Foruroligende lav sædkvalitet
- Alderen for, hvornår piger i Danmark går i puberteten er dramatisk faldende. Samtidig er sædkvaliteten hos danske mænd foruroligende lav: Helt op til 40 procent af unge danske mænd har et potentielt fertilitetsproblem. I dag er der ingen, der kender årsagen til disse fænomener – men vi forsker intensivt i det, indleder professor ved Københavns Universitet og dr.med. Anders Juul fra Afdeling for Vækst og Reproduktion.
Livsstilsbetinget sygdomme
Professoren peger selv på ændringer i vores livsstil i kombination med miljøpåvirkninger som mulige årsager til det stigende antal hormonafhængige sygdomme, man kan se i Danmark. Det er bl.a. personalet i Anders Juuls afdeling, der har været med til at dokumentere udviklingen – og nu skal årsagerne findes.
Kemikalier kan være synderen
- Vi har tidligere påvist, at rekordmange drenge i Danmark har genitale misdannelser – og også fundet en mulig sammenhæng med, at drengene bliver udsat for kemikalier med hormonforstyrrende virkninger, fortæller Anders Juul videre.
Forskning og behandling under et tag
Anders Juul fremhæver selv den kendsgerning, at den ambulante patientbehandling foregår side om side med forskningsindsatsen i klinikken som afgørende for deres forskningsresultater.
Direkte implementering af forskning
- Det betyder også, at vores resultater i forskningen kan implementeres direkte i udredning og behandling af patienterne uden forsinkelse, slutter professor Anders Juul.