LIVE INCITE projektet fik EU-aftale i hus med hjælp fra Jura og Kontrakter

​Mængden af tunge, juridiske dokumenter er ofte massiv i EU-projekter, og forskningsprojektet LIVE INCITE er ingen undtagelse. Derfor har det kliniske sundhedsfremmecenter WHO-CC på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital allieret sig med Jura og Kontrakter i Sundhedsforskning og Innovation. Det har styrket projektet.

Vent...
Rie Raffing fik hjælp med EU aftale

​Rie Raffing og Hanne Tønnesen fik hjælp til EU-jura

EU-finansierede projekter og tung jura - hvad gør man?

Når en ændring til en EU-ansøgning alene kan fylde 173 tætskrevne sider i jurasprog, tør man nærmest ikke tænke på, hvor lang den egentlige ansøgning er. Men sådan er det bare, når man deltager i EU-finansierede projekter, hvor flere lande og mange forskellige parter er involveret.

”Et EU-projekt er administrativt en stor opgave med mange tunge, juridiske dokumenter, der skal læses, udarbejdes og overholdes i løbet af projektet, og det er selvfølgelig vigtigt, at vi kan stå inde for det, der står”, siger centerdirektør, overlæge, dr.med. Hanne Tønnesen og souschef Rie Raffing fra det kliniske sundhedsfremmecenter WHO-CC på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Sammen leder de den danske del af forskningsprojektet LIVE INCITE, der er forankret på Karolinska i Sverige og også har deltagelse af Spanien.

Hjælp til at gennemskue juraen

Et stykke inde i projektforløbet fik de kendskab til Jura og Kontrakter i Center for Regional Udvikling gennem den lokale indkøbsafdeling på Bispebjerg Hospital. Det var begyndelsen på et samarbejde, der har styrket projektet.

”Vi har bl.a. fået hjælp til at gennemskue de juridiske dokumenter, og jurateamet har hjulpet os med forberedelserne til reviews nede i Bruxelles. De har også støttet os i at balancere vores rolle og ansvar i projektet i forhold til EU og projektledelsen på Karolinska”, fortæller Hanne Tønnesen og Rie Raffing.

Godt at få professionelle øjne på

”Uden Jura og Kontrakter ville vi have haft brug for at købe ekspertise ind udefra. Nogle gange kan vi selv sidde og arbejde med juridiske materialer i timevis, men når Jura og Kontrakter kommer, kan de på kort tid slå ned på præcis dét, der er vigtigt. Det viser deres professionalisme og siger noget om, hvor godt det er at få andre øjne på de tunge juridiske dokumenter”, siger Rie Raffing og Hanne Tønnesen.

Næste gang skal kontakten skabes tidligere

I den løbende kontakt med jurateamet har de oplevet et smidigt samarbejde med korte reaktionstider og mødeaftaler med dags varsel, og Rie Raffing og Hanne Tønnesen er glade for, at samarbejdet kom i stand:

”Det har været en stor hjælp at kunne hente støtte fra en faglighed, der ikke er repræsenteret i vores center. Til en anden gang – især hvis vi selv skal lede et EU-projekt – kunne det være godt at få dem ind endnu tidligere, så vi også kan bruge deres ekspertise i fx ansøgningsprocessen”.

Om LIVE INCITE

LIVE INCITE undersøger, hvordan man kan forbedre resultaterne af kirurgiske operationer ved at støtte livsstilsændringer blandt patienterne.

Projektet er finansieret af EU og er et såkaldt PCP-projekt (Pre-Commercial Procurement) med fokus på samarbejdet mellem den offentlige sundhedssektor og den private industri. LIVE INCITE skal derfor udfordre og motivere det kommercielle marked til at udvikle digitale løsninger, der hjælper patienten med at ændre livsstil.

Det kliniske sundhedsfremmecenter WHO-CC på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital står for den danske del af projektet, der gennemføres i et samarbejde mellem Sverige, Spanien og Danmark.

Læs mere om projektet på Karolinskas hjemmeside

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor