budgetprocessen?

Spørgsmål 4: Hvad er jeres oplevelse af foretræder på udvalgsmøder?

  • Er foretræderne fx med til at oplyse en sag, tilføre nye/andre perspektiver eller fungerer de som inspiration?
  • Er der forslag til en anden tilgang til hvordan borgerne kan være i dialog med udvalgsmedlemmer uden det behøver være i form af foretræder?

Spørgsmål 5: Hvordan opleves selve afholdelsen af udvalgsmøderne?

  • Hvad er jeres oplevelse med at afholde møderne på andre lokationer end Regionsgården?
  • Hvad har været jeres erfaring med at afholde virtuelle udvalgsmøder? 

KONSEKVENSER

Trafikudvalgets drøftelse af oplevelser og erfaringer med det politiske arbejde i udvalget vil sammen med de øvrige evalueringsaktiviteter indgå i de videre administrative og politiske forberedelser af konstitueringen af et nyt regionsråd efter regionalvalget.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges trafikudvalget den 24. august 2021.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Marie Kruse/ Iben Fibiger

JOURNALNUMMER

21047939

2. Beslutningssag: Busfremkommelighed for 375R ved Regionsgården

INDSTILLING

Administrationen indstiller til trafikudvalget at:

  • at godkende etablering af en bussluse mellem Regionsgårdens parkeringsområde og Overdrevsvejen, og dermed en ændring af det igangværende fremkommelighedsprojekt for buslinje 375R.

POLITISK BEHANDLING

Sagen blev taget af dagsorden.

Freja Södergran (O) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Regionsrådet har den 12. marts 2019 godkendt et fremkommelighedsprojekt for buslinje 375R. Fremkommelighedsprojektet løber frem til juni 2022. Busfremkommelighedsprojektet indeholder 13 delprojekter fordelt på Hillerød, Fredensborg og Hørsholm kommuner, hvoraf næsten alle delprojekter i de to sidstnævnte kommuner allerede er etableret. Det ene delprojekt vedrører området Kongens Vænge i Hillerød. Delprojektet var oprindelig planlagt udført ved ATP, men er sidenhen flyttet til Regionsgården efter dialog med ATP, Vejdirektoratet og Hillerød Kommune. Denne sag forelægges trafikudvalget, idet delprojektet har ændret placering og karakter, siden regionsrådets beslutning i 2019. Region Hovedstadens administration ønsker at få en politisk godkendelse af delprojektet, inden detailprojektering og anlægsarbejde igangsættes. I sagen fremlægges bl.a. skitser af projektet, anlægsoverslag, støjberegninger samt høringssvar fra nabomatriklen Det Faglige Hus og medarbejdere i blok E.

SAGSFREMSTILLING

Regionsrådet har gennem flere år afsat et årligt beløb i budgettet for regional udvikling til forbedring af de regionale bussers fremkommelighed. Region Hovedstaden yder hvert år tilskud til den kollektive trafik og har derfor en naturlig interesse i at forbedre forholdene for de buslinjer, som regionen finansierer. Såfremt samtlige tiltag i busfremkommelighedsprojektet for linje 375R realiseres vil regionen opnå en estimeret reduktion i det årlige tilskud på 1,9 mio. kr.

Et bestemt delprojekt i busfremkommelighedsprojektet for linje 375R vedrører området Kongens Vænge i Hillerød. Delprojektet var oprindelig planlagt udført ved ATP med etablering af et rampeanlæg med bussluse for enden af vejen Kongens Vænge, som i dag ender blindt for bussen. Som orienteret på trafikudvalgsmøde den 25. august 2020 har ATP ikke ønsket denne løsning, som krævede ekspropriation af dele af deres matrikel, ligesom Vejdirektoratet heller ikke kunne forholde sig til løsningen uden omfattende forudgående analysearbejde. Region Hovedstadens administration har efterfølgende drøftet alternative muligheder med Vejdirektoratet og Hillerød Kommune. Parterne kom frem til en løsning, hvor der etableres en bussluse mellem Regionsgårdens parkeringsområde og Overdrevsvejen, som alternativ til rampeanlægget for enden af Kongens Vænge. Her har Vejdirektoratet stillet sig positive over for løsningen. En løsning som heller ikke kræver ekspropriation. Trafikstyrelsen har godkendt en ændring af projektet, hvor busslusen flyttes fra ATP til Regionsgården. Dermed er projektet forsat sikret 50% medfinansiering fra statens pulje til investeringer i kollektiv bustrafik.

Hvis projektet bliver realiseret, vil det medføre at bussens linjeføring ændres som vist i bilag 1. Denne løsning vil medføre en rejsetidsbesparelse på 4 minutter i retning mod Hillerød St., som er en forbedring for både passagererne og driftsøkonomien.

 

Beskrivelse af løsningen:

Med den foreslåede løsning etableres en adgangsvej med en bussluse mellem Regionsgårdens parkeringsområde og Overdrevsvejen. Adgangsvejen må kun anvendes af busser af hensyn til fremkommeligheden for den øvrige trafik på Overdrevsvejen. Løsningen muliggør, at buslinje 375R kan svinge til højre fra Overdrevsvejen ind på det østlige hjørne af Regionsgårdens parkeringsområdes, når bussen kører i retning mod Hillerød St. Bussen kan forsætte ad ind- og udkørslen til Regionsgården og videre ud på Kongens Vænge. Bussen får ikke mulighed for at anvende adgangsvejen i den modsatte kørselsretning (i retning mod Rungsted Kyst St.), da Vejdirektoratet ikke kan tillade at bussen svinger til venstre ud på Overdrevsvejen idet kørslen i højere grad vil påvirke den øvrige trafik negativt.

Bussen afgår hver halve time i dagtimerne i hver retning. Bussen skal således kun krydse Regionsgården i den ene kørselsretning. Samlet set vil bussen krydse Regionsgården 30 gange på et hverdagsdøgn med den nuværende køreplan.

