Punkter på dagsordenen
- Orientering: Copenhagen Health Innovation – fremtidens sundhedssektor tættere på nutidens
- Beslutning: Det handler om arbejdsliv – en plan for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsenet
- Beslutning: Tredje drøftelse af budgetproces 2023
- Drøftelse: Forberedelse til Region Hovedstadens årlige arbejdsmiljødrøftelse
- Eventuelt
- Underskriftsark
Medlemmer
- Susanne Due Kristensen: Deltog
- Brian Høier: Deltog
- Vibeke Westh: Deltog
- Lartey Lawson: Deltog
- Helle Bonnesen: Deltog
- Turan Akbulut: Deltog
- Jesper Hammer: Deltog
- Stine Roldgaard: Deltog
- Bergur Løkke Rasmussen: Deltog
- Emilie Haug Rasch: Deltog
- Annie Hagel: Deltog
1. Orientering: Copenhagen Health Innovation – fremtidens sundhedssektor tættere på nutidens
INDSTILLING
Administrationen indstiller til fastholdelses- og rekrutteringsudvalget:
- at tage orienteringen om Copenhagen Health Innovations arbejde til efterretning
POLITISK BEHANDLING
Taget til efterretning.
BAGGRUND
Arbejdet i Copenhagen Health Innovation (CHI) sker gennem et partnerskab af sundhedsprofessionelle fra regionens arbejdspladser og studerende inden for sundhedsvidenskab, sundhedspleje, teknologi, innovation og ledelse. Samspillet giver mulighed for at få bragt dagligdagen ind i undervisningen.
Administrationen har stillet et budgetinitiativ, der sætter fokus på innovationsarbejdet i CHI.
Administrationen ønsker at oplyse udvalget om CHI’s rammer for at udvikle kreative løsninger, der kan styrke sundheds- og omsorgssektoren og højne livskvaliteten for regionens borgere.
Til det vil Nina Brocks og Nina Riis (Chefkonsulenter i Center for HR og Uddannelse) samt Brian Holch Kristensen (Innovationschef Bispebjerg Hospital) holde et oplæg med eksempler fra samarbejdet i praksis.
SAGSFREMSTILLING
Siden 2016 har Copenhagen Health Innovation (CHI) arbejdet på at styrke hovedstadsregionens sundhedsinnovation og uddannelser. Arbejdet fokuserer på at skabe gode rammer for at udvikle nye løsninger og på at skabe væsentlig viden og læring til gavn for patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Det sker for eksempel ved, at de studerende og deres undervisere ”matches” med sundhedsfaglige medarbejdere, som har brug for friske øjne på nogle af de problemstillinger, der viser sig i en travl hverdag.
Region Hovedstaden står over for store udfordringer blandt andet i forhold til at kunne fastholde og rekruttere medarbejdere. Derudover er der et stort ønske om at nedbringe uligheden i sundhed og fremme bæredygtighed i sundhedssektoren. Det er udfordringer, som kræver innovative løsninger og et tæt samarbejde tværs af fagligheder og sektorer.
Udfordringerne kalder også på nye kompetencer, hvis nuværende og kommende medarbejdere skal stå godt rustet til at løse udfordringerne.
Administrationen finder det væsentligt at bemærke, at CHI skaber sammenhæng mellem gode initiativer, der er taget på innovationsområdet og optimale rammer for, at innovation kan ske helt fra grunduddannelsen af fremtidens medarbejdere. Samtidig sikres det, at de studerende bliver endnu bedre rustet til at fortsætte den iderige indsats, når de træder ud på arbejdsmarkedet.
KONSEKVENSER
Ved tiltrædelse af indstillingen tages orienteringen om Copenhagen Health Innovation til efterretning.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges fastholdelse og rekrutteringsudvalget den 23. maj 2022
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Kirstine Vestergård Nielsen / Charlotte Hess
JOURNALNUMMER
22019096
Bilag
Bilag 1: Årsberetning CHI 2020-2021
2. Beslutning: Det handler om arbejdsliv – en plan for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsenet
INDSTILLING
Administrationen indstiller til fastholdelses- og rekrutteringsudvalget at anbefale over for forretningsudvalget og regionsrådet:
- at godkende planen: Det handler om arbejdsliv – en plan for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsenet.
