Hvem rykker ud på et 1-1-2 opkald?

Læs om, hvem du møder, når Akutberedskabet rykker ud på et 1-1-2 opkald. 

Medarbejderne er den vigtigste ressource i Akutberedskabet. Det er dem, der rykker ud og hjælper dig, når du er akut syg eller skadet. 

Før i tiden var det akutte område mest et spørgsmål om muskler og dieselolie. Opgaven bestod primært i at transportere patienten til hospitalet, så behandlingen kunne starte der. I dag er det en højt specialiseret indsats, hvor der ydes behandling af medarbejderne i udrykningskøretøjet, fra de ankommer, til de overleverer dig til hospitalet. 

Vores medarbejdere er specialister i at løse lige præcis deres del af det akutte arbejde. Her på siden kan du læse mere om de medarbejdere du møder, når vi rykker ud på 1-1-2 opkald. 

Ambulanceassistent 

Transport er kerneopgaven 

Ambulanceassistentens kerneopgaver er transport og at assistere ambulancebehandlere og paramedicinere. 

Ambulanceassistenten har blandt andet ansvaret for at: 
  • Køre ambulancen 
  • Hente og bringe udstyr til kollegaerne 
  • Hjælpe med at flytte patienterne på skadestedet eller i hjemmet 
  • Hjælpe med at få patienterne ind og ud af ambulancen 

Uddannet ambulanceassistent 

Ambulanceassistent er en erhvervsuddannelse, der tager 3 år og 5 måneder at gennemføre. Uddannelsen består af en blanding af praktikophold og skolegang. 

Under uddannelsen lærer eleven at begå sig på et skadested, lærer af sine kolleger og bliver oplært i at støtte både behandling og håndtering af akutte patienter.

Køretøjer og ansættelse 

Ambulanceassistenterne er tilknyttet regionens ambulancedrift. De er ansat af Falck A/S eller Hovedstadens Beredskab I/S, både under deres uddannelse og når de er færdiguddannede. Det er disse to leverandører, der bemander regionens ambulancer. 

Ambulancebehandler 

Transport og akut behandling 

Ambulancebehandlerens kerneopgave er at yde akut livreddende behandling. Er der en akutlæge eller paramediciner med, er ambulancebehandleren dennes assistent. 

Ambulancebehandleren er uddannet til at vurdere, hvilken livreddende behandling en akut syg eller skadet patient skal have her og nu – og til at yde den. Ambulancebehandleren kan blandt andet: 
  • Give akut behandling af brud, sår og blødninger 
  • Stå for genoplivning 
  • Behandle hjertepatienter, fx ved hjertestop 
  • Smertelindre 
  • Give akut behandling af luftvejssygdomme 

Ambulancebehandleren er yderligere trænet i at køre ambulance, samt transport og håndtering af patienterne. 

Uddannet ambulancebehandler 

En ambulancebehandler har arbejdet halvandet år som ambulanceassistent og derefter taget videreuddannelsen til ambulancebehandler. Uddannelsen består af 5 ugers intensiv kursus fordelt på teori og praksis, hvor fokus er på at klæde ambulancebehandleren på til at medvirke i behandlingen af den akutte patient.

Forskellen på ambulancebehandleren og ambulanceassistenten ligger i, at ambulancebehandleren må yde akutte behandlinger. 

Køretøjer og ansættelse 

Ambulancebehandlerne er primært tilknyttet regionens ambulancedrift. De er ansat af Falck A/S eller Hovedstadens Beredskab I/S, både under deres uddannelse og når de er færdiguddannede. Det er de to leverandører, der bemander regionens ambulancer. 

 Paramediciner 

Udvidet akut behandling 

Paramedicinerens kerneopgave er at yde udvidet akut livreddende behandling. Er der en akutlæge med, er paramedicineren lægens assistent. 

Paramedicineren mestrer: 
  • Al ambulancens udstyr 
  • En række krævende akutte medicinske behandlinger 
Paramedicinerne er også trænet i at køre de udrykningskøretøjer, som de gør tjeneste ved. 