Løsningen forudsætter at eksisterende jordvold mellem Regionsgården og Overdrevsvejen afgraves og bevoksning ryddes, samt at der etableres ny belægning fra kørebanekanten på Overdrevsvejen og frem til parkeringsområdet. Belægningsopbygningen på ind- og udkørslen til Regionsgården skal undersøges og om nødvendigt forstærkes med ny belægning i både slidlag og bærelag.

For at ATP fortsat betjenes af bussen (i retning mod Hillerød St.) foreslås etableret et nyt stoppested i eksisterende parkeringslomme på Overdrevsvejen. Ligeledes foreslås etableret et stoppested ved Regionsgårdens fodboldbane til bl.a. regionens medarbejdere og gæster, som vil opnå bedre transportforhold.

Plantegninger af løsningen og placering af stoppesteder kan findes på side 20 til 21 i bilag 2.

 

Afledte konsekvenser:

Støj:
Center for Regional Udvikling har i samarbejde med Center for Ejendomme fået NIRAS til at udarbejde en støjanalyse, der skulle undersøge om afgravning jordvolden mellem Regionsgården og Overdrevsvejen, samt rydning af bevoksning ville medfører øgede støjgener på Regionsgården og ved Det Faglige Hus. NIRAS analyse konkluderer følgende "Etablering af busslusen påvirker ikke støjbelastningen på de nærmeste facader betydeligt, og støjen vil i begge scenarier overholde Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for erhvervsbygninger." for såvidt angår Regionsgården, samt at "...etablering af ny bussluse kun giver en minimal ændring til støjniveauet for Det Faglige Hus.".

NIRAS' fulde støjberegninger findes i bilag 2 og bilag 3.

Trods resultaterne kan Region Hovedstadens administration ikke udelukke, at medarbejdere vil opleve en forskel i støjen ved åbne vinduer eller ved ophold på udendørsarealerne. Det vil på nuværende tidspunkt være medarbejdere i Center for Økonomi, som sidder i bygningen Blok E ud til foreslået busstoppested, der vil kunne blive påvirket af støjen fra bussen. 

LMU, lokal medarbejderudvalg, i Center for Økonomi har i et høringssvar (bilag 4) givet udtryk for bekymring i forhold til støj ved placering af et busstoppested ved Regionsgårdens fodboldbane samt foreslået en alternativ placering af stoppestedet. Den specifikke udformning af stoppestedet og dets placering vil blive undersøgt nærmere i det videre arbejde. Eventuelle støjgener ved stop/start samt tomgang forventes reduceret betydelig, når der indsættes elbusser fra senest år 2026.

Vedligeholdelsesudgifter:
Center for Ejendomme har estimeret en forventet ekstra driftsomkostning på 100.000 kr. pr. år. til ekstra vintertjeneste, vedligehold af bl.a. skilte, afstribning, belysning, vedligehold / renhold af vejnet (busskur) udgift til årlig oprensning af kloak ved bus grav mv. Heri indgår endvidere vedligehold af eksisterende vejbelægning, idet vejen udsættes for flere tunge køretøjer, samt udgift til beskæring at træer langs den nye adgangsvej. Ovenstående udgift er udelukkende vedligehold, og tager således ikke højde for en fremtidig reinvestering på senere tidspunkt.

Busbetjening af ATP:
ATP har i et høringssvar (bilag 5) givet udtryk for en række uhensigtsmæssigheder ved placering af et stoppested i eksisterende parkeringslomme på Overdrevsvejen. ATP skriver bl.a. følgende "Projektet indebærer, at gående trafik til og fra det nye stoppested på Overdrevsvejen ledes igennem ATP’s p-plads, der dermed ændrer karakter til at være en slags offentlig gang- og eventuelt også cykelvej. En sådan ændring er af flere årsager ikke ønskelige for ATP.". Movia vurderer dog, at det nye stoppested primært vil benyttes af ATP's egne medarbejdere, da borgere, der skal til boligområdet på modsatte side af ATP, vil gøre brug af stoppestederne på Kongens Vænge eller ved Regionsgården for at undgå for lange gangveje.

KONSEKVENSER

En godkendelse af indstillingspunktet vil medføre at det igangværende fremkommelighedsprojekt for buslinje 375R ændres således at et busfremkommelighedstiltag ved ATP flyttes til Regionsgården, og der etableres en bussluse mellem Regionsgårdens parkeringsområde og Overdrevsvejen.

Ændringen vil medføre en ændret linjeføring for bussen med en rejsetidsbesparelse på 4 minutter i retning mod Hillerød St. 

Ændringen vil betyde, at der etableres to nye stoppesteder ved hhv. ATP (i eksisterende parkeringslomme på Overdrevsvejen) samt ved Regionsgårdens fodboldbane (alternativt på Kongens Vænge).

Ved godkendelse af indstillingspunktet vil Center for Ejendomme få ansvaret for realisering projektet og påtage sig rollen som bygherre samt stå for udbud af rådgiverydelser og entreprenørarbejde. Udgifter forbundet hermed dækkes af busfremkommelighedsprojektet.

Alle muligheder for at forbedre buslinje 375R's fremkommelighed ved Kongens Vænge er blevet undersøgt. Hvis indstillingspunktet ikke godkendes, ser Region Hovedstadens administration ikke flere realiserbare løsningsmuligheder i området. Dermed vil muligheden for medfinansiering fra staten frafalde og region hovedstadens egenfinansiering til delprojektet vil kunne anvendes på andre regionale udviklingsopgaver.

RISIKOVURDERING

Projektet skal myndighedsgodkendes af Hillerød Kommune, Politiet og Vejdirektoratet. Der er risiko for at hele eller dele af projektet ikke kan realiseres eller må ændres undervejs i denne proces.

Hvis ATP modsætter sig etablering af et stoppested på Overdrevsvejen, vil de af ATP's medarbejdere, der benytter buslinje 375R, skulle gå længere for at komme på arbejde.

En forudsætning for at projektet kan gennemføres er, at regionen til enhver tid kan nægte bussen adgang til matriklen uden yderligere argumentation og uden erstatningskrav eller lign. Dette forhold er under afklaring.

