Effektiv forebyggelse af selvmord

Har en person først én gang forsøgt selvmord, er der en forhøjet risiko for, at vedkommende forsøger igen senere i livet. Dette projekt undersøger, om den landsdækkende indsats for at forebygge fornyede selvmordsforsøg er effektiv – og hvordan den evt. kan udbygges.

​​

Mellem 10 og 40 procent af alle personer, som forsøger selvmord, vil på et senere tidspunkt gentage selvmordsforsøget en eller flere gange.

Derfor har man i nogle regioner herhjemme siden 1992 ydet forebyggende behandling til selvmordstruede personer, som bliver henvist fra enten hospitalernes skadestuer, somatiske afdelinger, psykiatriske centre eller praktiserende læger efter forsøg på selvmord. Dette projekt følger op på den forebyggende behandling og undersøger, om man kan påvise en effekt i forhold til personer, der ikke har modtaget behandling.

Den største undersøgelse af sin slags

I alt har de regionale kompetencecentre registreret cirka 8.000 brugere siden 1992. Data fra disse brugere vil blive sammenlignet med kontrolgrupper – dels bestående af den generelle befolkning og dels af andre selvmordstruede, som ikke har modtaget forebyggende behandling.

Projektet vil både afdække, hvornår risikoen for et nyt selvmordsforsøg er højest, hvilken behandlingsmodel der har bedst effekt for forebyggelsen, og om sociale forhold – fx om patienten genoptager sit arbejde, er i parforhold mv. – kan virke forebyggende i sig selv. Desuden vil det være muligt at vurdere, om eksempelvis en psykiatrisk indlæggelse efterfølgende bør udløse en genoptaget kontakt fra kompetencecenteret.

Resultaterne vil bidrage til at øge viden om, hvilke elementer der virker forebyggende, og bidrage til at optimere behandlingsindsatsen. Efter projektets afslutning vil resultaterne blive formidlet til de regionale kompetencecentre, så de kan inddrage resultaterne i deres daglige arbejde Dette opfølgningsstudie er det største af sin slags på området – også internationalt set.

Fondsmodtager: Seniorforsker Annette Erlangsen 

Sted: Forskerenheden, Psykiatrisk Center København

Projekt: Opfølgning af behandling til selvmordstruede ved regionale kompetencecentre

Bevilliget beløb fra Delpulje II: 500.000 kr.

Samlet budget: 922.797 kr.

Kontaktperson: Annette Erlangsen, annette.erlangsen@regionh.dk, tlf. 3864 7465

Redaktør