Hvor tidligt kan patienter med hoftebrud starte styrketræning?

En brækket hofte kan få store konsekvenser for patientens livskvalitet; mange får permanent øget brug for hjælp, nogle må flytte i plejebolig og kun få får samme muskelstyrke i det brækkede ben som før. Et nyt projekt undersøger, om tidlig og intensiv styrketræning kan have en gavnlig effekt.

​​​

Patienter med hoftebrud er en skrøbelig patientgruppe, hvor mange oplever nedsat funktionsevne efter operation. Af samme årsag får mange hoftebrudspatienter et øget behov for hjælp fra det offentlige efter deres behandling – nogle må flytte fra deres egen bolig til en permanent plejebolig.

Dette projekt undersøger, hvorvidt det er muligt, og om det vil have en gavnlig effekt på patienterne, at starte med styrketræning af det skadede ben umiddelbart efter operationen.

Tidlig og intensiv træning

Hoftebrud kommer ofte efter et fald, og en del af patienterne oplever nye fald efter operationen. Mange får et tab af muskelstyrke i det opererede ben på mere end 50 procent i forhold til det raske ben – selvom behandlingen er blevet optimeret gennem de senere år.

Andre videnskabelige studier antyder, at der kan være en positiv effekt af at sætte patienterne i gang med styrketræning efter operation. Problemet med disse undersøgelser er blot, at styrketræningen er igangsat så sent, at patienterne allerede har lidt et stort tab af muskelstyrke i det opererede ben.

Derfor vil man i dette studie undersøge, om det overhovedet lader sig gøre at starte styrketræning allerede på hospitalet umiddelbart efter operationen – og hvis det viser sig muligt, i et efterfølgende studie se på, om den tidlige og intensive træning vil have en positiv effekt.

Målet er at finde en standard for, hvilken type træning alle patienter med hoftebrud bør tilbydes for at mindske tab af muskelstyrke, fastholde så høj en funktionsevne som muligt og forebygge nye fald.

Fondsmodtager: Seniorforsker Morten Tange Kristensen 

Sted: Fysioterapien og Ortopædkirurgisk Afdeling, Hvidovre Hospital

Projekt: Fysioterapi med styrketræning opstartet tidligt efter operation for hoftebrud. Kan det lade sig gøre og med hvilken effekt?

Bevilget beløb: 510.000 kr.

Samlet budget: 1.090.000 kr.

Kontakt: Morten Tange Kristensen, morten.tange.kristensen@hvh.regionh.dk, tlf. 3862 6191

Redaktør