POLITISK BEHANDLING
Udvalget godkendte planen: Det handler om arbejdsliv – en plan for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsenet, idet udvalget dog ønskede en ændring af afsnittet om målsætning 1, hvor vigtigheden af anerkendelse og fastholde af nuværende medarbejdere tydeliggøres. Dertil kommer enkelte mindre ændringer i tekst og layout. Udvalget ønsker, at der foreligger en opdateret version af ”Det handler om arbejdsliv” til forretningsudvalgets behandling af planen.
Samtidig bemærker udvalget, at de ønsker at følge implementeringen af planen dels ved drøftelser i udvalget om de fem målsætninger, som skal have fokus på både kommende initiativer og løbende resultater herunder de initiativer udvalget igangsættes dels ved opfølgning på de fire indikatorer.
De Konservative (C) bemærker:
De Konservative havde ønsket at opfølgningen bliver mere konkret.
”Vi havde foretrukket: Samtidig bemærker udvalget, at vi ønsker at følge implementeringen af planen ved at registrere de konkrete initiativer som udvalget udmønter, samt målsætninger og resultater som følger heraf”.
BAGGRUND
Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget blev ved mødet den 28. april 2022 præsenteret for andet udkast til en plan for fastholdelse og rekruttering. Planen forelægges fastholdelses- og rekrutteringsudvalget med henblik på udvalgets endelige godkendelse forud for regionsrådets behandling af sagen den 21. juni 2022.
SAGSFREMSTILLING
Administrationen har med udgangspunkt i udvalgsmedlemmernes drøftelser på møderne den 01. marts, 29. marts og 28. april 2022 udarbejdet et beslutningsoplæg for godkendelse af planen for fastholdelse og rekruttering. (bilag 1).
Planen indeholder fem målsætninger, der danner rammen for at arbejde målrettet og systematisk med både fastholdelse og rekruttering nu og fremadrettet.
De fem målsætninger er:
- ATTRAKTIV ARBEJDSPLADS
Regionen er en attraktiv arbejdsplads, som kan tiltrække og fastholde medarbejdere i alle livsfaser.
- OPGAVELØSNING TÆT PÅ PATIENTEN
Regionen matcher opgaver med rette kompetencer, så flere faggrupper løser opgaver tæt på patienten.
- SAMMEN OM VAGTARBEJDE
Regionen har døgnåbent, og de rette kompetencer skal være til stede, når der er brug for dem.
- GOD JOBSTART
Regionen giver alle nye medarbejdere en god jobstart i et godt arbejdsmiljø.
- NÆRVÆRENDE LEDELSE
God ledelse er nøglen til høj faglighed, engagement og trivsel.
Efter vedtagelse af plan for fastholdelse og rekruttering vil hospitalerne og virksomhederne i et samarbejde mellem ledelse og medarbejdere arbejder målrettet med at implementere initiativer til at understøtte planens fem målsætninger.
Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget vil efter planens vedtagelse to gange årligt blive præsenteret for en opfølgning på de fire indikatorer, som er udpeget i planen:
- Trivsel
- Andelen af nyansatte (inden for de fem faggrupper) der forlader regionen inden for de første 12 måneder af deres ansættelse
- Sygefravær (eller andel med nul sygedage indenfor seneste 12 måneder)
- Antal ansøgere til sundhedsprofessionelle stillinger (indenfor de fem faggrupper)
Udover at følge op på planen halvårligt via ovenstående nøgletal planlægges temadrøftelser i udvalget startende fra efteråret 2022. Her dykkes ned i hver af de fem målsætninger med henblik på at følge hospitalernes arbejde med konkrete initiativer indenfor rammerne af planen og den politiske understøttelse af planen indenfor den enkelte målsætning.
KONSEKVENSER
Ved tiltrædelse af indstillingen anbefaler fastholdelses- og rekrutteringsudvalget en godkendelse af planen til forretningsudvalget og regionsrådet.
