Nyt kortmateriale til den menneskelige hjerne

Den menneskelige hjerne er langt fra fuldt ud kortlagt – men dette projekt fra Rigshospitalet vil skabe overblik over et af de vigtigste signalsystemer i hjernen, der blandt andet er forbundet med en række psykiske sygdomme.

​​

De fleste kender det: Det kan være svært at finde vej i ukendt terræn, hvis man ikke har et dækkende kortmateriale. De seneste årtier har forskerne derfor arbejdet ihærdigt på at fremstille forskellige kort over den menneskelige hjernes struktur og centre. Men der findes endnu ikke noget atlas over hjernens neurokemiske signalsystemer – det skal dette projekt være med til at råde bod på.

En hjælp til behandling af psykiske lidelser

Projektet vil kortlægge signalsystemet serotonin, som er styrende for vores humør, søvn, appetit og døgnregulering. Ved hjælp af 400 hjerneskanninger fra mere end 300 raske personer vil forskerne gøre rede for, hvordan serotoninsystemet fungerer i den normale hjerne.

Dermed skabes der en unik reference til at vurdere og analysere patienter med en lang række neuropsykiatriske sygdomme, som giver forstyrrelser i serotoninsystemet. Det kan eksempelvis være Alzheimers, skizofreni, Tourettes syndrom mv.

Atlasset kan på sigt være med til at udpege såkaldte biomarkører for disse og andre sygdomme, ligesom det kan danne udgangspunkt for undersøgelser af nye lægemidler, som retter sig mod serotoninsystemet og de sygdomme, der er forbundet hermed.

Fondsmodtager:Professor Gitte Moos Knudsen

Sted:Center for Integrated Molecular Brain Imaging, Rigshospitalet

Projekt:Et hjerneatlas af hjernens serotonerge transmittersystem og dets projektioner

Bevilliget beløb fra Delpulje I:1.000.000 kr.

Samlet budget:3.203.750 kr.

Kontaktperson:Gitte Moos Knudsen, gmk@nru.dk, tlf. 3545 6720

Redaktør