ØKONOMI

Delprojektet er fuldt finansieret med en budgetramme på 5,35 mio. kr. Center for Ejendomme vurderer projektøkonomien til mellem 2,4 mio. kr. og 4,0 mio. kr. Midlerne er en del af et samlet budget for hele busfremkommelighedsprojektet, som blev udmøntet i Regionsrådet 12. marts 2019. Det samlede budget lyder på 10,3 mio. kr. hvoraf halvdelen er medfinansiering fra Trafikstyrelsens "Pulje til investeringer i kollektiv bustrafik”.

Såfremt samtlige tiltag i busfremkommelighedsprojektet for linje 375R realiseres vil regionen opnå en estimeret reduktion i det årlige tilskud på 1,9 mio. kr.

Udover udgifter til fysiske anlæg er også de interne lønomkostninger i CEJ dækkes af projektet. Ordningen med Trafikstyrelsen betyder, at CEJ må afholde udlæg til projektet, men får udlæggene dækket af projektet når Movia udbetaler midler ved projektets afslutning.

Det samlede fremkommelighedsprojekt på buslinje 375R ledes af Movia, og det er Movia, som administrerer projektøkonomien overfor Trafikstyrelsen, og dermed dækker udlæg inden for rammerne af det budget, som Region Hovedstaden og Trafikstyrelsen har godkendt.

Center for Ejendomme har estimeret en forventet ekstra driftsomkostning på 100.000 kr. pr. år. til ekstra drifts- og vedligeholdelsesudgifter på Regionsgårdens arealer.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges trafikudvalget den 24. august 2021.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Konstitueret centerdirektør Mads Monrad Hansen / Jonas Dalum Scherling

JOURNALNUMMER

20009253

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Kort med ændret linjeføring

Bilag 2: Bilag 2 - Skitseprojekt inkl. tegningsbilag

Bilag 3: Bilag 3 - Støjberegninger Det Faglige Hus

Bilag 4: Bilag 4 - LMU i CØK høringssvar inkl. bemærkninger

Bilag 5: Bilag 5 - ATP høringssvar

3. Drøftelsessag: Status på Trafik- og mobilitetsplan for hovedstadsregionen

INDSTILLING

Administrationen indstiller overfor trafikudvalget:

  1. at tage orientering om Trafik- og mobilitetplan for hovedstadsregionen til efterretning
  2. at drøfte det videre arbejde med indsatser med udgangspunkt i sagsfremstillingen

POLITISK BEHANDLING

Drøftet.

Freja Södergran (O) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Trafik- og mobilitetsplan for hovedstadsregionen er med til at sætte rammerne for regionens arbejde på mobilitetsområdet frem til 2035. Regionsrådet tilsluttede sig planens fem strategiske udviklingsområder og de tilhørende 13 indsatser den 9. april 2019.

    Trafik- og mobilitetsplanen har dannet udgangspunkt for afsnittet om mobilitet i den Regionale Udviklingsstrategi (RUS) og tilhørende handlingsplan, som blev vedtaget af regionsrådet på mødet d. 23. juni 2020.  

    Med denne sag vil administrationen gøre kort status på arbejdet med at realisere trafik- og mobilitetsplanens strategisk udviklingsudviklingsområder, samt lægge op til en drøftelse af det videre arbejde, som kan understøtte Region Hovedstadens mål om at sikre en god mobilitet til gavn for klima, miljø, sundhed og bedre fremkommelighed for regionens borgere og den grønne omstilling.

    Administrationen vil på mødet holde et oplæg med udgangspunkt i de fem strategiske udviklingsområder, som kan danne grundlag for drøftelsen. 

    SAGSFREMSTILLING

    Trafik- og mobilitetsplanen danner grundlag for Region Hovedstadens arbejde med sikre en mere sammenhængende og grønnere regional mobilitet med mindre trængsel og mere sundhed for borgerne. De strategiske udviklingsområder i planen bidrager til at skabe bedre rammer for sammenhængende hverdagsliv uden unødig spildtid i den daglige transport og bidrage til en grøn omstilling af persontransporten. Målet med planen er også, at sætte partnerskaber i gang mellem offentlige aktører og invitere private aktører med ind for at udvikle fremtidens løsninger. God mobilitet for regionens borgere og pendlere i hele Greater Copenhagen er også med til at skabe gode rammer for et fleksibelt arbejdsmarked, bosætning og handel – og giver bedre adgang til uddannelser, behandlingstilbud og fritidsaktiviteter.

    Planen indeholder i alt 13 konkrete indsatser, som understøtter de fem strategiske udviklingsområder, der er tæt forbundet og tænkt sammen i den fremtidige udvikling af den regionale mobilitet. Udviklingen sker i sammenhæng med en gennemgående indsats, som handler om at udnytte tilgængelige data og ny teknologi samt bidrage til den grønne omstilling, når flere pendlere skifter bilen ud med nye kombinationer af kollektiv trafik, grøn delemobilitet, gang og cykel (Se evt. hhv. bilag 1 med beskrivelser af udviklingsområderne samt bilag 2 med oversigt over igangsættelser):

