Angst – sådan dæmper du den

​Det er ikke ualmindeligt, at du som patient eller pårørende kan blive ramt af angst i forbindelse med sygdom og behandling. Læs her, hvad du kan gøre, for at gøre dig fri af angsten.

Symptomer ved angst

Angst kan opleves både psykisk og fysisk fx som hjertebanken, åndenød, svimmelhed, tendens til at svede eller følelse af varme eller kulde.

Gode råd til at gøre dig fri af angsten

At blive alvorlig syg kommer som regel som et chok - både for den, der er syg og for pårørende. Vi mennesker er forskellige, og der er forskel på, hvordan vi møder kriser og svære oplevelser i livet. Angst bliver for nogle en sygdommens følgesvend, som man gerne vil være foruden. Men der er en lang række ting, du selv kan gøre for, at angsten ikke får overtaget.

1. Viden er vigtig

Det er vigtigt at forstå sin angst - viden er vigtig. Hvad handler angst om?

Læs om angst på Angstforeningens hjemmeside 

2. Tal om det

Et af de bedste midler mod angst er åbenhed. Det hjælper at tale om den. Der er ikke bare tale om gentagelser, selvom du taler om angsten igen og igen - det er et vigtigt led i din krisebearbejdning. Et andet argument for at tale om sin angst er, at det giver andre mulighed for at snakke om angsten. Det kan også være en stor hjælp at have samtaler med ligestillede, der har stor forståelse for, at der kan følge stor angst med at være syg.

3. Lær teknikker, der kan give dig ro

Der er i dag god dokumentation for, at der er fysiske og mentale gevinster ved at lære mindfulness eller visualisering og/eller høre beroligende musik, hvis du er angst. Teknikkerne kan afspænde dine muskler og give dig en rolig og dyb vejrtrækning. Det medvirker til at opløse følelsen af angst og tanker, der løber løbsk. Teknikkerne er ikke svære, men effekten stiger i takt med at du bruger dem. 

4. Motioner lidt hver dag

20-30 minutters træning et par gange om ugen er nok til, at du kan få det bedre både psykisk og fysisk.  Alle former for motion er gode - cykle, gå i rask tempo, svømme, løbe – bare du husker at få pulsen op.

Her er fire gode grunde til at få motion, hvis du kæmper med angst:

  • du brænder hurtigere stresshormoner af, når du får motion (fx adrenalin og cortison)
  • du frigiver hormoner, der forbedrer kroppens naturlige evne til at føle dig glad og godt tilpas (fx serotonin)
  • du får bedre mulighed for god søvn, fordi du er fysisk træt og har reduceret spændinger i krop og sind
  • du får en pause fra de negative tanker, fordi der simpelthen er mindre plads til tankemylder, når du motionerer.

Men pas på med hård træning og store træningsmængder, der kan give stressreaktioner, uro og rastløshed, der til forveksling kan ligne symptomer på angst.

5. Brug naturen

Når vi opholder os i naturen, gavner det både vores fysiske og psykiske velbefindende.  Vi får det simpelthen bedre, når vi er i naturen, der giver os mulighed for at lægge afstand til de situationer, hvor vores problemer og bekymringer opstår. Naturen giver os også plads til at se på os selv og på hverdagen med klarhed. Ligesom med motion kan man måle, at koncentrationen af stresshormoner falder, puls og blodtryk forbedres, og at der frigives vigtige stoffer, så som serotonin, som er med til at stabilisere vores humør. Det er selvfølgelig ikke en mirakelkur, men sammen med andre gode ting, du gør for dig selv og dit velbefindende, kan naturen være en vigtig medspiller.

6. Hold igen med alkohol m.m.

Det kan virke beroligende at dulme angst med nogle glas vin eller andre rusmidler. Men på sigt kan det skabe afhængighed og forværre angsten.

7. Gratis behandling af angst på nettet

Region Hovedstaden tilbyder som led i et landsdækkende tilbud til borgere, der lider af angst eller depression, gratis behandling af panikangst og let til moderat depression. Behandlingen foregår over nettet. På hjemmesiden www.internetpsykiatrien.dk kan du udfylde et spørgeskema, som bliver gennemgået af psykologer i Internetpsykiatrien. Hvis de vurderer, at du vil have gavn af tilbuddet, starter du behandlingen med en videosamtale med en psykolog

Læs her mere om Internetpsykiatrien

8. Psykolog med tilskud fra sygesikringen

Du kan med en henvisning fra din læge få tilskud til psykologbehandling, hvis du er:

  • ramt af alvorligt invaliderende sygdom
  • pårørende til personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom
  • pårørende til alvorligt psykisk syge personer
  • har en depression eller angstlidelse.

Visse kommuner giver hel eller delvis dækning for udgiften til psykolog. Reglerne er forskellige fra kommune til kommune.


Hvis en af dine nærmeste har et angstanfald

  • Ro smitter. Spar på ordene og bevar selv roen. Få den, der har angst til at trække vejret dybt, have øjenkontakt med dig og prøv gerne at holde i hånd eller at have anden form for fysisk kontakt. Giv konkrete anvisninger: Fx at fortælle om, hvordan angsten opleves. Berolig med at angstreaktioner, også selvom de føles voldsomme, ikke er farlige.
  • Generelt er et af de bedste midler mod angst åbenhed. Det hjælper at tale om den.
  • Vis at du holder af vedkommende og sætter pris på vedkommende, lige gyldigt om de har angst eller ej.
  • Selvom du kan have meget ondt af dine nærmeste, gør medlidenhed sjældent noget godt.   
  • Hvis angsten tager overhånd, så tøv ikke med at opsøge behandling.

Redaktør