Forebyggelse af blodprop i hjernen

Hvert år rammes 16.000 danskere af en blodprop i hjernen. Sygdommen medfører både store personlige omkostninger og store samfundsudgifter. Dette projekt vil afdække sammenhængen mellem symptomfri atrieflimren og forekomsten af blodpropper i hjernen i håbet om at kunne forebygge sygdommen.

​​

Blodprop i hjernen er ofte forårsaget af atrieflimren, som er den hyppigste hjerterytmeforstyrrelse, men mange patienter med atrieflimren mærker imidlertid ikke noget til sygdommen – og bliver derfor ikke behandlet korrekt.

Formålet med dette forskningsprojekt er derfor at afklare, hvor ofte atrieflimren uden symptomer forårsager blodprop i hjernen. Derigennem håber man at kunne reducere forekomsten af blodpropper i hjernen ved at tilbyde grundigere undersøgelse med henblik på at påvise atrieflimren.

Overvågning af hjerterytmen

Risikoen for at få atrieflimren stiger, jo ældre vi bliver. Derfor fokuserer dette projekt på patienter, som er over 70 år – og desuden har mindst en af følgende sygdomme, som forøger risikoen for blodprop i hjernen: sukkersyge, forhøjet blodtryk eller hjertesvigt.

De deltagende patienter bliver inddelt i to grupper: Den ene får indopereret en lille ekg-båndoptager – en såkaldt loop-recorder – som kan overvåge patientens hjerterytme i årevis. Den anden får vanlig behandling. Ekg-båndoptageren overfører data om patienternes hjerterytme til hospitalet – og dermed kan man opdage atrieflimren, som ellers ikke ville være opdaget. De patienter, der får atrieflimren, vil blive behandlet med blodfortyndende medicin, som forebygger blodprop i hjernen.

Projektet vil altså både overvåge forekomsten af atrieflimren og af blodpropper i hjernen. Desuden vil man fokusere på patienternes livskvalitet og på de samfundsøkonomiske aspekter. Forventningen er, at man vil være i stand til at forebygge blodprop i hjernen – og dermed både øge patienternes livskvalitet og undgå store udgifter til behandling.

Fondsmodtager:​Professor, dr. med. Jesper Hastrup Svendsen

Sted:Kardiologisk Klinik B, Rigshospitalet

Projekt:Atrieflimren påvist ved kontinuerlig ekg-monitorering vha. Loop Recorder og blodprop i hjernen hos høj-risiko individer: LOOP

Bevilliget beløb fra Delpulje II:2.000.000 kr.

Samlet budget:39.500.049 kr.

Kontaktperson:Jesper Hastrup Svendsen, jesper.hastrup.svendsen@rh.regionh.dk, tlf. 3545 2705

Redaktør