Ydernumre og kapaciteter

​Læs her, hvad det vil sige at have et ydernummer.

Behandlere, der praktiserer under overenskomsten mellem den faglige organisation og regionernes lønnings og takstnævn (RLTN), betegnes ydere, og kan behandle patienter med tilskud fra den offentlige sygesikring. Ydere er tilmeldt yderregistret med et ydernummer.

Ønsker man at behandle patienter med tilskud, kan man enten overtage en eksisterende kapacitet fra en anden behandler, eller man kan søge om en ledig kapacitet opslået af regionen. Som indehaver af en kapacitet kan man tilmelde sig yderregistret.

Ledige kapaciteter opslås enten fordi en anden behandler har opsagt eller på anden vis afgivet sit ydernummer, eller fordi behovet for behandlingskapacitet i et område vurderes at være vokset, fx i forbindelse med befolkningstilvækst.

Når regionen opslår ledige kapaciteter, vil opslaget altid kunne findes på sundhed.dk. Kontakt din faglige organisation, hvis du vil vide mere om overtagelse af eksisterende kapaciteter.

En kapacitet er altid knyttet til et bestemt geografisk område, hvorfra der skal praktiseres. Der findes mere information om kapacitetsplanlægningen på de enkelte praksisområder i praksisplanerne, som du finder link til herunder.

Overenskomsten sætter desuden rammerne for organisering af praksis, handicaptilgængelighed, ansatte, brug af vikarer, og meget mere. Du kan finde overenskomsterne for de enkelte praksisområder herunder.

Redaktør