Idrætsmedicin i verdensklasse

Hvert år kommer omkring trekvart million danskere til skade, mens de udøver en form for idræt. Det store tal dækker over alt fra små forvridninger til store, behandlingskrævende skader. Alene i Region Hovedstaden kommer der mellem 50.000 og 60.000 idrætsskader forbi sundhedsvæsenet. Faktisk, fortæller professor ved Københavns Universitet Michael Kjær fra Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital, er der kun én ting, der er farligere end at dyrke idræt – og det er at lade være…

Hvad er sigtet med jeres arbejde – og hvordan kommer det patienterne til gavn?​

- I klinikken ser vi hvert år omkring 7.000 patienter med idrætsskader, som vi udbedrer, så godt og effektivt vi kan. Vi forsøger at skabe så god en forståelse for idrætsskader, særligt overbelastningsskader, så vi sammen med patienterne kan forebygge, at de får nye skader. Det er en succes for os, hvis patienterne aldrig kommer igen, men i øvrigt bliver ved med at dyrke idræt. Det at bruge kroppen har en veldokumenteret forebyggende effekt og er forbedrende for mange funktioner.

Hvordan har I organiseret jeres (sam-)arbejde?​​

- Vi arbejder i meget høj grad på den måde, man kalder translatorisk – altså at vi løbende forsøger at ”oversætte” den viden, vi opnår i vores forskningsprojekter til nye principper for behandling. Nogle af lægerne på instituttet har flest dage i løbet af en uge med patientkontakt – andre har flest dage med forskning. Men vi arbejder tæt forbundet i små grupper også med vore idrætskirurger, så vi hele tiden får blandet laboratoriet med klinikken. Vi har mange internationale samarbejder – og her i landet har vi et særligt tæt samarbejde med Panum Instituttet og Rigshospitalet. Desuden har vi et tæt samarbejde med Hjerteafdelingen og Lungeafdelingen her på hospitalet.

Hvad er det største, I har opnået de senere år?​​

- Man har i mange år haft en god forståelse af både knogler og muskler, mens senerne og ledbånd mest af alt blev betragtet som stropper, der ikke vakte særlig forskningsmæssig interesse i biologisk sammenhæng. Men vi har dokumenteret, at der sker meget mere i det væv, end man troede. Hvis man bruger vævet efter en skade, sker der en hurtigere heling, end hvis det blot ligger stille. Dermed har vi altså fundet ud af, at lette øvelser kan styrke bindevævet – hvorimod det ikke nytter noget at belaste det meget i en genoptræningssituation. Udfordringen er så at finde det ”termometer”, der kan sige, hvor stor en belastning, der er optimal for helingsprocessen.

Hvad håber I, bliver det næste skridt?​

- Tissue Engineering – eller det at skabe væv. Vi er allerede godt på vej til at kunne fremstille en ny sene i stedet for en beskadiget, ved hjælp af patientens egne celler, og håbet er helt klart at kunne udvikle en sene- eller ledbåndserstatning, som kan sættes ind i kroppen ved en operation. Og vi er allerede godt på vej. Ved hjælp af senestykker fra et voksent menneske, kan vi i løbet af 14 dage vokse en ny sene. Endnu er den dog ikke stærk nok til at kunne bruges til de belastninger, kroppen udsættes for – men det er det, vi sigter imod.​
Redaktør