    • Fremtidens kollektive transport som førstevalg for flere
      Den kollektive transports styrke er, at den kan transportere mange personer effektivt, klimavenligt og på mindre plads, hvilket bliver afgørende i en fremtid med befolkningsvækst og øget pres på trafiksystemet. Derfor skal flere have den kollektive trafik, som et førstevalg især i myldretiden, så vi både styrker økonomien i den offentlige transport og for en bedre udnyttelse af det samlede transportnet.
    • Trafikinformation og mobilitetsservice med brugeren i centrum
      Pendlere ønsker større fleksibilitet og bedre muligheder for at træffe et grønt og effektivt transportvalg på baggrund opdateret trafikinformation både før og under rejsen. Mange andre storbyregioner i Europa arbejder målrettet med at udnytte data og opbygge digitale løsninger, hvor man kan tilgå en større palette af kollektiv trafik, taxi og mobile deletjenester via Mobility as a Service (MaaS), hvor brugeren med en app på telefonen kan planlægge og betale rejser på tværs af udbydere og transportformer. 
    • Flere cykelpendlere
      Det skal være mere attraktivt at pendle på cykel fx på regionale Supercykelstier. Det handler både om cykelpendling hele vejen til job eller uddannelse, og der hvor cyklen indgår som en del af en kombinationsrejse. Cyklen som transportform til/fra stationen udvider det geografiske område, hvor den kollektive transport er konkurrencedygtig overfor bilen målt på rejsetid. Flere cykelpendlere og godt for trængslen, miljøet og den enkeltes sundhed.
    • Knudepunkter, der skaber sammenhæng
      Regionale transportknudepunkter (stationer, større busstop, samkørselspladser, hospitaler uddannelsesinstitutioner og erhvervsområder etc.) spiller en vigtig rolle i at skabe sammenhæng mellem transportformerne og understøtte nemme skift. Men de kan også skabe merværdi for den omkringliggende by. Flere steder i Danmark og i udlandet udvikles i dag levende og attraktive bymiljøer omkring stationer. Integration af bymæssige funktioner i og omkring knudepunktet (fx indkøb, læge, café, faciliteter til sport og bevægelse) kan gøre valget af kollektiv transport mere attraktivt
    • Attraktiv deletransport
      Det skal være mere attraktivt at dele den store transportkapacitet, som i dag findes i form af tomme bilsæder eller udbud af delecykler og delebiler. Regionen understøtter partnerskaber om dele- og samkørselstjenester, og at der skal være bedre faciliteter for dem, som vælger at indfri deres transportbehov via sådanne ordninger. Fremme af deletransport kan både være med til at reducere trængslen på de mest belastede vejstrækninger i regionen og være et supplement til den kollektive trafik især i yderområderne.

    Og to tværgående temaer:

    • Data og teknologi
      Der sker en rivende udvikling inden brug af data og ny teknologi til at gøre forskellige transporttilbud lettere tilgængelige for den enkelte og udnytte de eksisterende transportnet og muligheder mere optimalt – fx så den enkelte bedre kan få bedre trafikinformation, vælge rejsetid og rejseform eller selv sammensætte sin rejse. Med brug af data og intelligente trafiksystemer (ITS) kan busser, letbaner og cykler få en højere prioritet gennem lyssignaler og vejstrækninger – og biler få en bedre flow der, hvor trængslen er størst.
    • Grøn omstilling
      Udviklingsområderne bidrager til grøn omstilling, når flere pendlere skifter bilen ud med nye kombinationer af kollektiv trafik, grøn delemobilitet, gang og cykel. Derudover vil der ved centrale knudepunkter og hospitaler være bedre adgang til at vælge grønne transportmidler fx elcykler og elbiler. Derudover stiller Region Hovedstaden krav om grønne drivmidler ifm. indkøb af transport og ved trafikbestillinger hos Movia.

    Administrationen vil med udgangspunkt i bilagene og et oplæg på mødet understøtte drøftelsen.

      Trafik- og mobilitetsplanen har sikret en strategisk retning for regionale udviklingsprojekter de seneste to år, og har skabt nye ideer og grobund for samarbejder som et vigtigt element i at konkretiserer elementer i Den Regionale Udviklingsstrategi. Planen har muliggjort, at administrationen har kunnet igangsætte og facilitere samarbejde og projekter med en række aktører på tværs af kommuner, regioner og trafikaktører i Greater Copenhagen. Planens målsætninger om bedre grøn mobilitet og mindre trængsel for borgere er dermed sat godt igang - omend der et stykke vej endnu også set i lyset af nye omstillinger i samfundet ifm. Covid 19, den nationale infrastrukturplan, klimaplan og FN's verdensmål. Det er derfor naturligt at arbejde videre med planens udviklingsområder og tværgående teamer - og skabe innovative løsninger på områder, hvor der endnu ikke findes modne løsninger blandt aktørerne i Greater Copenhagen. Derfor vil administrationen forsætte og strukturere den videre udvikling af planen i dialog med kommuner og trafikaktører efter regional- og kommunalvalget med udgangspunkt i Infrastrukturplan 2035, Den Regionale Udviklingsstrategi, FN's Verdensmål samt Greater Copenhagens Grønne charter og Trafikcharter. 

      KONSEKVENSER

      Ved tiltrædelse af indstillingen vil udvalget have drøftet det videre arbejde med trafik- og mobilitetsplanen.

      POLITISK BESLUTNINGSPROCES

      Sagen forelægges trafikudvalget den 24. august 2021.

      DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

      Mads Monrad Hansen/Birgitte Leolnar

      Bilag

      Bilag 1: De strategiske udviklingsområder

      Bilag 2: Status august2021_vs2

      Bilag 3: Præs TM-Plan status august 2021 (002)

      4. Orienteringssag: Movias budget for 2022

      INDSTILLING

      Administrationen indstiller overfor trafikudvalget:

      • at tage orientering om Movias budget 2022 til efterretning.

      POLITISK BEHANDLING

      Taget til efterretning.

      Freja Södergran (O) deltog ikke i sagens behandling.

      BAGGRUND

      Movias bestyrelse godkendte på deres møde den 29. juni 2021 første behandlingen af Movias budget for 2022, herunder det forventede tilskudsbehov fra kommuner og regioner. Da regionens tilskud til Movia udgør størstedelen af budgettet til kollektiv trafik, er der en direkte sammenhæng mellem Movias budget og regionens eget budget for 2022.
      Herunder præsenteres forventningerne til Region Hovedstadens tilskud til Movia i 2022.

      SAGSFREMSTILLING

      Movias bestyrelse godkendte på deres bestyrelsesmøde den 29. juni 2021 første behandlingen af Movias budget for 2022. Heri indgår også forventningerne til Region Hovedstadens tilskud til Movia i 2022, som udgør størstedelen af regionens udgifter til kollektiv trafik og en betydelig andel af det samlede budget til regional udvikling. Movias budget for 2022 samt budgetoverslagsår præsenteres i 2022-prisniveau.

