Opskriften på smertefrie operationer

Der er formentlig hundredetusinder af mennesker, som har haft glæde af professor ved Københavns Universitet Henrik Kehlets banebrydende indsats for at få patienter hurtigt på benene efter en operation. Enhed for Kirurgisk Patofysiologi blev etableret på Rigshospitalet i 2004 med det formål at videreudvikle Henrik Kehlets koncept ’fast-track surgery’ (accelererede operationsforløb). Hans forskningsresultater er i dag etableret verden over, og målet er at opnå smerte- og risikofri operationer. Henrik Kehlet fortæller her om, hvorfor fast-track surgery har fået så stor international succes, og hvad næste skridt på vejen bliver.

​​​

​Interview m​​ed Pr​​ofessor Henrik Kehlet​

varighed: 00:03:55

Hvad er sigt​​et med jeres arbejde – og hvordan kommer det patienterne til gode?​

- Målet er at kunne give alle patienter en smerte- og risikofri operation, og drømmescenariet er, at de rejser sig straks efter operationen og kan fortsætte en almindelig hverdag. Det handler om at få dem ud af sengen, som er det ”farligste” sted at være for en nyopereret patient. At den øgede behandlingskvalitet så oven i købet også er en samfundsøkonomisk gevinst, er bare endnu et plus. I patofysiologisk forskning undersøger man, hvorfor kroppen reagerer uhensigtsmæssigt under operation, og fast-track surgery fokuserer blandt andet på smertelindring, stressnedsættelse og væskebehandling under operationen, men også på at lave det kirurgiske indgreb så nænsomt som muligt.

Hvordan har I or​ganiseret jeres (sam-)arbejde?​

- Fast-track surgery er i dag etableret som behandlingsprincip verden over og praktiseres inden for en lang række specialer som bryst-, ortopæd-, mave-, gynækologisk-, lunge- og karkirurgi. Det har betydet, at patienterne efterfølgende har færre smerter, kommer hurtigere ud af sengen, får færre komplikationer og derfor kan udskrives efter en kortere indlæggelse end tidligere. De mange gode resultater har medvirket til, at konceptet i dag er internationalt anerkendt. Forskningsprojekterne bag fast-track surgery er alle startet i Danmark, og de banebrydende resultater er så efterfølgende bredt ud på verdensplan.

Hvad er d​et største, I har opnået de senere år?​

- At se konceptet fast-track surgery blive en så stor succes på verdensplan, og inden for så mange forskellige operationstyper, har været en fornøjelse. I starten mødte vi meget modstand, fordi folk simpelthen ikke troede på, at vi kunne forbedre operationsforløbet så markant. Men ved at se resultaterne med egne øjne, er fast-track surgery nu blevet alment accepteret, og patofysiologisk forskning har ledt til, at koncepterne er blevet omsat til praksis.

Hvad​​​​​ håber I, bliver det næste skridt?​

- Det hele er en dynamisk proces, og det stopper ikke før, at vi i princippet kan lave alle operationer ambulant eller med et døgns indlæggelse. Vi skal fortsat arbejde hen imod at optimere smertebehandlingen og undgå organpåvirkninger og problemer med efterfølgende rehabilitering. Vi skal have mere fokus på den akutte kirurgi og undersøge, hvordan fast-track konceptet bedst muligt kan implementeres her samt på den akutte medicinske patient. Vi skal også forske meget mere i risikoen for kroniske smertetilstande efter operationer, som mange patienter i dag lider under efter eksempelvis brok-, bryst- og lungeoperationer. I den forbindelse skal vi se nærmere på den smertelindrende behandling, men også arbejde hen imod en såkaldt smertegen-karakteristik, der kan kortlægge betydningen af patientens smertefølsomhed forud for operationen, idet denne kan variere fra patient til patient.
Redaktør