Skræddersyet behandling af hepatitis C

Verden over er omkring 180 millioner mennesker smittet med hepatitis C, der forårsager kroniske leversygdomme. En nyudviklet behandlingsform kan vise sig langt mere effektiv, men sygdommen har tendens til at mutere – og dermed undvige medicinens effekt. Dette projekt skal kortlægge mutationsmønstrene og åbne for skræddersyede behandlinger.

​​

Hepatitis C er en kronisk leverbetændelse, der kan medføre skrumpelever og leverkræft. Infektionen har hidtil været vanskelig at behandle – og behandlingen har ofte været forbundet med mange alvorlige bivirkninger.

Nu er der imidlertid udviklet en ny type medicin rettet mod selve virusset – medicin, som bekæmper sygdommen bedre – og det kan derfor medføre, at et større antal patienter kan helbredes. Desværre har virusset, der forårsager sygdommen, en utrolig evne til at mutere – og dermed undvige effekten af de nyudviklede lægemidler.

Kortlægning af resistens

Dette projekt undersøger, hvordan den nye medicin virker på de forskellige typer af hepatitis C-virus. Desuden skal det kortlægge de forskellige mutationer i hepatitis C, der er forbundet med resistens.

Det vil selvsagt komme den enkelte patient til gavn, fordi behandlingen løbende kan justeres. Men de nye informationer om medicinens virkning og resistensmønstrene bliver samtidig samlet i en database. Databasen kan fremover bruges til at tilrettelægge en skræddersyet behandling af den enkelte patient smittet med hepatitis C.

I Danmark er der omkring 15.000 personer, som er smittet med kronisk hepatitis C, mens der på verdensplan er 180 millioner.

Fondsmodtager: Professor, overlæge Jens Bukh

Sted: Copenhagen Hepatitis C Program (CO-HEP), Infektionsmedicinsk Afdeling og Klinisk Forskningscenter, Hvidovre Hospital

Projekt: Individualiseret behandling af patienter med kronisk hepatitis C med nye lægemidler, der er rettet direkte mod virusset

Bevilget beløb: 1.000.000 kr.

Samlet budget: 8.600.000 kr.

Kontakt: Jens Bukh, jbukh@sund.ku.dk eller læge, seniorforsker, dr. med. Judith Gottwein, judith@gottwein.eu

Redaktør