      Movias budget til første behandling er behæftet med større usikkerheder end normalt på grund af Covid-19 og konsekvenserne heraf for Movias bus- og togdrift. Movias budget til første behandling er udarbejdet under forudsætning om fuld statskompensation i 2022 på trods af at en aftale med staten endnu udestår. Movia arbejder sædvanligvis med budgetstabilitet mellem første og anden behandlingen af budgettet, og indarbejder kun ændringer i budgettet som følge af kommuner og regioners trafikbestillinger. På grund af situationen med Covid-19 vil konsekvenserne af en aftale om statskompensation og/eller ændrede forventninger til Covid-19 mérudgifter dog blive indarbejdet til anden behandlingen. 

      Regionens forventede tilskud til Movia i 2022 - 2025 fordeler sig på de tre hovedposter, busdrift, lokalbaner og fællesudgifter, som vist i tabellen herunder. Derudover fremgår den forventede mérudgift som følge af Covid-19 også af tabellen.

      1.000 kr.BusdriftLokalbanerFællesudgifterIaltCovid-19 merudgift
      R2020 (2020-pl.)208.288125.105164.270497.633152.419
      B2021 (2021-pl.)218.452131.171161.694511.31787.460
      B2022221.452134.700162.072518.22444.849
      BO2023214.295131.807161.217507.31927.865
      BO2024213.918131.807159.243504.96817.897
      BO2025213.918131.807156.890502.61512.024

      Fra budget 2021 til budget 2022 forventes regionens tilskudsbehov til Movia at stige med 7 mio. kr.. Det dækker over øgede udgifter som følge af pris- og lønfremskrivning og udgifter til partikelfiltre på de regionale buslinjer 250S og 500S, der kører indenfor miljøzonen i København, men modsvares delvis af effektueringen af de besparelser, regionsrådet besluttede i forbindelse med budgettet for 2021, samt besparelser som følge af A19-udbuddet. Stigningen er mindre end den pris- og lønfremskrivning, som er anvendt på det regionale budget, og tilskuddet til Movia falder dermed relativt set.

      Også i budgetoverslagsårene forventes et fald i tilskudsbehovet til Movia. Det skyldes dels effekten af det gennemførte udbud af buslinjer i forbindelse med Movias A19x udbud, dels Movias økonomiske politik om en årlig effektivisering på 2 pct. af de administrative omkostninger. Der er en væsentlig usikkerhed forbundet med omstillingen til el-busser i forbindelse med de kommende udbud, herunder A21, som regionsrådet har taget stilling til den 17. august 2021. Eventuelle merudgifter fra 2024 som følge heraf indgår ikke i Movias budget og regionens egen budgetopstilling.

      Udgifterne til busdrift inkluderer de 8,5 mio. kr., som regionsrådet har besluttet at afsætte årligt til øget drift i Ring 3 under anlæg af letbanen. I regionens egen budgetfremstilling er dette beløb trukket fra tilskuddet til busdrift og fremgår som en selvstændig budgetpost. I regionens egen budgetfremstilling er den besluttede besparelse på linje 40E/400S indregnet i tilskuddet til busdrift fra 2023 og frem. Denne vil først indgå i trafikbestillingen til Movia i oktober, og er dermed ikke medregnet i Movias budgetoverslagsår. I 2025 er udgifterne til drift af linjerne 30E og 300S desuden fratrukket i regionens egen budgetopstilling, mens de indgår i Movias budgetoverslagsår. Udover disse linjer fremgår der ikke eventuelle udgifter til tilpasningen af busnettet i forbindelse med åbningen af busnettet. Der vil i de kommende år køre en administrativ såvel som en politisk proces omkring Nyt Ringnet, som bustilpasningen kaldes.

      I regionens budgetfremstilling indgår fra 2025 driftsudgifter til letbanen, som er baseret på estimater foretaget i 2013. Hovedstadens Letbane udarbejder frem mod åbningen af letbanen et opdateret passagergrundlag og dertilhørende tilskudsbehov. 

      Som trafikudvalget blev orienteret om på mødet den 24. juni 2021, forventes der fortsat økonomiske konsekvenser på grund af Covid-19 i de kommende år. Da der endnu ikke foreligger en aftale med staten, er det usikkert, hvorledes disse skal håndteres. I tabellen ovenfor fremgår den mérudgift, som Movia forventer vil tilfalde regionen, hvis der ikke opnås en aftale med staten om kompensation, og hvis passagertilslutningen følger den forventede prognose. 

      KONSEKVENSER

      Ved tiltrædelse af indstillingen tages orientering om Movias budget for 2022 til efterretning, og tilskuddet til Movia vil blive indarbejdet i regionens budget for 2022-2025, og dermed påvirke det samlede økonomiske råderum.

      RISIKOVURDERING

      Der er ikke nogen risiko forbundet med at tage denne orientering til efterretning. Der er dog en betydelig risiko forbundet med udviklingen af regionens tilskud til Movia og dermed det regionale udviklingsbudget, ikke mindst som følge af situationen med Covid-19.

      ØKONOMI

      Denne orienteringssag har ikke i sig selv nogle økonomiske konsekvenser. Tilskuddet til Movia, som er beskrevet i sagen, vil blive indarbejdet i regionens budget for 2022-2025, og dermed påvirke det samlede økonomiske råderum.

      POLITISK BESLUTNINGSPROCES

      Sagen forelægges trafikudvalget den 24. august 2021.

      DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

      Mads Monrad Hansen/Birgitte Leolnar

      JOURNALNUMMER

      21041885

      5. Orienteringssag: Løsningsmodel for besparelse på bus 40E/400S

      INDSTILLING

      Administrationen indstiller til trafikudvalget:

      • at tage orientering om løsningsmodel for besparelse på 2,6 mio. kr. på 40E/400S, som indgår i trafikbestilling 2022, til efterretning.

