Bedre forebyggelse af hudkræft

10 procent af alle danskere er født med en svækket hudbarriere. Det giver en øget risiko for at udvikle børneeksem – men giver det også øget risiko for hudkræft?
Hudkræft er den hyppigste kræftsygdom i Danmark – og endda i hastig stigning: Mere end 13.500 danskere får hvert år konstateret sygdommen. Med afsæt i den eksisterende viden om, at patienter med børneeksem har øget risiko for at udvikle hudkræft, vil dette projekt undersøge, om en særlig gruppe patienter, som har øget risiko for børneeksem, også er mere udsat for at udvikle hudkræft.

Bedre forebyggelse og behandling

Omkring hver 10. dansker er født med ændringer i arveanlægget, som betyder, at det yderste lag af huden, den såkaldte hudbarriere, er svækket. Denne svækkelse af hudbarrieren giver tør hud – og en øget risiko for at udvikle børneeksem. Projektet undersøger, om disse patienter har en tilsvarende øget risiko for at få hudkræft, ligesom forskerne ser på, hvordan sollys påvirker både huden og immunforsvaret hos denne patientgruppe.

Patienter med en svækket hudbarriere har nemlig højere indhold af d-vitamin i blodet end resten af befolkningen. Og d-vitamin har blandt andet en vigtig funktion i reguleringen af vores immunforsvar.

Den viden om både børneeksem, hudkræft og immunforsvaret, som dette projekt skaber, kan være med til at gøre os bedre til at forebygge hudkræft. Samtidig kan forskningen resultere i en bedre behandling af børneeksem – en sygdom, som i dag rammer omkring hvert femte barn og i mange tilfælde er vanskelig at behandle.

Fondsmodtager:Professor, overlæge Lone Skov

​Sted:Dermato-allergologisk Afdeling, Gentofte Hospital

Projekt:Betydning af UV-stråling hos patienter med filaggrin genmutation, relevans for hudkræft og påvirkning af immunsystem

Bevilliget beløb fra Delpulje I:1.000.000 kr.

Samlet budget:1.235.000 kr.


Kontaktperson:Lone Skov, lone.skov.02@regionh.dk, tlf. 3977 3204

Redaktør