Klinisk evaluering af cellulær immunterapi som kræftbehandling

​​

Over 200.000 danskere lever i dag med kræft.

Anvendelse af cancervacciner til målrettet at aktivere anti-cancer immunceller er et nyt behandlingsprincip, som har et stort potentiale som supplement til den traditionelle kræftbehandling. Cancervacciner er designet til at tippe balancen fra accept af cancerens tilstedeværelse til kontrol af canceren. Såkaldte dendritiske celler har været i fokus i cancervaccine forskningen pga. deres unikke evne til at stimulere immunsystemet.

I dette forskningsprogram videreudvikles og afprøves flere former for dendritcellebaserede cancervacciner til behandling af patienter med udbredt modermærkekræft og brystkræft.

I USA har kræftforskere udviklet en ny form for immuncelle (T-celle) baseret immunterapi til modermærkekræft. Behandlingen består i, at man fra patientens eget kræftvæv opformerer T-celler med tumordræbende evne, som efterfølgende bliver givet tilbage til patienterne efter forbehandling med kemoterapi og med samtidig immunstimulation. I dette forskningsprogram afprøves og videreudvikles princippet klinisk til behandling af patienter med hovedhals- og modermærkekræft.

Projektet har potentialet til at skabe en ny platform for celle-baseret immunterapi af cancerpatienter. Kræft behandles mest effektivt, når der anvendes kombinationsbehandling med angreb fra flere vinkler. Dette forskningsprojekt vil bidrage med betydelig viden om den immunologiske vinkel, der stort set ikke været udnyttet pga. manglende viden om, hvordan immunsystemet udnyttes bedst.

Yderligere oplysninger

Det er et tværfagligt forskningsprojekt baseret på tæt samarbejde mellem flere afdelinger på Herlev Hospital samt nationalt og internationalt samarbejde med stærke kliniske og teoretiske forskningsmiljøer. Center for Cancer Immunterapi har som det eneste sted i landet faciliteter og ekspertise til at udføre projektet.

Center for Cancer Immunterapi, Hæmatologisk afdeling og Onkologisk afdeling, Herlev Hospital
Samlet budget: 8.022.400
Bevilget beløb: 2.661.300
Redaktør