Sikrer producenten juridisk
Langt de fleste af os læser indlægssedler, og her er det langt overvejende bivirkningerne, vi kigger på.
Indlægssedlerne er skrevet af lægemiddelproducenten bag medicinen, og er tiltænkt den, der skal bruge medicinen og derfor skrevet på almindeligt dansk.
Indlægssedlen blev indført ved lov i 1915, fordi lægemiddelindustrien blev kritiseret for at være for lukket omkring bivirkninger. Derfor skulle patienter oplyses bedre. Siden da er de bare blevet længere og længere. Og den uheldige konsekvens er, at det, som var tænkt som patientinformation, med tiden mere har taget form af et juridisk dokument.
Et dokument, som skal sikre producenten, at ingen kan komme og sige, at der var noget, de ikke vidste, før de tog medicinen. Deraf de lange lister med bivirkninger, som er blevet indberettet både i medicinens afprøvningsfase af dem, som fik medicinen, og dem som fik snydemedicin samt selvrapporterede bivirkninger efter medicinen er kommet i salg. Dermed kan listede bivirkninger i indlægssedlen faktisk skyldes helt andre årsager end medicinen.
Bliver du skræmt af indlægssedlen?
Hvis du bliver urolig over at læse om bivirkningerne i indlægssedlerne, er her nogle gode råd.
Du kan fx lade være med at læse den, fordi der er så meget information, du ikke har brug for. I stedet kan du tale med din behandler om dine bekymringer for bivirkninger. Fx hvilke bivirkninger du gerne vil undgå eller er bange for?
Du kan berolige dig selv med, at de lægemidler, der tilbydes i Danmark, har været underlagt en stor og omfattende gennemprøvning, før de blev frigivet til salg. Ofte har de også været på markedet i mange år, hvorfor dine behandlere har stor erfaring med de enkelte præparater.
Du kan skrive ned, hvordan du oplever bivirkninger og hvordan de udvikler sig. Det kan du bruge til at tale med din behandler om fx i forhold til at skifte præparat eller ændre dosis, hvis du oplever bivirkninger, der er svære at leve med.
Har du modstand mod at tage medicin?
Det ligger dybt i mange, at man ikke har lyst til at tage mere medicin end højest nødvendigt. Behøver jeg virkelig også at spise de her? Kan jeg måske ikke bare nøjes med det halve!" Forskning viser samstemmende, at en af de største barrierer for bedre behandlingsresultater er, at patienter ikke tager den medicin, der er ordineret. Eller også tages den uregelmæssigt eller i andre doser end aftalt.
Så hvis du har det svært med den medicin, du har fået ordineret, er det derfor en god idé at være åben og ærlig i samtalerne med de læger, du møder. Tag fx en snak om, hvorvidt du behøver den medicin, du helst ikke vil tage, om der fx findes alternativer. Eller hvis du ikke ønsker at tage din medicin på grund af bivirkninger m.m.