Paramediciner og lægeassistent 

Paramedicinere ansat i Akutberedskabet har specialiseret sig i funktionen som akutlægens assistent. Det er dem, du møder i: 
  • Akutlægebilerne 
  • Psykiatrisk Akutberedskab (psykiatrisk akutlægebil)
  • Indsatslederbilen 
  • Babylancen 
  • De mobile behandlingspladser 
  • Sociolancen 
Samt ved telefonerne hos 1-1-2 AMK-Vagtcentralen. 

Uddannet paramediciner 

En paramediciner har arbejdet i 3 år som ambulancebehandler og derefter taget videreuddannelsen til paramediciner. 

Uddannelsen består af 12 ugers uddannelse, fordelt på undervisning og praktik på hospitaler og i akutlægebil. Målet er at klæde paramedicineren på til den udvidede behandlingskompetence. 

Forskellen på paramedicineren og ambulancebehandleren er kompetencen til at yde udvidet akut livreddende behandling. Forskellen på paramedicineren og lægeassistenten er, at lægeassistenten har taget en overbygning, der giver kompetencen til at fungere som akutlægens assistent. 

Køretøjer og ansættelse 

Paramedicinere ansat hos Præhospital Akutmedicin gør tjeneste ved Akutberedskabets specialkøretøjer. Hos 1-1-2 AMK-Vagtcentralen indgår paramedicinerne også som sundhedsfaglige visitatorer. 


Paramedicinere ansat hos Falck A/S og Hovedstadens Beredskab kører ambulancedrift. Det er de to leverandører, der bemander regionens ambulancer. 

 Akutlægerne 

Bringer intensivafdelingen til dig 

Akutlægerne udgør den komprimerede intensivafdeling, der rykker ud til dig, når du har brug for avanceret akut behandling. 

Akutlægen sørger for, at du får den behandling, du har brug for, når du bliver akut syg eller kommer alvorligt til skade. Den opgave løfter akutlægen sammen med paramedicineren og ambulancemandskabet, indtil du bliver indbragt til hospitalet.

Ved en større hændelse med mange tilskadekomne, er akutlægen leder af indsatsen på stedet. Er der tale om en beredskabssituation, fungerer akutlægen som indsatsleder for alle sundhedsfaglige medarbejdere på stedet, i samarbejde med 1-1-2 AMK-Vagtcentralen, politiet og brandvæsenet. 

Akutlæger er speciallæger 

Alle vores akutlæger er speciallæger i anæstesiologi (narkose, intensiv- og akutmedicin og smertebehandling). Tilsvarende er akutlægerne i vores psykiatriske akutberedskab speciallæger i psykiatri. 

Med andre ord er det altid de mest højtkvalificerede læger, du møder, når du har behov for akut hjælp udenfor hospitalet. 

Den enkelte akutlæge skal ikke bare være skarp på sit speciale, men også god til at: 
  •  Bevare overblikket i pressede situationer 
  • Kommunikere med alle faggrupper, blandt andet politi og brandvæsen 

Oplæring hos Akutberedskabet 

Når akutlægerne begynder hos Akutberedskabet, skal de gennemføre det nationale akutlægekursus, der omskoler dem til de særlige forhold på det præhospitale område. 

De første fem vagter har de en erfaren læge med som mentor. Det er den nye akutlæge, der løfter opgaverne, mens mentoren superviserer og står klar til sparring. 

Køretøjer og ansættelse 

Akutlægerne er alle ansat i regionen og bemander akutlægebilerne i et tæt samarbejde mellem Akutberedskabet og akuthospitalerne. 

Når de ikke er ude som præhospitale akutlæger, arbejder de på en af regionens anæstesi- og intensivafdelinger. For psykiaternes vedkommende på et af regionens psykiatriske afdelinger. 

Du møder akutlægerne i: 

Redaktør