      POLITISK BEHANDLING

      Taget til efterretning.

      Freja Södergran (O) deltog ikke i sagens behandling.

      BAGGRUND

      I 2020 besluttede regionsrådet besparelser på kollektiv trafik. Herunder en besparelse på 2,6 mio. kr., som skal ske gennem frekvensreduktioner på bus 40E/400S, som skal træde i kraft ved køreplanskiftet i december 2022.

      Administrationen har været i dialog med de berørte kommuner. Med udgangspunkt i kommunedialogen har administrationen bedt Movia om en løsning, hvor den besluttede besparelse opnås.

      I sagen præsenteres løsningen, som vil indgå i trafikbestillingen for 2022 med henblik på at træde i kraft i december 2022. 

      SAGSFREMSTILLING

      Regionens budget til kollektiv trafik har været under pres, da der er et faldende passagertal på flere af regionens buslinjer og dermed faldende billetindtægter. På den baggrund blev der i 2020 besluttet en række besparelser på de regionale bus- og toglinjer. Implementeringen af en del af disse besparelser blev udskudt for at give tid til, at der kunne analyseres på løsninger, være dialog med kommuner og gennemføre evt. lokale tilpasninger i den kommunale bustrafik. Beslutningen om de endelige besparelser blev truffet i forbindelse med regionsrådets behandling af trafikbestilling 2021 på regionsrådsmødet den 20. oktober 2020.

      I forlængelse af beslutningen om frekvensreduktioner for 2,6 mio. kr. på bus 40E/400S, blev det besluttet, at administrationen finder en løsningsmodel, der sikrer omfanget af betjening af strækningen Skodsborg Station-DTU/DTU-Skodsborg Station i samme omfang som i dag. 

      Administrationen har afholdt et møde og været i løbende dialog med de berørte kommuner og Region Sjælland. I dialogen er der peget på, at besparelsen falder uhensigtsmæssigt ift. det pågående arbejde med BRT i Ring 4. Derudover er det understreget, at busserne 40E og 400S er vigtige forbindelser på tværs af Hovedstadsområdets fingerkorridorer og skaber forbindelser til bl.a. knudepunkter og erhvervsområder. Det er desuden blevet bemærket, at der i budget 2021 står, at "Partierne bag aftalen er enige om at annullere besparelsen på linje 40E/400S ved først givne lejlighed, hvis der skulle opstå økonomisk råderum til øget drift i den kollektive trafik.".

      En annullering af besparelsen skal senest ske i forbindelse med regionens trafikbestilling for 2022, og skal dermed besluttes i forbindelse med budgettet for 2022.

      I administrationens opdrag til Movia er der lagt vægt på, at betjeningen af strækningen Skodsborg Station-DTU/DTU-Skodsborg Station skal have samme omfang som i dag, samt at der skal tages hensyn til det pågående arbejde med realisering af BRT i Ring 4, så driftsreduktionen forstyrrer dette arbejde mindst muligt. De nuværende strækninger skal fortsat betjenes.

      Movia har, på baggrund af opdraget, udarbejdet en løsning. Løsningen er beskrevet i bilag 1.

      • Løsningen indeholder frekvensreduktioner på bus 40E mellem Lyngby og Høje-Taastrup. Ændringerne sker i myldretiderne (6-9 og 14-17), hvor der fremadrettet vil være afgange hver 12.-13. minut mod i dag hvert 10. minut.
      • Der vil ske en passageroverflytning til bus 400S på ca. 90.000 passagerer.
      • Netto årligt passagertab fra den kollektive trafik forventes at blive 50.000 passagerer.

      Ved at lave frekvensreduktioner på 40E og ikke 400S, friholdes det strategiske net for reduktioner.

      KONSEKVENSER

      Ved tiltrædelse af indstillingen tager trafikudvalget til efterretning, at løsningsmodel for besparelse på 400S/40E indgår i trafikbestilling 2022, som beskrevet i sagen og behandles på trafikudvalgsmødet den 28. september og i regionsrådet den 12 oktober 2021.

      RISIKOVURDERING

      Bus 40E betjener Ring 4, hvor der i samarbejde med kommuner, Movia og staten arbejdes på at etablere BRT. Derfor vil besparelsen forringe betjeningen og passagergrundlaget for BRT i Ring 4.  

      ØKONOMI

      Besparelsen træder i kraft i december 2022 og har dermed fuld effekt på budgettet til kollektiv trafik fra 2023 og frem.

      Besparelsen på 2,6 mio. kr. indregnes i det årlige tilskud til Movia. 

      KOMMUNIKATION

      Kommunerne orienteres om løsningsmodellen for besparelsen på bus 40E efter regionens trafikbestilling 2022 er afgivet.

      Trafikinformationen tilpasses frem mod december 2022, hvor frekvensreduktionen træder i kraft.

      POLITISK BESLUTNINGSPROCES

      Sagen forelægges trafikudvalget den 24. august 2021.

      DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

      Mads Monrad/Birgitte Leolnar

      JOURNALNUMMER

      19078835

      Bilag

      Bilag 1: Frekvensreduktion på linje 40E

      6. Orienteringssag: Status på fornyelsesplan for lokalebanerne m.m.

      INDSTILLING

      Administrationen indstiller til trafikudvalget:

      • at tage orientering om status på fornyelsesplanen for lokalbanerne til efterretning.

      POLITISK BEHANDLING

      Taget til efterretning.

      Freja Södergran (O) deltog ikke i sagens behandling.

      BAGGRUND

      Regionsrådet godkendte i forbindelse med budget 2020 at finansiere en plan, som understøtter de nødvendige reinvesteringer for at kunne opretholde lokalbanedriften i den nærmeste fremtid. Rammen var på op til 500 mio. kr., og planen dækker perioden 2020-2026. 

      Der har tidligere været forelagt trafikudvalget og regionsrådet årlige beslutningssager i forbindelse med udmøntningen af anlægsmidler til lokalbanerne. Disse sager erstattes nu af årlige statussager, hvor der gives en status på fremdriften af de planlagte og kommende investeringer i lokalbanerne frem til 2026.

