Komplikationer efter stråling af hjernesvulster

Selvom det er yderst nødvendigt hele tiden at arbejde på at nedbringe risikoen for bivirkninger efter strålebehandling af hjernen, foreligger der kun få videnskabelige undersøgelser på området. Et nyt studie fra Rigshospitalet vil lave en systematisk kortlægning af effekt og bivirkninger af de sidste års behandlinger.

​​

Hvert år får flere hundrede danskere opdaget en hjernesvulst. Og selvom en del af svulsterne i sig selv er godartede, kan de ofte både give meget alvorlige symptomer og være direkte livstruende, fordi de vokser inde i kraniet og dermed kan trykke på hjernen.

I nogle tilfælde er det ikke muligt at operere svulsten væk, fordi den sidder i en del af hjernen, hvor der er stor risiko ved kirurgi. I stedet behandler man med såkaldt stereotaktisk strålebehandling, hvor svulsten bliver bestrålet fra mange vinkler – og med begrænset bestråling af de raske dele af hjernen. Dette projekt laver en systematisk kortlægning af både behandlingsresultater og komplikationer i forbindelse med stereotaktisk stråling af højrisikoområder i hjernen.

Mange risikofaktorer

Hvert år behandles cirka 20 patienter med en godartet svulst i den forreste del af hjernen med stereotaktisk stråling på Rigshospitalet. Netop dette område er kritisk i forhold til synet, forskellige hormoncentre og flere af hjernens funktioner såsom hukommelse, sprog mv. Der findes kun meget få videnskabelige studier, som belyser komplikationer og risici ved stereotaktisk strålebehandling af hjernen, men siden behandlingen blev taget i brug herhjemme, har man på Rigshospitalet ført en patientdatabase med systematisk opfølgning på netop disse risikoparametre.

Med brug af patientdatabasen vil denne undersøgelse give en systematisk gennemgang af de forskellige risikoparametre – og af behandlingens effekt på selve svulsten. Håbet er, at den ny viden kan være med til at forbedre behandlingsresultaterne, reducere risici og komplikationer og optimere patientforløbene.

Fondsmodtager:Professor, overlæge Marianne Juhler

Sted:Neurokirurgisk Afdeli

ng, Rigshospitalet

:Fraktioneret stereotaktisk strålebehandling af godartede svulster i forreste kraniebund – komplikationer og prognose

Bevilliget beløb fra Delpulje I:1.000.000 kr.

Samlet budget:2.951.200 kr.

Kontaktperson:Marianne Juhler, marianne.juhler@regionh.dk, tlf. 3545 2088

Redaktør