Bedre sundhed til de gravide

De gravides sundhedstilstand er blevet forringet på en række punkter i løbet af de senere år. Dette projekt søger efter en sammenhæng og en forklaring – og undersøger desuden, om graviditetsgymnastik kan forbedre de gravides og de nyfødte børns tilstand.

​​

Gravide kvinders sundhed ser ud til at blive forringet på visse punkter. Eksempelvis er der på ti år sket en ottedobling i antallet af gravide, der tager antidepressiv medicin, og på bare to år er graviditetsbetinget fravær steget med to procent. Samtidig viser Sundhedsstyrelsens statistikker, at der generelt kommer flere for tidlige fødsler, akutte kejsersnit og nyfødte børn, der får en lav Apgarscore. Apgarscore er en undersøgelse af børnenes tilstand umiddelbart efter fødslen.

Årsagerne er ukendte. På samme måde er der i dag ingen viden om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem ovenstående. Derfor vil dette projekt undersøge en eventuel sammenhæng og desuden dokumentere, om graviditetsgymnastik kan have en forebyggende effekt.


Gymnastik til de fysisk inaktive

Tidligere studier har vist, at vægtstigning under graviditeten, smerter i ryg og lænd samt et dårligere psykisk velbefindende kan hænge sammen med både øget fravær, for tidlig fødsel, risiko for akut kejsersnit samt lav Apgarscore.

Fysisk aktivitet kan muligvis have en positiv effekt på både smerter, vægtproblemer og psykiske problemer. Derfor vil man i projektet tilbyde en gruppe fysisk inaktive kvinder graviditetsgymnastik – og sammenligne denne gruppe med en kontrolgruppe for at undersøge, om den fysiske aktivitet har den formodede positive effekt på mødrene og de nyfødte børn.

Fondsmodtager: Klinikchef Morten Hedegaard

Sted: Obstetrisk Klinik, Rigshospitalet

Projekt: Krop og trivsel – under og efter graviditeten

Bevilget beløb: 800.000 kr.

Samlet budget: 4.449.081 kr.

Kontakt: Morten Hedegaard, morten.hedegaard@rh.regionh.dk, tlf. 3545 1309

Redaktør