Ny teknik kan erstatte vævsprøver

Moderne kræftbehandling forudsætter meget præcise diagnoser og undersøgelser af sygdommens udvikling under behandlingen. Ny forskning fra Rigshospitalet gør det muligt at studere kræftcellerne på molekylært niveau – uden at udtage vævsprøver fra patienten.

​​

De senere år har de såkaldt skræddersyede kræftbehandlinger vundet frem. Det er behandlinger, der er tilpasset den enkelte patients unikke sygdomsbillede – og denne type behandling er selvsagt afhængig af en meget præcis diagnosticering af sygdommen.

Hidtil har det været nødvendigt at udtage vævsprøver af kræftsvulsterne for at kunne studere, hvordan den igangværende behandling påvirker kræftcellerne på molekylært niveau. Men et nyt projekt på Rigshospitalet sigter mod at udvikle nye sporstoffer til PET-skanning, så man fremover kan se, hvad der sker i kræftcellerne under behandling blot ved at skanne patienterne.

Skånsom og effektiv

Den nye teknik er ikke alene langt mere skånsom for patienterne, det er også en hurtigere metode end de traditionelle vævsprøver. Dermed vil man også hurtigere end hidtil kunne justere behandlingen, hvis den ikke virker efter forventning.

Desuden vil PET-skanning på molekylært niveau også gøre det muligt at lave hurtigere og bedre afprøvning af nyudviklede kræftlægemidler. På den måde vil teknikken også understøtte den omfattende udvikling af lægemidler i Region Hovedstadens farmakologiske industri.

Fondsmodtager: Professor, overlæge, dr. med. Andreas Kjær

Sted: Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET, Rigshospitalet

Projekt: Molekylær billeddannelse med PET til ikke-invasiv tumorkarakteristik og skræddersyet kræftbehandling

Bevilget beløb: 1.080.000 kr.

Samlet budget: 5.280.000 kr.

Kontakt: Andreas Kjær, kjaer@rh.dk, tlf. 3545 4216

Redaktør