Anna Olga Aaskilde Laursen

"Det, at kunne være med til at forme og drive en dagsorden, en stilling eller en opgave, så der skabes værdi for den helhed, jeg indgår i, er nok i virkeligheden det, der særligt motiverer mig" siger Anna Olga Aaskilde Laursen, der er sektionschef og CISO i Informationssikkerhed.

​​​

Stilling: Sektionschef og CISO (Chief Information Security Officer)
Placering i: Sektionen Informationssikkerhed, enheden Stab
Uddannelse: Cand.mag. i filosofi og dansk fra Roskilde Universitet
Ansat i CIMT: Siden 2012




Din baggrund?

Jeg har tidligere arbejdet med ejendomsudvikling i den private sektor og været konsulent i direktionssekretariatet på Glostrup Hospital. Da CIMT blev dannet i 2012, blev jeg ansat i Strategi & Styring som specialkonsulent. Siden blev jeg chefkonsulent og delprogramleder for Bedre Basis i samme sektion.

Hvad er dine ansvarsområder?

I Informationssikkerhed er vi ansvarlige for den overordnede udvikling på informationssikkerhedsområdet, hvilket bl.a. indbefatter udformning af politiker og retningslinjer, overordnede risikovurderinger og rådgivning på området.

Samtidig har vi at gøre med et uendeligt stort og på alle måder uafgrænset område. Det betyder, at jeg har et ret markant fokus på, at jeg skal være med til at drive og forme en god dialog om informationssikkerhed på det tværregionale topledelsesniveau og skabe et fælles sprog, som vi kan tale om sikkerhed inden for. For det kan ganske enkelt ikke passe, at man som topleder skal kunne skulle kunne tale flydende "IT'sk" for at kunne prioritere sikkerhedsindsatser. Eller at sikkerhedsdagsorden altid skal være præget af en form for sort dommedagsstemning. Derfor arbejder jeg ret bevidst med at tale mere positivt om informationssikkerhed og at pointere, at eftersom informationssikkerhedsområdet er uudtømmeligt, vil vi aldrig kunne løse alle problemerne – og det skal vi lære at være ok med, sådan at vi har modet og energien til at træffe de rigtige beslutninger.

Det bedste ved dit job?

Jeg har altid været super glad for at være i CIMT. For her kan du vokse og udvikle dig med opgaverne. Samtidig tager folk godt imod dig, og jeg har efterhånden fået et rigtig godt og bredt netværk i organisationen. Et godt eksempel på det er, da jeg blev udnævnt til CISO og siden sektionschef. Som generalist vidste jeg ikke ret meget om informationssikkerhed. Men det tog mine dygtige kolleger helt roligt. For de vidste hvem jeg var, hvad jeg stod for, og hvad jeg kunne – og så skulle de nok klæde mig på rent fagligt.

Som sektionschef har noget af det mest spændende nok været at få skabt en god kultur med en positiv energi og dynamik mellem medarbejdere. Jeg har herunder gjort det meget klart, at vi skal sætte os klare mål for, hvornår vi er en succes, og hvordan vi skaber bedst værdi for regionen som helhed.

Hvorfor CIMT?

Da jeg var på Glostrup Hospital, var det tydeligt, at der var behov for mere standardisering på tværs af hospitalerne. Derfor var det oplagt for mig at søge ind til CIMT. Og så var det jo ikke mindst super spændende at være med til at opbygge et nyt center, hvor man så at sige lægger togskinnerne, mens toget kører. Det, at kunne være med til at forme og drive en dagsorden, en stilling eller en opgave så der skabes værdi for den helhed, jeg indgår i, er nok i virkeligheden det, der særligt motiverer mig.

Hvilke råd ville du give en ny leder?

Det vigtigste råd, som jeg vil kunne give en ny leder i CIMT er nok, at du skal være tro mod dig selv i dit lederskab. Forstå dig selv, dine styrker - og ikke mindst svagheder - og vær bevidst om, hvad det er, du vil som leder. Du skal på samme måde også være super skarp på, hvad er det din sektion kan tilbyde den helhed, som du er en del af. Det betyder bl.a. at du skal være åben overfor at justere dine opgaverne efter det, som rent faktisk efterspørges – levér det, der er behov for.

 

Redaktør