KOMMUNIKATION
Planen formidles til regionens arbejdspladser via ledelsesstrengen og det regionale MED-system.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges fastholdelses- og rekrutteringsudvalget den 23. maj 2022, forretningsudvalget den 7. juni 2022 og regionsrådet den 21. juni 2022.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Kirstine Vestergård Nielsen / Anne-Mette Bang Termansen
JOURNALNUMMER
22003830
Bilag
Bilag 1: Plan for fastholdelse og rekruttering
3. Beslutning: Tredje drøftelse af budgetproces 2023
INDSTILLING
Administrationen indstiller til fastholdelses- og rekrutteringsudvalget:
- at drøfte og godkende op til fem forslag til budgetinitiativer, som sendes videre til forretningsudvalget
POLITISK BEHANDLING
Udvalget blev enige om, at følgende forslag anbefales videre til forretningsudvalget:
5.1: Pulje til indfrielse af planen for fastholdelse og rekruttering – Det handler om arbejdsliv.
5.2: Fastholdelse af ansatte i forbindelse med barselsoverlov.
5.3: Opsparing til lønnet orlov.
5.4: Mere tid til patienten.
5.5: Sundhedsinnovation og uddannelse – fremtidens sundhedssektor tættere på nutidens.
BAGGRUND
Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget har fra den 29. marts 2022 til den 5. maj 2022 haft mulighed for at indsende forslag til budgetinitiativer. Budgetinitiativerne er blevet drøftet på udvalgsmøderne i marts og april.
Formålet med denne sag er udvælge op til fem initiativer, der skal anbefales til forretningsudvalgets førstebehandling af budget 2023 den 16. august 2022.
SAGSFREMSTILLING
Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget bad ved seneste budgetdrøftelse på mødet den 28. april 2022 administrationen om at kvalificere budgetinitiativet ’Vi indfrier strategien for fastholdelse og rekruttering i Region H’. Udvalget ønskede, at det nye forslag ses i sammenhæng med den kommende politiske plan for fastholdelse og rekruttering og de øvrige budgetinitiativer, som blev fremlagt på udvalgsmødet. Det justerede initiativ er omdøbt til punkt 5.1 ”Pulje til indfrielse af planen for fastholdelse og rekruttering – Det handler om arbejdsliv”.
Bilag 1 giver et samlet overblik over forslagene til budgetinitiativer.
KONSEKVENSER
Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget beslutter op til fem initiativer til forretningsudvalgets førstebehandling af budget 2023.
ØKONOMI
En tiltrædelse af indstillingen har ikke i sig selv bevillingstekniske konsekvenser.
De økonomiske rammer for regionens budgetlægning 2023-26 vurderes efter det økonomiske råderum og danner rammerne for budgetforhandlingerne i august måned.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges fastholdelses- og rekrutteringsudvalget den 23. maj 2022.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Kirstine Vestergård Nielsen / Jon Rantzau Harne
JOURNALNUMMER
22008156
Bilag
Bilag 1: Oversigt budgetinitiativer i fastholdelses- og rekrutteringsudvalget
4. Drøftelse: Forberedelse til Region Hovedstadens årlige arbejdsmiljødrøftelse
INDSTILLING
Administrationen indstiller til fastholdelses- og rekrutteringsudvalget:
- at drøfte Regionen Hovedstadens arbejdsmiljørapport for 2021 med udgangspunkt i de tre arbejdsmiljøstrategiske fokusområder (kompetencer, onboarding og arbejdsmiljø) med henblik på forberedelse af overordnet drøftelse i forretningsudvalget
POLITISK BEHANDLING
Der var eftersendt et ændringsforslag (bilag 2).
Udvalget tiltrådte ændringsforslaget, hvorved sagens oprindelige indstillingspunkt bortfaldt, med følgende bemærkning: Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget påpeger, at de tre fokusområder er indeholdt i den kommende plan for fastholdelse og rekruttering ’Det handler om arbejdsliv’, som forelægges forretningsudvalget og regionsrådet i juni 2022.
BAGGRUND
Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget skal forberede forretningsudvalgets overordnede drøftelse af arbejdsmiljøet i regionen. Drøftelsen skal ske på baggrund af drøftelsen i regionens RMU (Regionens Hoved- MED-udvalg).
SAGSFREMSTILLING
I marts måned drøftede RMU – som øverste arbejdsmiljøudvalg i Region Hovedstaden – det overordnede arbejdsmiljø på regionens hospitaler og virksomheder. Afsættet for drøftelsen var ’den årlige arbejdsmiljørapportering 2021’, hvori centrale arbejdsmiljødata er beskrevet.
