Lidt uden for Lund i det sydlige Sverige har man opført et enormt bygningsværk, som blandt andet
består af to cirkelformede anlæg på henholdsvis 528 og 96 meter i omkreds. Bygningskomplekset
rummer et af verdens mest avancerede røntgenudstyr, den såkaldte MAX IV synkrotron. Således
har forskere fra Region Hovedstaden fået adgang til en af de bedste røntgenkilder, verden endnu
har set.
På MAX IV synkrotronen kan man lave tredimensionelle CT-skanninger af en hidtil uset høj opløsning,
som åbner helt nye døre – både for forskningen og på længere sigt også for patientbehandlingen.
Imidlertid kræver det avancerede udstyr også nye metoder til at analysere de enorme mængder
data, hvert enkelt billede består af.
Internationalt førende
Dette projekt, som er et samarbejde mellem Danish Research Center for Magnetic Resonance (DRCMR)
på Hvidovre Hospital, Rigshospitalet, Københavns Universitet og DTU, har netop fokus på at
udvikle nye algoritmer, som gør forskere og klinikere i stand til at fortolke mønstrene i synkrotronens
billeder. I fire demonstrationsprojekter, hvor man undersøger mikrostrukturer i hjernen, sædcellers
bevægelsesmønstre, muskelstrukturer samt knoglestrukturer, vil man forsøge at udnytte det fulde
potentiale i synkrotronbilleddannelsen.
Får projektet den ventede succes vil partnerne udgøre et unikt kompetencecenter for klinisk udnyttelse
af synkrotronbilleddannelse, hvilket vil give Region Hovedstadens hospitaler en platform for
at være internationalt førende på området. Desuden vil resultaterne fra de fire delprojekter kunne
anvendes direkte i andre kliniske projekter og dermed åbne for bedre patientbehandling.
Fondsmodtager: Lektor, civilingeniør Tim Bjørn Dyrby
Sted: Danish Research Center for Magnetic Resonance, Hvidovre Hospital
Projekt: Kvantitativ billedanalyse af klinisk synkrotronbilleddannelse
Bevilliget beløb: kr. 4.500.000
Samlet budget: kr. 5.971.000
Kontaktperson: Tim Bjørn Dyrby, tim.bjoern.dyrby@regionh.dk, tlf. 3862 6542