      Denne sag omhandler en status på de investeringer, der er foretaget i 2020, og de investeringer der vil blive foretaget i 2021. Som bilag 1 til sagen er vedlagt notat fra Lokaltog og kort over investeringerne bilag 2.

      SAGSFREMSTILLING

      Lokaltog A/S udarbejdede i 2019 en plan for infrastrukturfornyelser for perioden 2020 - 2026, som (i 2020-priser) i alt vil koste ca. 418 mio. kroner at gennemføre. På baggrund af planen vedtog regionsrådet i forbindelse med budget 2020, at der kunne optages et lån på op til 500 mio. kr. til at finansiere investeringerne. Det blev tilkendegivet, at lånet også skal dække etablering af Favrholm St. samt nye tog på Nærumbanen. Det er efterfølgende blevet klart, at nye tog på Nærumbanen skal finansieres via det regionale driftsbudget, og stort set vil kunne klares indenfor nuværende ramme. 

      Lånet til infrastrukturfornyelser blev hjemtaget første gang i år på baggrund af den vedtagne låneprofil, som blev godkendt på forretningsudvalget 14. april 2020. 

      Planen over investeringsbehovet i perioden 2020-2026, som lånet optages på baggrund af, er vedlagt som bilag 3.

      Lokaltog A/S har udarbejdet notat/rapport (bilag 1), som danner baggrund for nærværende status, og som forholder sig til den udarbejdede plan over investeringsbehov. Lokaltog A/S præciserer i notatet: "at de arbejder med udarbejdelse af en samlet masterplan for infrastrukturarbejder med afsæt i Regions Hovedstadens reinvesteringsplan 2020-2026 for Lokaltog. Resultatet af dette arbejde vil få stor indflydelse på hvilke opgaver der allerede skal udføres i 2022, hvorfor ovenstående præsenterede aktiviteter for Region Hovedstaden ikke er komplet og derfor skal tages med et vist forbehold for ændringer.".

      De planlagte investeringer er vist på kortbilag 3, men vil i følge Lokaltogs ovenstående bemærkning løbende blive ændret.

       

      Herunder kort status over de kendte væsentligste arbejder som er udført i 2020 og planlagte arbejder i 2021. 

      2020

      Som det fremgår af planen over investeringsbehovet er der i 2020 foretaget en total udskiftning af den sporbærende bro over Esrum Å på Hornbækbanen mellem stationerne Firhøj og Dronningmølle. Den tidligere bro, som var fra 1914-1916, er fjernet og erstattet af en ny bro. Togdriften blev i en periode på ca. seks uger i august/september erstattet af togbusser mellem stationerne Stæremosen og Dronningmølle. 

      Arbejdet med renovering og sporfornyelse af Gribskovbanen (mellem Helsinge og Tisvildeleje) er afsluttet. 

      2021

      I 2021 planlægges og forberedes de kommende års store sporfornyelsesarbejder på Gribskovbanen, på strækningen mellem Kagerup og Gilleleje. Strækningen mellem Helsinge og Tisvildeleje blev sporrenoveret i 2019/20. Arbejdet vil ikke påvirke togdriften på banen i denne periode, da det primært handler om detaljeprojektering og udarbejdelse af udbudsmateriale, myndighedsbehandling mv.

      På Frederiksværkbanen renoveres en bro lige uden for Frederiksværk mod Hundested, så den aktuelle vægtbegrænsning kan ophæves. Arbejdet vil påvirke togdriften i mindre omfang.

      Udbud og igangsætning af etablering af Favrholm Station er i fuld gang. Projektet har ingen konsekvenser for togdriften endnu.

      Der har været behov for renovering af mindre dele af sporet på Nærumbanen fra Jægersborg st. og hen forbi togværkstedet på Firskovvej, inkl. sporet ind til værkstedet. Efter planen er der kun været vurderet behov for en mindre svelleudveksling, men en revurdering af sporenes tilstand kan komme på tale, da det har vist sig at tilstanden er ringere end tidligere antaget. 

      I 2019 besluttede regionsrådet at bevilge penge til flytning af trinbræt fra Brødeskov til Nr. Herlev, som led i opfyldelsen af initiativerne i Visionsplanen. I den forbindelse har Hillerød kommune efterfølgende meddelt at etablering af trinbræt ved Nr. Herlev kræver, at der udarbejdes lokalplan. Lokaltog har sendt en beskrivelse af projektet til Hillerød kommune, der har sat projektet på deres prioriteringsliste og indkaldt til opstartsmøde. Den videre tidsplan for projektet vil afhænge af den videre proces, som pt. er ukendt. Etablering af nyt trinbræt ved Troldebakkerne (nord for Helsinge ved nyt byudviklingsområde) er færdig i 2021.

      Mindre sporfornyelsesarbejder fremgår af notatet bilag 1.

      2022-2026

      Ovenstående ridser de vigtigste planlagte fornyelsesarbejder for 2021 op. Renoveringer i perioden frem til 2026 fremgår af planen og vil årligt blive afrapporteret til trafikudvalget.

      Renoveringerne frem til 2026 er finansieret som følge af regionens budgetaftale i 2020. Der foreligger ikke en plan for renovering af lokalbanerne efter 2026.

       

      Passagér-prognoser

      Grafer som viser passagértal på lokalbanerne i perioden 2013-2020 fremgår af bilag 4.

      Som det ses af den første graf, er passagértallet for banerne samlet set faldet fra 6.580.036 til 5.788.717 i perioden fra 2013-2019, hvilket svarer til ca. 12%. Passagertallet for 2020 er naturligvis påvirket af restriktionerne i forbindelse med corona, hvor der er et markant dyk i perioden omkring nedlukningerne i marts og december. Passagererne nåede dog at komme delvist tilbage imellem perioderne og for banerne, som kører nord på, er der en lille stigning i sommerferieperioden.  

