Kan tidlig pubertet forudsiges?

Et nyt studie af påvirkninger fra livsstil og miljø samt genetiske faktorer kan måske give svaret på, hvorfor stadig flere unge piger går for tidligt i puberteten.

​​

Danske piger går i dag tidligere i puberteten end for blot 15 år siden. Pubertetsudvikling er en kompliceret proces, som både styres af medfødte faktorer samt af påvirkninger fra det omgivende miljø og den enkeltes livsstil. Derfor er det også vanskeligt at svare entydigt på, hvorfor puberteten starter stadig tidligere.

Dette projekt vil udføre nye genetiske og såkaldt epigenetiske studier på allerede eksisterende undersøgelser af pubertetsudviklingen hos mere end 3.000 danske børn og unge. Genetikken koncentrerer sig som måske bekendt med de medfødte faktorer, mens epigenetikken vil være påvirkelig af udefrakommende påvirkninger – fx en persons livsstil.

Forståelse for komplekse sammenhænge

I projektet vil man lave genetiske og epigenetiske profiler af piger med henholdsvis for tidlig og normal pubertetsudvikling. Profilerne skal analyseres sammen med oplysninger om pigernes livsstil, deres kliniske og biokemiske data mv.

Forventningen er, at projektet vil give ny viden om, hvordan de mange faktorer, der har betydning for pubertetsstarten og -udviklingen, spiller sammen. Og så vil man måske blive i stand til at identificere de piger, der har risiko for at udvikle for tidlig pubertet – og dermed kunne starte relevant behandling tidligere. Endelig vil den ny viden også forbedre forståelsen af udviklingen – og dermed mulighederne for at forebygge den for tidlige pubertet.

Fondsmodtager: Professor og klinikchef Anders Juul

Sted: Afdeling for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet

Projekt: Genetiske og epigenetiske markører for pubertet 

Bevilget beløb: 1.500.000 kr.

Samlet budget: 5.316.258 kr.

Kontakt: Anders Juul, ajuul@rh.dk, tlf. 3545 5085

Redaktør