Centrale punkter fra arbejdsmiljørapporteringen
- Generelt højere jobtilfredshed i forhold til 2017 - regionen er på niveau med de øvrige regioner
- Markant fald i enheder med lav jobtilfredshed i forhold til 2017
- Markant færre oplever krænkende adfærd i forhold til 2017
- Flere oplever stress relativt ofte
- Tilfredshed med den faglige kvalitet (3,9 på en skala fra 1-5 i 2020 og 2021)
- Mulighed for at udtrykke sin mening (3,7 på en skala fra 1-5 i 2020 og 2021)
- Arbejdsulykker ligger på samme niveau i 2021 og 2020, når der frases fra arbejdsulykker relateret til COVID-19
- Sygefraværet var 5,43% i 2021 – regionens målsætning er 4,5%
- Uændret antal henvendelser om psykologisk rådgivning fra 2020 til 2021
- Personaleomsætningen var 17,8% i 2021, henholdsvis 14,8% i 2020
RMU’s drøftelser mundede ud i tre overordnede fokusområder med arbejdsmiljøstrategisk perspektiv, som RMU vil følge i 2022.
- Flere medarbejdere med efterspurgte kompetencer (fastholdelse og rekruttering)
- Onboarding og introduktion af nyansatte
- Fornyet fokus på arbejdsmiljø
Konkret vil RMU følge og understøtte igangværende rekrutterings- og fastholdelsesindsatser i regionen, og understøtte den kommende rekruttering- og fastholdelsesplan ’Det handler om arbejdsliv’. Særligt vil RMU drøfte de indeholdte initiativer og tiltag, og hvordan RMU kan bidrage til at planen bliver omsat i hverdagen.
RMU vil ligeledes holde sig orienteret om den samlede regionale onboardinganalyse, der forventes offentliggjort inden sommerferien. RMU vil have særlig fokus på, hvad der fremmer den gode introduktion og onboarding, og hvor der kan være tidspunkter i onboardingen, der kræver ekstra opmærksomhed.
RMU bakkede i november 2021 op om en fortsættelse af de regionale trivselsmålinger, og det løbende fokus på medarbejdernes trivsel. Som et element i et fornyet fokus på arbejdsmiljø, vil RMU på regionalt niveau følge udviklingen i besvarelserne i trivselsmålingerne ift. generel jobtilfredshed og tilfredshed med den faglige kvalitet i arbejdet.
RMU vil bidrage med at understøtte indsatserne ved at:
- fortælle den gode autentiske historie om arbejdet i Region Hovedstaden, herunder de mange muligheder for kompetence- og karriereudvikling
- vidensdele og finde de fælles gode løsninger
- arbejde for større indsigt i, hvilke begrundelser der ligger til grund, når ansatte søger væk fra Regionen Hovedstaden
- bidrage til tættere kobling mellem RMU og Virksomhedsudvalgene (VMU’erne), hvoraf der er et udvalg på hvert hospital/virksomhed, om de udpegede indsatser.
KONSEKVENSER
Fastholdelses- og rekrutteringsudvalgets drøftelser vil indgå i forretningsudvalgets arbejdsmiljødrøftelse den 16. august 2022.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges fastholdelses- og rekrutteringsudvalget den 23. maj 2022. Udvalgets bemærkninger vil indgå i forretningsudvalget behandling den 16. august 2022.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Kirstine Vestergård Nielsen / Helle Brieghel Bavnhøj
JOURNALNUMMER
22026196
Bilag
Bilag 1: Den årlige arbejdsmiljørapport 2021
Bilag 2: Teknisk ændringsforslag til sag 4 - Den årlige arbejdsmiljødrøftelse
5. Eventuelt
Eventuelt
Punkter til eventuelt.
6. Underskriftsark
Udvalg for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsenet - meddelelser
Punkter på dagsordenen
- Meddelelser
Medlemmer
- Susanne Due Kristensen: Deltog
- Brian Høier: Deltog
- Vibeke Westh: Deltog
- Lartey Lawson: Deltog
- Helle Bonnesen: Deltog
- Turan Akbulut: Deltog
- Jesper Hammer: Deltog
- Stine Roldgaard: Deltog
- Bergur Løkke Rasmussen: Deltog
- Emilie Haug Rasch: Deltog
- Annie Hagel: Deltog
1. Meddelelser
Ingen aktuelle meddelelser.
Journalnummer
22016567