      Passagértallene for de enkelte baner fremgår af graferne på side 2

      Øvrige initiativer på lokalbanerne:

      Regionen medfinansierer også i 2021 initiativer til at forbedre cykelparkering på lokalbanestationerne, herunder pladser til specielcykler som lad- og elcykler. Det drejer sig både om renovering af eksisterende parkeringspladser og etablering af nye. Finansieringen foregår med 50% statslige, 25% regionale og 25% kommunale midler.  

      Følgende stationer planlægges opgraderet:

      Frederiksværkbanen: Dyssekilde, Grimstrup, Gørløse, Hanehoved, Hundested, Hundested Havn, Kregme, Lille Kregme, Melby, Skævinge, Vibehus, Ølsted, Østerbjerg samt elcykelparkering på Frederiksværk (som blev opgraderet i 2017).

      Nærumbanen: Jægersborg og Nærum.

      Lille Nord: Fredensborg, Kvistgård, Langerød og Mørdrup.

      Herudover laver regionen enkelte opgraderinger på Gribskovbanen og Hornbækbanen.

      Statslige infrastrukturforhandlinger

      Regeringen fremlagde før sommerferien en aftale, hvor der er afsat midler til lokalbanernes infrastrukturefterslæb samt til ladeinfrastruktur. Der er afsat i alt 700 mio. kr. i perioden 2022-2025 til infrastruktur og en pulje på 275 mio. kr. i statsligt tilskud til ladeinfrastruktur. Midlerne er ikke fordelt endnu, da der forestår en efterfølgende forhandling mellem forligspartierne og konkretisering af udmøntningen. 

      Staten har også afsat 333 mio. kr. til ombygning af Hillerød St. hvilket betyder at hele ombygningen bliver finansieret af staten. Der skal så herudover findes midler til udvidelsen af Favrholm St. (ca. 130 mio. kr.) da udvidelsen af Favrholm St. er en forudsætning for den trafikale løsning på Hillerød St.

      I planen er de statslige midler til ombygning af Hillerød St. afsat fra 2023. Banedanmark har dog meddelt, at udførsel tidligst kan ske i 2026 af hensyn til sporombygning på S-banen. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, hvis der kan findes regional finansiering til udvidelen af Favrholm St. senest inden 2026. 

      KONSEKVENSER

      Ved tiltrædelse af sagen tages orientering om status på fornyelsesplanen for lokalbanerne til efterretning. 

      KOMMUNIKATION

      Administrationen overvejer løbende i samarbejde med Lokaltog og Movia om mulige tiltag for kommunikation omkring investeringerne.  

      POLITISK BESLUTNINGSPROCES

      Sagen forelæggestrafikudvalget den 24. august 2021.

      DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

      Mads Monrad Hansen/Birgitte Leolnar

      JOURNALNUMMER

      18049002

      Bilag

      Bilag 1: Notat fra Lokaltog Infrastrukturrapport 2020-2022 07062021

      Bilag 2: Kort over lokalbaneinvesteringer 2020-26

      Bilag 3: Oversigt over investeringsbehov

      Bilag 4: Passagergrafer

      7. Eventuelt

      Eventuelt

      Tomt indhold

      Trafikudvalget - meddelelser

      Punkter på dagsordenen

      1. Meddelelser - Årsplan 2021
      2. Meddelelser - Lancering af REG LAB's megatrends-rapport

      Medlemmer

      • Anne Ehrenreich: Deltog
      • Freja Södergran: Deltog
      • Susanne Due Kristensen: Deltog
      • Martin Baden: Deltog
      • Erik R. Gregersen: Deltog
      • Christoffer Buster Reinhardt: Deltog
      • Annie Hagel: Deltog
      • Marianne Frederik: Deltog
      • Jens Mandrup: Deltog

      1. Meddelelser - Årsplan 2021

      Meddelelser

      Årsplanen for emner til trafikudvalget kommende møder er vedlagt som bilag. Årsplanen er foreløbig, og der kan opstå behov for udskydelser af emner eller supplering med ekstra punkter, hvilket vurderes løbende af administrationen.

      Journalnummer

      20059694

      Bilag

      Bilag 1: TU Årsplan 2021

      2. Meddelelser - Lancering af REG LAB's megatrends-rapport

      Meddelelser

      I maj 2021 udkom REG LAB med rapporten ”Globale megatrends - Regionale udfordringer og løsninger - 5 inspirationscases fra Europa og USA” (bilag 1). Rapporten er et resultat af et udviklingsprojekt med REG LAB og de fem danske regioner som partnerskabskreds.

      Som forening har REG LAB til formål at videns opbygge, inspirere og kompetenceudvikle blandt aktørerne i medlemskredsen, der består af stat, kommuner, regioner, videns institutioner og erhverv. Med dette projekt har ønsket været at hente inspiration og læring fra andre lande, som har haft succes med tiltag, der giver nye bud på, hvordan store samfundsmæssige udfordringer løses.

      Med denne rapport om megatrends forsøger REG LAB at sætte fokus på, hvordan der fem cases både i Europa og USA er arbejdet med løsninger i en strategisk helhed, i stedet for at fokusere på enkeltstående greb.

      De fem cases omhandler tendenser inden for klima, miljø og demografi med særligt fokus på bæredygtig mobilitet og relationerne mellem by og land.

      En af de fem cases er relevant for miljø- og klimaudvalget,

      • Oberlin Environmental Dashbord i Ohio, USA.

      Fire af de fem cases er relevante for trafikudvalget,

      • Mobilitetesknudepunkter i Drenthe-Groning
      • Beter Benutten – bæredygtig mobilitet og miljø i Holland
      • Samkørsel som løftestang til bedre mobilitet både i byerne og i udkantsområder – den franske model
      • Bilbao er mønstereksemplet på at tackle megatrends – partnerskaber er det centrale greb

      Journalnummer

      21050693

      Bilag

      Bilag 1: Reg Lab_Megatrends_final_samlet_rapport


      Sidst opdateret:
      Redaktør
      Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden