Identificering af de mest tilskadekomne traumepatienter

Et stort internationalt forskningsprojekt skal undersøge, om man ved at måle på stressresponset i kroppen kan identificere de traumepatienter, som har størst risiko for at dø af deres traume. På sigt kan projektet være med til at forbedre behandlingen af både traumepatienter samt patienter med forskellige sygdomme i blodet.

​​

Hvert år omkommer omkring 1.000 personer i Danmark – overvejende unge – som følge af store fysiske traumer. Nærværende projekt undersøger sammenhængen mellem stressreaktioner som følge af traumet og risikoen for, at patienten dør.

Bedre sygdomsbehandling

Et forstudie til projektet har påvist, at blodet bliver mere letflydende hos traumepatienter, i takt med at blodkarrene i kroppen bliver beskadiget. Antagelsen er, at denne mekanisme er kroppens måde at sikre fortsat blodtilførsel til de mindste blodkar – og dermed ilt til de vigtigste organer i længst mulig tid. Samme studie viste også, at kroppens egne stresshormoner medvirker til at beskadige blodkarrene – og at dette hænger tæt sammen med risikoen for død.

Dette projekt søger at bekræfte fundene i forstudiet i en langt større patientgruppe. Derfor gennemføres projektet som et samarbejde mellem Region Hovedstadens Blodbank, Rigshospitalet og et af verdens største traumecentre på Memorial Hermann Hospital i Texas. Hermed bliver det potentielt muligt at identificere patienter med en øget risiko for at dø af deres traume ved at måle på stresshormonerne.

Projektet undersøger også, hvordan skaderne på traumepatienternes blodkar udvikler sig – og hvordan det påvirker organfunktionerne. På sigt kan det medvirke til forbedret behandling af både traumepatienter og forskellige andre livstruende sygdomme som fx blodforgiftning og blodprop i hjertet.

Fondsmodtager: Overlæge, dr. med, MPA, tranfusionsmedicinsk chef Pär Ingemar Johansson 

Sted: Region Hovedstadens Blodbank, Rigshospitalet

Projekt: Betydning af sympathoadrenal aktivering og endothelskade for udvikling af koagulopati, organsvigt og død hos traumepatienter

Bevilliget beløb fra Delpulje I: 650.000 kr.

Samlet budget: 3.732.800 kr.

Kontaktperson: Pär Ingemar Johansson, rh08061@rh.dk,

tlf. 3545 2030

Redaktør