Herlev Hospital renser sit eget vand

På Herlev Hospital findes det eneste anlæg i Danmark af sin art til rensning af brugt hospitalsvand. Her æder bakterierne hinanden som en del af rensningen.

For foden af det høje tårn på Herlev Hospital ligger en Henning Larsen-designet glasbygning, lidt gemt bag træer og buske. Bygningen er det foreløbigt eneste rensningsanlæg i Danmark dedikeret til rensning af brugt hospitalsvand og har været i gang siden sommeren 2014.

Maskinarbejder Karsten Würtz Nielsen har været med, siden anlægget blev taget i brug. Han tager imod sammen med sin nye kollega ovre fra hospitalet, driftsmedarbejder Anja Frenstrup Bohn, der oprindeligt er uddannet svømmehalstekniker og ejendomsfunktionær og nu er under oplæring.

Sammen viser de rundt i den to hundrede kvadratmeter flade bygning, der er spækket med forbundne rør, kar, tanke og pumper. Dagligt, og næsten lugtfrit, sendes 450 kubikmeter brugt vand igennem i de forskellige nødvendige rensningsprocesser, som hospitalsvand kræver.

Maskinarbejder Karsten Würtz Nielsen og driftsmedarbejder Anja Frenstrup Bohn studerer mikroorganismerne i vandet på rensningsanlægget på Herlev Hospital. Maskinarbejder Karsten Würtz Nielsen og driftsmedarbejder Anja Frenstrup Bohn studerer mikroorganismerne i vandet på rensningsanlægget på Herlev Hospital. Foto: Mette Frandsen.

Inden Karsten Würtz Nielsen var med til at starte rensningsoplægget op, har han i mange år været ansat som driftsmedarbejder på selve hospitalet, men trængte til nye udfordringer. Og Karsten og anlægget har været det helt rette match.

”Jeg kan godt lidt at nørde og er blevet helt betaget af mikroliv og mikroskoper. Du opdager så mange forskellige ting ved at studere mikrofloraen. Engang opdagede jeg et bjørnedyr i mikroskopet – og jeg fik helt gåsehud,” griner han.

Karstens nye kollega, Anja, er enig:

”Vand er simpelthen så spændende. At studere i mikroskopet, hvad der foregår, og se, hvordan bakterierne æder hinanden som en del af rensningsprocessen, og hvor meget luft der skal ind i nedbrydningsprocessen, filteringsdelen over membraner og så videre.”

Løbende efteruddannelse er en nødvendighed for at holde sig opdateret, fortæller Karsten:

”Jeg sluger alle de kurser, jeg kan komme i nærheden, og har også på eget initiativ læst et HF-enkeltfag i biologi for at få en endnu større indsigt i de processer, jeg er beskæftiget med.”

Rensning af høj kvalitet

Fra den biologiske nedbrydning af kvælstof i biotanke ledes vandet igennem 16 membranfiltre, indtil processen slutter i den såkaldte poleringszone, som er den rensning, der adskiller hospitalsvand fra andet vand. Her renses vandet endeligt for lægemidler, kemikalier og antibiotika med aktivt kul, ozon og UV-belysning.

I oprensningen reduceres 99,9 % af lægemidlerne. De resterende mængder er på et niveau, der ligger under de koncentrationer, der har effekt på vandlevende dyr og organismer og planter. De svært nedbrydelige, men mindre giftige kontrastmidler bliver 99 % fjernet, mens antibiotikaresistente bakterier fjernes helt.

Fra slutningen af 2021 begynder anlægget at udlede det rensede vand til Kagså, der løber langs Herlev og Gladsaxe kommuner. Kagså er ofte tørlagt, og det har derfor stor værdi, at tilføre det rensede vand til åen. 

Tilbage ved rensningsanlægget kommer gartneren forbi og henter vand. Han bruger det rensede vand til de nye haver og træer, der er anlagt i forbindelse med Herlev Hospitals udvidelse. På den måde bidrager det rene, brugte hospitalsvand også til at styrke den lokale natur og vandmiljø, som har været et mål fra regionens side. 

Redaktør