En dybere forståelse af de store folkesygdomme

I den såkaldte Herlev/Østerbroundersøgelse har Danmark verdens største studie af den almindelige befolkning. Mere end 100.000 mennesker har snart deltaget i undersøgelsen, og udover at gennemføre omkring 280.000 patientkontakter om året, arbejder personalet i Klinisk Biokemisk Afdeling på Herlev Hospital i et omfattende, internationalt netværk med at forske i dette materiale. Håbet er at blive i stand til at forebygge de største folkesygdomme i den vestlige verden, fortæller professor ved Københavns Universitet Børge G. Nordestgaard.

Hvad er sigtet med jeres arbejde – og hvordan kommer det patienterne til gavn?​

- Målsætningen med vores arbejde er at blive bedre til at forstå årsagen til de store folkesygdomme som for eksempel blodprop i hjertet, blodprop i hjernen, forskellige kræftsygdomme og kronisk obstruktiv lungesygdom. Vi håber på, at vi kan blive bedre til at diagnosticere dem tidligt – og få nye redskaber i kampen mod sygdommene, så vi på sigt kan forebygge dem.

Hvordan har I organiseret jeres (sam-)arbejde?​​


- Vores arbejde er organiseret i en kæmpestor og kompliceret matrix. Her på afdelingen har vi en række yngre og seniorforskere, som lokalt arbejder sammen med speciallæger, bioanalytikere og så videre. De arbejder på kryds og tværs på mange forskellige projekter sammen med mange andre samarbejdspartnere og kolleger – både i Danmark og i udlandet. Vi har omkring 100 afdelinger og grupper rundt omkring i verden, som vi samarbejder med.
Nogle gange foregår det på den måde, at vi lægger vores studier sammen med studier fra udlandet for at gøre dem endnu større – og dermed øge den videnskabelige værdi af de resultater, vi når frem til. Andre gange foregår det ved, at forskerne i udlandet trækker på vores store datasamlinger – og andre gange igen er vi med til at organisere studier andre steder i verden. Det varierer fra gang til gang.

Hvad er det største, I har opnået de senere år?​​


- Vi har bidraget rigtig meget til en undersøgelse, der påviste, hvordan en forhøjet mængde af almindelig fedt i blodet påvirker udviklingen af blodpropper i hjertet og i hjernen. Vi har også været involveret i studier, der har fokuseret på, hvordan arvelige anlæg for at udvikle betændelsestilstande i kroppen kan have betydning for udviklingen af mange forskellige sygdomme. Endelig har vi været med til at påvise, at et særligt lipoprotein i blodet – lipoprotein (a) – giver mere forkalkede årer, og dermed øget risiko for blodprop i hjerne og hjerte.

Hvad håber I, bliver det næste skridt?​

- Det næste, kan man sige, bliver mere af det samme. Vores næste store skridt bliver at udnytte det fulde potentiale af Herlev/Østerbroundersøgelsen, hvor mere end 100.000 mennesker snart har deltaget. Det er langt det største enkeltstudie af den almindelige befolkning i verden, og vi vil fortsætte med at bruge dette materiale til at opnå en bedre forståelse af de store folkesygdomme. Håbet er selvfølgelig at trænge endnu et spadestik dybere – og dermed øge både behandlings- og forebyggelsesmulighederne. Lige nu arbejder vi for eksempel med betydningen af mangel på d-vitamin for de store folkesygdomme.​
Redaktør