Øget livskvalitet til gigtpatienter

Copenhagen Center for Arthritis Research (COPECARE) forsker i kroniske inflammatoriske​ledsygdomme. Centeret har været med til at sikre, at det i dag er muligt at diagnosticere sygdommene tidligere i forløbet – og behandle mere effektivt - så man øger patienternes prognose og livskvalitet, forklarer professor ved Københavns Universitet og COPECARE Mikkel Østergaard.

​Web-tv


​Hvilken betydning har jeres arbejde - og for hvilke patientgrupper?

Cirka 3 procent af den danske befolkning lider af inflammatoriske
– eller betændelseslignende – ledlidelser, enten leddegigt,
hvirvelsøjlegigt eller psoriasisgigt. Sygdommene har store konsekvenser
for den enkelte patient i form af kroniske smerter,
funktionsnedsættelse og øget dødelighed. Den øgede dødelighed
kommer sig af, at den permanente betændelsestilstand i kroppen
giver øget risiko for særligt hjertekarsygdomme og visse typer
af kræft.

Vores forskning i COPECARE har været med til at forbedre behandlingen
af disse gigtsygdomme. Selvom vi stadig ikke er i
stand til at helbrede folk med inflammatoriske ledlidelser, så er
forskningen hele tiden medvirkende til, at vi kan forbedre langtidsprognoserne,
mindske smerter og træthed – og på den måde
øge livskvaliteten for patienterne.

Hvordan arbejder I – og hvem samarbejder I med?

Alle forskerne i COPECARE er i kontakt med patienter dagligt
eller ugentligt. Det betyder, at vi har et konstant fokus på patienterne
og effekten af vores nye behandlingstiltag. Vi er knyttet
til Danmarks største reumatologiske afdeling, og det betyder
bl.a., at vi har let adgang til at rekruttere patienter til vores forskningsprojekter.
Efterfølgende kan vi også hurtigt implementere
nye behandlinger.

Samtlige reumatologiske afdelinger i Region Hovedstaden er
netop blevet fusioneret, hvilket vi venter os meget af, fordi vi har
en årelang tradition for et tæt samarbejde på tværs af hospitalerne
i regionen. Desuden har vi et stærkt nationalt samarbejde
med andre reumatologer og et stærkt internationalt netværk
med andre fremtrædende forskningsgrupper. Endelig arbejder
vi også sammen med tilgrænsende specialer, primært billeddiagnostiske
afdelinger og klinisk biokemiske afdelinger.

Kan du fremhæve enkelte store resultater fra centeret de senere år?

I 2000 blev et landsdækkende register for gigtlidelser, kaldet
DANBIO, etableret. Det har hjemme her på centeret, og fungerer
både som en kvalitetssikrings- og forskningsdatabase. Desuden
har vores forskning bidraget til, at man kan diagnosticere leddegigt
og hvirvelsøjlegigt tidligere og mere sikkert ved hjælp
af ultralyd og MR. I samarbejde med andre reumatologiske afdelinger
har vi også udført undersøgelser, der gør det muligt at
følge og behandle leddegigt og hvirvelsøjlegigt bedre end tidligere.
Det har betydet, at vi i dag kan tilbyde tidligere og mere
målrettet behandling.

Hvilke fremtidsperspektiver er der i jeres arbejde?

Jeg ser mange store perspektiver for fremtiden. Vi har netop taget
hul på at etablere en landsdækkende biobank som supplement
til DANBIO-registeret. Kombinationen af landsdækkende
patientinformationer og biologisk, inklusiv genetisk, materiale
bliver unik på verdensplan, og vi får dermed store muligheder
for at tage betydelige skridt i retningen mod at udvikle skræddersyede
behandlinger til den enkelte patient. Jeg forventer
også spændende fremskridt omkring optimal brug af moderne
billedmetoder og vores viden om betydningen af ændringer af
patienternes adfærd, f.eks. søvnmønstre, rygestop, fysiske aktivitetsmønstre.
Det vil kunne bidrage til at give vores patienter
mere livskvalitet.​​
Redaktør